Månedens Forsker Minik Rosing

Min passion for geologien blev grundlagt i den vilde, uforudsigelige og majestætiske natur i Grønland, hvor jeg tilbragte flere perioder gennem min barndom. Her oplevede jeg landskaber, der bar spor af geologiske kræfter, som havde virket i milliarder af år – og som kunne undersøges og fortolkes, hvis man ellers vidste hvordan.

Allerede som 9-10-årig begyndte jeg at stille spørgsmål, som skulle komme til at præge mit liv og blive en drivkraft i min forskning. Hvorfor ser klipperne sådan ud? Hvad fortæller de os om Jordens historie?  

I skolen i Danmark havde jeg dog svært ved at finde min plads fagligt. Jeg var aldrig særlig dygtig, og det lå slet ikke i kortene, at jeg skulle ende med at blive forsker. Men alt ændrede sig, da jeg kom i gymnasiet i Helsingør. Her mødte jeg engagerede lærere i fysik, kemi og historie, og deres begejstring smittede.

Det var i de år, at min intellektuelle nysgerrighed for alvor blev vakt. Særlig et ophold i Grønland efter studentereksamen – hvor jeg arbejdede som både fisker og lærervikar – mindede mig om, at det var geologien, der virkelig optog mig.

I 1977 begyndte jeg på geologistudiet på Københavns Universitet. Allerede i løbet af studietiden var jeg så heldig at få mulighed for at komme tilbage til Grønland som assistent i forbindelse med feltarbejde. Den oplevelse blev skelsættende, fordi jeg her for første gang fik mulighed for at kombinere teoretisk naturvidenskabelig forståelse med fysisk udforskning i felten. Og jeg blev fascineret af, hvordan man kunne bruge kemi og fysik til at fortolke landskabets struktur og udvikling.

Min første egentlige forskningserfaring fik jeg som specialestuderende i området omkring Isua i Vestgrønland – et af de få steder på kloden, hvor bjergarter fra Jordens tidligste epoker er bevaret. Takket være en bevilling fra Carlsbergfondet – som jeg fik udbetalt ved at henvende mig personligt i fondets receptionen, det var ikke sket i dag - kunne jeg gennemføre feltarbejde i det svært tilgængelige terræn.

Jeg havde dog ikke haft nogen forestilling om, at en ansøgning fra en studerende som mig ville blive taget alvorligt. Så det var til min store overraskelse og glæde, at jeg fik bevilget en sum penge, der ikke bare var en symbolsk gestus. Det var første gang, jeg for alvor mærkede, at nogen troede på mine ideer – og det har haft en varig betydning.

Midlerne blev brugt på at chartre helikopter, købe feltudstyr og samle det materiale, der senere dannede fundamentet for både mit speciale og mit videre arbejde. I dag kan jeg se, at bevillingen fungerede som meget mere end en økonomisk håndsrækning. Den gav mig et vigtigt intellektuelt rygstød og lærte mig at tage ansvar, turde formulere egne idéer og stå ved dem.

Min artikel blev mødt med stor global interesse. Opdagelsen var jo et bevis på, at livet på Jorden opstod langt tidligere end hidtil dokumenteret.

Det blev startskuddet til et nyt forskningsspor, som jeg stadig den dag i dag forfølger. Nemlig studiet af samspillet mellem liv og geologiske processer. Jeg begyndte blandt andet at undersøge, hvordan biologisk aktivitet – særligt fotosyntese – ikke blot tilpasser sig omgivelserne, men faktisk former dem.  

Fotosyntetisk liv omdanner solenergi til kemisk energi og ændrer dermed atmosfærens sammensætning, forårsager forvitring og påvirker dannelsen af sedimenter. Over milliarder af år har fotosyntetisk liv altså været medskaber af Jordens overflade og dens kemiske kredsløb – ikke en passiv passager, men en aktiv agent.

Disse erkendelser førte til tværfaglige samarbejder med både geokemikere, biologer og klimaforskere. Vi begyndte at udvikle modeller for, hvordan liv og geologi indgår i komplekse feedbackmekanismer. Og hvordan eksempelvis opblomstring af mikrobielt liv kunne føre til massive klimaforandringer og nye geologiske formationer.

