Danske forskere løser videnskabelig strid om fuglearters opståen

Hvordan opstår nye fuglearter? Og hvorfor er to fugle af samme art alligevel ikke helt ens, når man sammenligner dem nøje fra bjergtop til bjergtop?

På baggrund af studier af sangfugle i bjergområder på verdens største tropiske ø Ny Guinea konkluderer danske forskere fra bl.a. Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet nu, at fugle i bjergrige områder er flyttet fra lavtliggende områder og længere og længere op i højderne i takt med evolutionen. Samtidig har klimaforandringerne presset fuglene yderligere opad, hvilket formentlig også sker lige nu.

Bag studiet står blandt andre lektor på Statens Naturhistoriske Museum Knud Andreas Jønsson, der har modtaget flere bevillinger fra Carlsbergfondet til studier af fuglearters evolution. De nye resultater er publiceret i tidsskriftet Nature Communications.

De mest specialiserede arter lever højest oppe

Ved hjælp af DNA-sekventering har han sammen med et stort internationalt forskerhold konkret undersøgt den genetiske variation i 18 fuglearter, som alle har populationer på to forskellige bjerge. Og det viser sig, at mens bestandene i lavlandet er genetisk ret ensartede, øges forskellene i fuglenes arvemateriale jo længere op på bjerget, man kommer. 

Nogle af forskellene er endda så store, at man kan argumentere for, at der er tale om forskellige arter. Det peger ifølge forskerne bag studiet på, at udbredelsen af nye arter må være sket fra lavlandet og opad.

”Vores analyser viser, at de arter, der lever på bjergtoppene, er 5-10 millioner år gamle. Det er altså de ældste og mest specialiserede arter, der sidder deroppe i 3-4 kilometers højde og samtidig i små bestande. Klimaforandringer kan så accelerere processen, så disse gamle arter vil uddø hurtigere. Det vil formentlig også blive en konsekvens af nutidens globale opvarmning”, forklarer Knud Andreas Jønsson.

Bjergtoppe som evolutionære blindgyder
Diskussionen om, hvordan fuglearter på bjerge opstår, har kørt mellem videnskabsfolk i mange år. Det skyldes ikke mindst, at 85 procent af alle verdens arter af hvirveldyr – herunder fugle – lever i bjergområder, hvor landskaberne isolerer arterne fra hinanden.

Mens nogle forskere har ment, at fuglene sagtens kan flyve fra ét bjerg til et andet, plæderer andre for, at det gør de ikke. Problemet har imidlertid været, at der ingen videnskabelige beviser har været for den ene eller den anden antagelse.

Med de nye genom-analyser er der imidlertid nu dokumentation for, at fuglearter opstår i lavlandet, hvorefter de over millioner af år flytter højere og højere op i bjergene – formentlig på grund af både konkurrence og klimaændringer - for til sidst at uddø. Derfor bliver bjergtoppe ligesom øer ofte kaldt for evolutionære blindgyder.

To millioner år mellem top og bund

Forskerne har endvidere beregnet, at bevægelsen af arter fra lavland til bjergtop er sket gradvist over et par millioner år. Knud Andreas Jønsson påpeger dog, at man ikke ud fra det aktuelle studie kan fastslå, at spredningsmønstret fra lavland til højland nødvendigvis gør sig gældende i alle regioner i verden. Derfor er det vigtigt, at man undersøger de processer, der ligger bag artsdannelsen i specifikke zoogeografiske regioner.