Tidslinje for brygger J.C. Jacobsen

Publiceret:

15.03.2024

1811: Bryggeren bliver født

1811: Bryggeren bliver født

Jacob Christian Jacobsen bliver født i København den 2. september i Brolæggerstræde i København. Hans mor, Caroline Frederikke Schelbeck, er datter af en københavnsk silkevæversvend. Hans far, Christen Jacobsen, er en fæstebondesøn fra Vendsyssel, som i 1801 er taget til København for at finde arbejde i Kongens Bryghus. Christen bliver selvstændig brygger i 1826 med eget bryggeri i Brolæggerstræde. J.C. Jacobsen er enebarn, og hans barndom og undgom er præget af skole og arbejde i faderens bryggeri.

1834: J.C. Jacobsen bliver gift

J.C. Jacobsen møder Laura Holst, som han gifter sig med i 1839. Gennem Lauras fætre, der studerer i København, får J.C. Jacobsen indblik i den akademiske verden. Han går bl.a. til forelæsninger i biologi og kemi.

1835: Bryggeriet i Brolæggerstræde

Faderen Christen Jacobsen dør, og J.C. Jacobsen overtager bryggeriet i Brolæggerstræde sammen med moderen.

1842: Carl bliver født

J.C. Jacobsens søn, Carl Jacobsen, bliver født.

1845: Zum Spaten

J.C. Jacobsen besøger bryggeriet Zum Spaten i München. Herfra hjembringer han en undergær, som i de følgende år udgør stammen i Carlsbergs ølproduktion.

1847: Carlsberg grundlægges

1847: Carlsberg grundlægges

Carlsberg Bryggeri bliver grundlagt i Valby uden for København. Den første tønde bajersk øl står klar den 10. november. Carlsberg bliver navnet på bryggeriet opkaldt efter sønnen Carl og den bakke (det gamle danske ord “berg”), som grunden ligger på.

1854: Familien flytter

J.C., Laura og Carl flytter fra lejligheden i Brolæggerstræde til den nye hovedbygning på Carlsberg (i dag Carlsberg Akademi).

1875: Carlsberg Laboratorium

J.C. Jacobsen opretter Carlsberg Laboratorium, som bliver en af verdens mest banebrydende forskningsenheder.

1876: Carlsbergfondet

Den 25. september bliver Carlsbergfondet oprettet. J.C. Jacobsen donerede 1 million kr. til fondet som grundkapital ved et gavebrev. Samtidig bad han Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab om at udpege fem professorer fra sin midte til at udgøre fondets bestyrelse. Carlsbergfondets fundats bliver kongeligt konfirmeret den 18. oktober 1876.

1878: Frederiksborg • Nationalhistorisk Museum

J.C. Jacobsen stifter Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og forestår store dele af Slottets genopbygning efter branden i 1859.

1879: Ny Carlsberg

Carl får succes med ølbrygningen og opfører et nyt bryggeri kaldet Ny Carlsberg. J.C. og Carl bliver konkurrenter, og der opstår uenighed og strid mellem dem.

1887: Bryggeren dør

Brygger J.C. Jacobsen dør på en rejse til Rom. Inden da er han blevet forsonet med sønnen Carl.