Video: Fangstkultur i Grønland omkring 1700-tallet

At fange hvaler krævede først og fremmest, at man samarbejdede. Derfor flyttede omkring 10-12 familier sammen i ét stort langhus på bopladsen, hvorfra de kunne planlægge og gennemføre hvalfangst.

Under selve hvaljagten listede man sig via skindbåde ind på dyrene for at harpunere dem. Harpunen slog ikke hvalen ihjel, men holdt dyret i en line til båden. Hvalen svømmede videre i vildrede, men blev efter nogen tid udmattet af at skulle slæbe båden. I næste step i jagten var mænd iført springpels - en heldragt, som er vand- og lufttæt. Iført springpelsen sprang mændene over på ryggen af den udmattede hval og dræbte den med deres lanser.

Undervejs i jagten rullede hvalen rundt, og mændene blev derfor smidt af og ned i det kolde vand. Netop derfor var heldragten et vigtigt element. Når kampen var ovre, blev jægerne samlet op i bådene og den døde hval blev fragtet ind til land og langhuset på bopladsen.

Jagten var inddelt i en vinter og sommerperiode, hvor de indfødte henholdsvis udnyttede fangstmulighederne i havet om vinteren, mens man søgte ind på land om sommeren for at jage store flokke af rensdyr. De forskellige familier gik sammen om en større klapjagt på renerne. Kvinder og børn jagede og drev renflokkene ned til fangerne, der udelukkende var mænd. De stod parate med bue, pil og forladegevær for at nedlægge rensdyrene.

Andre gange jagede man rensdyrene ned i nærmeste sø i en udmattelsesstrategi. Her drev kajakmænd rensdyrene videre ind mod den lokale boplads. Ved land blev flokken modtaget af fangere, der slog rensdyrene brutalt ned med køller. Klapjagterne på rensdyr gav masser af kød til vinterhalvåret plus rigeligt med skind, der blev brugt som en betydelig handelsvare.

Nynne Bjerre Christensen er vært.