Dansk corona-strategi ignorerede særligt sårbare samfundsgrupper

Da statsminister Mette Frederiksen den 11. marts 2020 lukkede Danmark ned, blev danskernes virkelighed med ét forandret. Alt blev sat ind på at reducere smitte, sygdom og død med opskriften: hold afstand, undgå kontakt med hinanden.

Nu sætter rapporten ’Sårbarheder og Handlerum under Coronakrisen. En Antropologisk kortlægning’, der med støtte fra Carlsbergfondet er udarbejdet af en forskergruppe fra Afdeling for Antropologi og Interacting Minds Centre på Arts, corona-håndteringen i et kritisk lys.

Rapporten er baseret på etnografiske undersøgelser af livet under corona-pandemien og peger især på, at det ensidige fokus på reduktion af smittespredning havde store omkostninger for sårbare grupper, herunder blandt andet mennesker med kronisk lungesygdom, psykiatribrugere og etniske minoriteter.

Tre sårbarheder med høj prioritet

Antropologerne bag rapporten har især været interesseret i at afdække, hvordan den meget ensartede kommunikation er blevet modtaget af grupper i befolkningen, som lever under meget forskellige vilkår. Hvilke handlemuligheder havde mennesker på tværs af samfundsgrupper i lyset af de restriktioner, som blev iværksat? Og hvilke sårbarheder blev forstørret eller potentielt set reduceret?

Forskerne definerer i rapporten konkret tre typer af sårbarhed, som fik meget høj prioritet og opmærksomhed på bekostning af andre typer af sårbarhed. Dels biologisk sårbarhed – forstået som reduktion af smittespredning og alvorlig sygdom eller død som følge af Covid-19; dels økonomisk sårbarhed – forstået som reduktion af konkurser og arbejdsløshed som følge af nedlukningen; og dels sundhedsvæsenet og hospitalssektoren, som for enhver pris måtte undgå overbelastning som følge af Covid-19.

Det konsekvente fokus på disse områder havde imidlertid en række utilsigtede konsekvenser for andre typer af sårbarheder, der ramte store grupper af danskere på den mentale sundhed i form af social mistrivsel, udfordringer ved psykisk sygdom og ulige adgang til vigtig information.

Borgerne bør inddrages

Forskernes undersøgelse er konkret foregået via kvalitative interviews og etnografisk deltagerobservation, som blev iværksat umiddelbart efter nedlukningen af Danmark. Undersøgelsen omfatter i alt 202 deltagere inden for tre definerede kategorier: ’sygdom’, ’arbejdsplads’ og ’udskældte’. For hver kategori var målet det samme: At forstå, hvad corona-pandemien, kontrollen med den og kommunikationen om den betød for borgernes daglige liv.

Deltagerne blev interviewet og observeret både fysisk og via digitale platforme som Zoom over en periode fra april 2020 til december 2021. På den baggrund har forskerne kunnet tegne en række klare kritikpunkter ved den corona-strategi, der blev lagt fra politikerne og myndighedernes side.

Ikke mindst at den biologiske smitte blev rangeret som vigtigst. Den var også vigtig at have øje for, understreger forskerne. Men der var et utilstrækkeligt fokus på konsekvenserne af den strategi, konkluderer rapporten samtidig.

Især peger de på, at man med fordel kunne have inddraget andre fagligheder i beslutningerne, herunder fagligheder inden for socialvidenskab, samfundsvidenskab og kulturvidenskab, der har stærkere kompetencer i forhold til at beskrive, forstå og håndtere de sociale problemstillinger.

Det får rapportens forfattere til at anbefale, at sårbare grupper som mennesker med kroniske og fysiske sygdomme, etniske minoriteter samt børne- og ungeområdet fremadrettet bliver inddraget, når lignende krisetilstande opstår.

Forskningen er blevet gennemført i regi af HOPE-projektet under ledelse af Jens Seeberg, Mette Terp Høybye og Andreas Roepstorff.