På sporet af det danske sprogs rødder

Når Thomas Olander holder foredrag om det danske sprogs tidsrejse, inkluderer han gerne et billede af en mus. Valget af det dyr er ikke grebet ud af den blå luft. For det lille, enkle ord mus afslører tusindårige forbindelser mellem det danske sprog og sprog som persisk, oldgræsk og indisk sanskrit.

Gnaveren hedder nemlig stort set det samme på alle disse sprog, som er knyttet til meget forskellige geografiske områder. Det er ikke tilfældigt, men et tegn på sprogenes fælles oprindelse i et urindoeuropæisk sprog. Noget, som kan påvises rent lingvistisk. Ursproget ligger godt 6000 år tilbage i tiden, mener sprogforskere ud fra deres bedste hypotese. Andre peger på 8000 år før vor tidsregning, altså for 10.000 år siden.

Det urindoeuropæiske sprog har over tid forgrenet sig og affødt de flere end 400 sprog, som udgør den indoeuropæiske sprogfamilie. Godt 40 procent af verdens befolkning taler et af disse sprog, som omfatter blandt andet dansk, tysk og hindi.

Museforbindelsen er blot en af de mange sjove sprogdetaljer, som Thomas Olander uddyber i sin bog Dansk fra nutiden til stenalderen, der udkom på UPress i 2024 med støtte fra Carlsbergfondet. Bogen tager et kig på de store linjer i det danske sprogs vidt forgrenede udviklingsrejse set med både faglige og personlige briller.

“Jeg synes, det er fundamentalt spændende at finde ud af, hvem vi er som dansktalende samfund. At finde frem til hvad det er, der gør, at vi i dag taler dansk. For sprog er noget helt centralt for, hvem vi er,” siger Thomas Olander om sin forskning, der generelt er båret af stor begejstring for sprog.

Begejstringen gælder både sproget som en levende talt og skrevet enhed og så selvfølgelig sproget forstået sprogvidenskabeligt. Altså blandt andet det at kunne undersøge hvad bestemte lyde, bøjningsendelser og ord kan afsløre af oldgamle slægtskabsforhold. At se på hvor dansk egentlig kommer fra.

Fra Egtvedpigens sprog til middelalderens runer

Som professor i indoeuropæiske sprog ved Københavns Universitet, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (Nors), er han til dagligt beskæftiget med sprogvidenskaben i alle dens tekniske facetter. Hans doktordisputats dykkede for eksempel ned i slaviske bøjningsendelser.

Bogen om dansk er dog til det brede publikum. Over 130 sider guider Thomas Olander læseren bagud i historien gennem de mange faser af det, vi i dag kalder dansk: Fra nudansk (ældre og yngre dansk) til gammeldansk går rejsen tjept videre til olddansk, urnordisk og urgermansk og hele vejen tilbage til urindoeuropæisk. Teksteksempler viser bredden i udviklingen af dansk: runer skrevet på Jellingstenen (cirka 950-965) og en snørklet udseende lægetekst fra middelalderen skrevet med det latinske alfabet (se foto).

“Sproget ændres lidt ad gangen. Man kan for eksempel høre, at der ofte er en forskel på den måde, vi selv taler dansk på, og så vores bedsteforældres dansk, men det kan være svært at sige præcis, hvad forskellen er. Men hopper vi 1000 år tilbage til Jellingstenen skabt i vikingetiden, så er der en kæmpe forskel. Og endnu længere tilbage: Hvis man antager, at Egtvedpigen, der døde i 1370 før vor tidsregning - i bronzealderen - talte en form for dansk, jamen så ville det være lige så forskelligt fra nutidens dansk, som italiensk er det i dag,” forklarer han.

Følg sprogets lydudvikling

En nøgle til at spore og vise denne udvikling er sprogenes lyde.

“Når vi skal gå tilbage i tid og spore for eksempel dansk, starter vi med lydene. Lydudvikling er helt grundlæggende, for det giver nogle metoder til at rekonstruere sproget bagud i tid. Lydene er ikke interessante i sig selv, men de er byggestenene til ordforråd og bøjning. Det er vores rekonstruktion af lydene, vi er sikrest på,” forklarer Thomas Olander.

Det handler blandt andet om at kunne se regelmæssighederne i lydudviklingen og såkaldte lydkorrespondenser.

“Et f på dansk svarer ofte til et p på latin, det danske ord far svarer til det latinske ord pater, og dansk fisk svarer til latin piscis. Og sådan er der et kæmpe system af lydkorrespondenser, som gør, at vi i et vist omfang kan regne tilbage, og så kan vi rekonstruere lydene og dermed også ordene. Ordet for far – det er vi nærmest 100 procent sikre på - må have været noget, der lød i stil med pater på urindoeruopæisk. På den måde går ligningen op for alle de indoeuropæiske sprog,” uddyber han.

Jo længere forskerne spoler tilbage, desto mere mødes for eksempel dansk med sanskrit og græsk. Det gælder faktisk alle de indoeuropæiske sprog, at de bliver mere og mere ens, jo længere man går tilbage i tid.

