
Carlsbergfondet på Folkemødet 2025
Publiceret:
26.05.2025
På årets Folkemøde overlader Carlsbergfondet traditionen tro scenen til et program med fokus på dansk forskning, fondenes rolle i samfundet, forskningsfrihed og aktuelle forskningsemner. Du finder os på Carlsbergfamiliens plads i Nørregade 35, Allinge (N17).
Torsdag den 12. juni
12.00 – 12.45: Hva’ med den fri forskning, når verden brænder?
Tør vi satse på fri grundforskning i en tid med geopolitisk rivalisering og hård global konkurrence, hvor stormagter som USA og Kina investerer massivt i forskning for at sikre sig forspring? Danmarks Frie Forskningsfond og Carlsbergfondet inviterer til debat om den fri forsknings rolle i en ny, volatil verdensorden. Mød bl.a. rektor Jens Ringsmose (SDU), SF’s forskningsordfører Sofie Lippert og professor Tine Jess (AAU). Vært er journalist Clement Kjersgaard.
12.50 – 13.35: Fonde og forskning – styrkelse eller skævvridning?
Forskningsstøtten fra de private danske fonde er i dag på niveau med det offentlige forskningsbudget. Men hvem sætter dagsordenen, når det ikke kun er staten, der finansierer viden? Mød bl.a. uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, MF Stinus Lindgreen (RV) og Carlsbergfondets forperson Majken Schultz, når Carlsbergfondet inviterer til debat ledet af journalist Nynne Bjerre Christensen om fremtidens forskningslandskab – og hvem der egentlig har magten til at forme det.
Fredag den 13. juni
10.10 – 10.55: Hvad betyder lægens trivsel for din sundhed?
Hvad betyder lægens motivation, arbejdspres og jobtilfredshed for den behandling, du bliver tilbudt i det danske sundhedsvæsen? Carlsbergfondet inviterer sundhedsøkonom Anne Sophie Oxholm (SDU) til en samtale med journalist Nynne Bjerre Christensen om lægetrivsels indvirkning på din behandling.
14.35 – 15.20: I kløerne på big tech - hvad nu, Europa?
Er techgiganterne ved at køre Europas demokratiske værdier af sporet? Carlsbergfondet inviterer tre forskere til debat om, hvordan vi navigerer i en digital tidsalder, hvor AI og algoritmer udfordrer vores demokratiske idealer. Vær med, når Clement Kjersgaard taler med professor Mikkel Flyverbom (CBS), adjunkt Signe Sophus Lai (KU) og professor Anders Søgaard (KU) om, hvordan vi vrister os fri af techgiganternes kløer.
15.25 – 16.10: Fondsejet fremtid – langsigtet ejerskab i en hurtig verden?
Den danske fondsmodel har i 150 år sikret danske ejerskaber, arbejdspladser og midler til almennyttige formål. Men hvordan passer modellen i en tid med accelererende iværksætteri og behov for risikovillige investeringer? Kom og hør journalist Clement Kjersgaard i samtale med CEO for Carlsberg Group Jacob Aarup-Andersen, CEO for Lundbeckfonden Lene Skole og iværksætter Tommy Ahlers om samfundsansvar og langsigtede visioner. Præsenteres af Lundbeckfonden og Carlsbergfondet.
Lørdag den 14. juni
10.10 – 10.55: Videnskab under angreb – hvordan beskytter vi forskningen?
Videnskaben er under angreb. Forskere havner oftere i shitstorms, og videnskabelig evidens bliver afvist som fake news. Hvilke konsekvenser har det for forskningen og forskningsfriheden? Mød bl.a. professorerne Helle Porsdam (KU) og Vincent F. Hendricks (KU) i samtale med journalist Martin Breum, når Carlsbergfondet sætter spot på truslen mod forskningsfriheden.
12.50 – 13.35: Ægteskab og skilsmisse som kulturhistorisk kampplads
Hvordan har familielivet taget sig ud gennem tiderne? Og hvordan er et fænomen som skilsmisse blevet formet af skiftende sociale, økonomiske, politiske og juridiske omstændigheder? Carlsbergfondet inviterer professor Karen Vallgårda (KU) til en samtale med journalist Nynne Bjerre Christensen om følelsernes og intimitetens historie i spændingsfeltet mellem familie og samfund.
13.40 – 14.25: Kan kunstig intelligens erstatte dommeren i retten?
Kunstig intelligens er på vej ind i retssalene. AI-teknologi kan nemlig i stigende grad analysere sager, foreslå straffe og vurdere risikoen for tilbagefald til kriminalitet. Men hvilke udfordringer bringer det med sig, når vi lader teknologien afsige domme? Carlsbergfondet inviterer professor Jesper Ryberg (RUC) til en samtale med journalist Nynne Bjerre Christensen.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.