I de senere år har mit forskningsfokus også omfattet astrobiologi – altså studiet af livets betingelser uden for Jorden. I samarbejde med forskere fra blandt andet NASA og Stanford University har jeg udviklet metoder til dokumentation af geologiske lokaliteter i 3D og virtuelle miljøer. Målet har været at finde nye måder at analysere og visualisere utilgængelige lokaliteter såsom Mars med inspiration fra vores viden fra Isua.

Vi har – blandt andet med støtte fra Carlsbergfondet - afprøvet teknologierne i Grønland, hvor naturen minder mest om de forhold, der er på andre planeter. Resultatet er blevet nye værktøjer til geologisk kortlægning og datadeling, som nu også indgår i rumfartsmissioners planlægningsfaser.

På det seneste har jeg i stigende grad forsøgt at bygge bro mellem fortiden og nutiden ved at rette blikket mod, hvordan geologisk viden kan bruges aktivt i kampen mod klimaforandringer. Ét særligt lovende spor handler om Grønlands indlandsis og det stenmel, der frigives i forbindelse med isens bevægelser.

Stenmel er rigt på næringsstoffer og reagerer kemisk med atmosfærisk CO₂. I princippet kan det bruges til at forbedre jorde og samtidig binde kulstof – og virker på den måde som en slags naturens egen klimateknologi.

Vi har startet et projekt, hvor vi undersøger potentialet for at anvende dette stenmel som en bæredygtig metode til fjernelse af CO₂. Projektet har nu udviklet sig til en egentlig startup, som vi kalder Rock Flour Company. Jeg oplever det som personligt meget tilfredsstillende nu at kunne anvende noget af det, som jeg har taget med mig fra grundforskningen, i konkrete løsninger på globale problemer.

Når jeg ser tilbage på min forskningskarriere, føler jeg mig meget privilegeret over at have haft så gode muligheder for at arbejde med præcis det, jeg har haft lyst til. Men der har da også været bump på vejen.

Én af de mest krævende perioder indtraf, da jeg i 2018 – mod min vilje – blev tvunget til at flytte min forskning fra Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet til først Biologisk Institut og kort derefter Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning også ved Københavns Universitet. Det betød i praksis, at mit faglige miljø blev opløst, og at den geologiske forskning mistede sin tværfaglige ramme.

For mig betød det et markant brud – både menneskeligt og fagligt. Jeg havde gennem årtier været med til at opbygge museet, og jeg havde etableret et internationalt netværk og vejledt en lang række unge forskere på museet. Mange af mine nærmeste kolleger blev spredt for alle vinde, og nogle valgte at forlade universitetet. Flytningen medførte desuden en række praktiske og administrative udfordringer.

Det var en svær tid, men jeg valgte at blive – og at insistere på forskningens langsigtede betydning. Sammen med dedikerede kolleger og med betydelig støtte fra dekan Ulla Wewer på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet lykkedes det at genetablere et aktivt forskningsmiljø i rammerne af det nye Globe Institut, hvor naturhistoriens grundlæggende spørgsmål stadig kunne udforskes.

Men oplevelsen lærte mig, hvor skrøbelig en forskningsinfrastruktur kan være, når den rammes af politiske eller økonomiske beslutninger og understreger vigtigheden af, at forskere får arbejdsbetingelser med ansvar, men også frihed og stabilitet, hvis visionære ideer skal have mulighed for at vokse.

I dag er jeg meget taknemmelig for at have fået mulighed for at forfølge mine idéer – også de skæve og risikofyldte. Det har ført til erkendelser, jeg aldrig havde forestillet mig. At have fået muligheden for at dykke ned i jordens ældste historie, at gøre opdagelser, som måske kaster lys over nogle af de største spørgsmål, vi kan stille, sætter jeg stor pris på.

Jeg kan også sige uden at ryste på stemmen, at min forskning aldrig har været drevet af ønsket om prestige, men af ønsket om at forstå. Jeg har heller ikke været optaget af at finde livets oprindelse, men af at finde ud af, hvordan livet virker – hvad det gør ved planeten. Det spørgsmål er stadig åbent. Og det agter jeg i fremtiden - med nye kolleger, nye metoder og nye vinkler – at fortsætte med at kaste lys over.

Jeg tror dog ikke, at vi nogensinde finder én endelig definition på, hvad liv er. Men jeg tror, vi kan blive klogere på, hvordan liv og klode er vævet ind i hinanden.