Prismodtager 2025 | Klaus Mølmer
Publiceret:
21.08.2025
Motivering for tildeling af Carlsbergfondets Forskningspris 2025 til Klaus Mølmer
Klaus Mølmer er en fysiker af højeste internationale kaliber. Han er igangsætter og drivkraft inden for de vigtige områder teoretisk kvanteoptik og mekanik og en yderst inspirerende og givende lærer og mentor, der har været med til at frembringe en hel generation af forskere inden for kvantemekanikken og industrien. Han er professor på Niels Bohr Institutet, hvor han er leder af kvantesektionen.
Tidligere har han på Aarhus Universitet etableret en forskergruppe inden for kvanteoptik, som nyder udbredt international anerkendelse og har givet Danmark en førerposition på dette vigtige område. Sammen med andre udarbejdede han den første fuldstændige beskrivelse af laserkøling og understøttede dermed den forskning, som i 1997 blev belønnet med Nobelprisen i fysik. Dermed slog Mølmer sit navn fast som en af verdens førende eksperter inden for teorien om åbne og løbende observerede kvantesystemer, som nu er standard i flere lærebøger, og gav nye indsigter i måleproblemet, der på det seneste har kunnet bruges i forbindelse med kvantecomputere og sensorer. Blandt hans øvrige fundamentale videnskabelige bidrag kan nævnes ideen om en kvanteport til ionfældebaserede kvantecomputere – kendt som Mølmer-Sørensen gate – der danner grundlag for to-qubit-porten, svarende til en transistor i klassiske computere, som førende kvantecomputervirksomheder arbejder med. Når det gælder de såkaldte Rydberg-tilstande, der er et område i hastig udvikling, er hans betydning dokumenteret i kraft af den meget indflydelsesrige oversigtsartikel, som er den primære reference for begyndere inden for feltet. På det seneste har hans grundlæggende teori om retrodiktion ført til nye applikationer til løbende probering med henblik på at forbedre kvantesensorers præcision.
Mølmer er en levende og karismatisk videnskabelig formidler, og han har holdt en lang række populære foredrag om kvantemekanik på alle niveauer. Han er dybt engageret i grundlæggende aspekter af kvantefysikken samt i fortolkning af kvantemekanikkens love og i at formidle og rådgive om anvendelsen af teknologien på nationalt og internationalt plan. Han er kendt for sin autoritative og grundige tilgang, men er samtidig ikke bange for at give udtryk for skepsis og forbehold, hvor det er relevant – hvilket er en værdifuld egenskab på dette tidlige stadie af kvanteteknologien.
Medlemmer af priskomitéen
- Marie Louise Nosch (forperson), præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og professor på SAXO-Instituttet, Københavns Universitet
Internationale medlemmer inden for humaniora og samfundsvidenskab:
- Joanna Story, professor i tidlig middelalderhistorie, Leicester University, Storbritannien
- Karin Lisbeth Sanders, professor i skandinavisk litteratur, University of California, Berkeley
Internationale medlemmer inden for naturvidenskab:
- Janne Blichert-Toft, forskningsdirektør ved CNRS, École Normale Supérieure de Lyon
- Susanne Renner, professor i biologi, Washington University i St. Louis, USA
Medlemmer, der tidligere har modtaget Carlsbergfondets Forskningspris:
- Andreas Roepstorff (2015), professor, direktør for Interacting Minds Centre, Aarhus Universitet
- Mette Birkedal Bruun (2017), professor i kirkehistorie, Københavns Universitet
- Karl Anker Jørgensen (2017), professor i kemi, Aarhus Universitet
- Poul Nissen (2018), professor i molekylærbiologi og genetik, Aarhus Universitet