“Så stopper den skriftlige overlevering på et tidspunkt, men hvis vi med vores metoder fører sprogene endnu længere tilbage, kommer vi til et punkt, hvor sprogene mødes, og det er urindoeuropæisk. Dér, hvor de er ens,” siger Thomas Olander.

Arkæologi og DNA-forskning bekræfter sproghypoteser

I de små 200 år, der er gået, siden de første forskere blev klar over det indoeuropæiske sprogslægtskab, er der selvfølgelig også blevet kigget på geografien. Hvor blev dette indoeuropæiske ursprog mon talt oprindeligt?

Det bud, der ifølge Thomas Olander og mange andre sprogforskere passer bedst med data, er stepperne i Ukraine og steppedelen af Rusland nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav omkring år 4000 før vor tidsregning.

Både denne hypotese og selve den historiske sprogvidenskab har fået en regulær renæssance de seneste 10-15 år takket være et tværfagligt samarbejde mellem arkæologer og genetikere.

“Arkæologien og genetikken har gjort denne del af sprogvidenskaben meget aktuel. For med DNA-forskning kan der tages prøver fra skeletter i gamle grave, og via disse kan man se slægtskaber på tværs af Europa hele vejen til stepperne. Der er spor af den samme materielle kultur over et meget stort område. Den, som vi kender som enkeltgravskulturen i Danmark. Noget, som bekræfter de hypoteser, som sprogvidenskaben tidligere har opstillet.”

Den samlede, tværfaglige viden peger på, at de urindoeuropæisk talende mennesker på stepperne langsomt bredte sig mod øst, syd og vest, medbringende selvfølgelig kultur og sprog. I mødet med andre mennesker opstod der forandringer.  

Låneord og arveord afslører kontakter

Når sprogforskere kigger på og vil forstå sprogets udviklingsrejse, kan forskellige ordkategorier i tilgift til lydudviklinger også fortælle lange historier om for eksempel gamle slægtskaber tilbage til urindoeuropæisk.

Ordet mus kategoriserer sprogforskere som et arveord: Det er som tidligere nævnt et af de centrale ord, der hedder nogenlunde det samme på en masse indoeuropæiske sprog: mysz på polsk, mys på oldgræsk og så videre. Det har altså været i sproget altid.

En anden vigtig kategori er låneord: Alle de ord, der strømmer ind i og bliver optaget i et sprog fra andre vidt forskellige sprog over tid - i takt med for eksempel nye opfindelser.

“At kunne skelne låneord fra arveord er meget vigtigt, når man også skal se på det kulturelle aspekt. Hvis vi har et låneord fra fransk, tyder det på, at der har været en eller anden form for kontakt mellem Danmark og Frankrig. Endnu mere spændende bliver det, når man går tilbage i forhistorien, hvor det kun er låneordene, der siger noget om kontakten. For eksempel et gammelt, forhistorisk låneord fra germansk til slavisk. Det må vise, at der, før vi havde skrift, må have været en eller anden form for kontakt mellem de folk, der talte disse sprog,” uddyber Thomas Olander.

Når han holder foredrag om det danske sprog, er det især nutidige engelske låneord i form af slang, som giver debat. Vrede læserbreve om emnet er også standardkost. Men her må sprogforskeren minde om vores egen blindhed på emnet.

“I en typisk tekst, der tordner imod brug af låneord, er der gerne omkring 20 procent låneord. Mange af låneordene er kommet ind i sproget i middelalderen. De var også nye engang, men opfattes i dag ikke længere som låneord, for de er for længst blevet en integreret del af sproget. Denne historieløshed i sprogtilgangen, synes jeg egentlig, er lidt irriterende,” siger Thomas Olander

Sproget er som en biologisk population – evolution og tilpasning

Det var især i middelalderen, at rigtig mange låneord rullede ind udefra og tog plads i dansk. Særligt nedertysk dominerede, Hanseforbundets sprog knyttet til Nordtyskland og Østersøhandlen. Det fulgte med købmænd og håndværkere derfra. Låneordene fra den tid er for eksempel så hverdagsagtige danske ord som lykke, køkken, bukser, strømper, frygt, krig og krudt.

Thomas Olander ser ikke brugen af låneord som noget farligt, der truer det danske sprog.

“Jeg ville synes, at det var synd, hvis vi gik væk fra at tale dansk, men det er ikke det, der sker. Og ja, jeg bliver selv irriteret som privatperson over, at mine børn ikke kan sige en sætning uden at bruge et engelsk ord i stil med “jeg er lowkey lidt træt”. Men som forsker ved jeg, at sådan har det altid været. Dansk bliver påvirket udefra. Som sprogforsker vil man gerne bevare så mange sprog som muligt, for sproglig diversitet er en god ting, men samtidig har man ikke noget imod, at sprogene bliver påvirket af andre sprog, for det sker bare. Det er ligesom at synes, at evolution er forkert. Det er det ikke, det er bare sådan, det er”, forklarer han.

Han og andre forskere ser sproget som biologiske populationer, der bevæger og udvikler sig og tilpasser sig forholdene. Som de har gjort det i tusindvis af år.

Videnskabshistorier er produceret af Videnskab.dk for Carlsbergfondet.