Video: Menneskeskabt støj påvirker hvalers fødesøgning og adfærd
Publiceret:
28.07.2022
Månedens Forsker #7 2022: Peter Teglberg Madsen. Tandhvalen benytter ekkolokalisering til at jage med. For at kunne undersøge dette fænomen og dyrs øvrige færden i naturen har professor Peter Teglberg Madsen brugt mange år af sit forskerliv på at udvikle minicomputere, der kan sættes i ryggen, så man kan følge dyrenes færden.
Computerne kan køre i tre dage og optage på en lang række sensorer, dybder og gps-positioner samt måle, hvor tit dyrene spiser mv.
Målingerne kan også konkretisere, hvordan dyrene reagerer på menneskelig aktivitet. Hermed kan forskerne måle, hvor meget mad hvalerne finder, når de er henholdsvis forstyrret og ikke-forstyrret. De kan også konkret undersøge, hvordan f.eks. vindmølleparker og skibslarm påvirker hvalers fangst, hvor meget skibsstøj de udsættes for, og hvornår skibsstøjen bliver for meget for deres fødesøgning.
Nynne Bjerre Christensen er vært.
VIDEO
Carlsbergfondet portrætterer hver måned en forsker, der har modtaget støtte fra fondet. I tekst, billeder, podcast og video dirker vi sammen med forskerne selv store som små erkendelser op. Vi åbner døren på klem til forskningens ’maskinrum’, hvor alt fra de vildeste opdagelser til de største ambitioner udfolder sig.
Gå på opdagelse med Månedens Forsker