Det erotiske kys er tusind år ældre end hidtil antaget

Kysseri mellem mennesker opstod i Sydasien for 3.500 år siden. Herfra har praksissen spredt sig til andre dele af verden og samtidig ført til udbredelsen af herpes simplex virus 1.

Sådan har det i mange år samstemmende lydt fra alverdens forskere. Nu viser en ny gennemgang af en række skriftlige kilder fra de tidligste mesopotamiske samfund imidlertid, at kysset allerede var en veletableret praksis i Mellemøsten for 4.500 år siden. Bag analyserne står assyriolog og ekspert i medicinske oldtidsskrifter Troels Pank Arbøll og zoolog Sophie Lund Rasmussen, der med støtte fra Carlsbergfondet forsker i vira og patogene bakterier i pindsvin ved University of Oxford.

I et såkaldt perspective med titlen "The ancient history of kissing" fremlægger de dokumentation for, at det tidligste kys går mindst tusind år længere tilbage i tiden end hidtil beskrevet. Dokumentationen herfor finder de blandt andet i lertavler med kileskrift fra det gamle Mesopotamien. Tavlerne indeholder eksempler på, at kysset var en del af menneskelig intimitet i oldtiden, ligesom kys blev udvekslet som led i venskabs- og familierelationer.

”Teksterne fra oldtidens Mesopotamien har været kendt af specialister og behandlet i fagspecifik litteratur gennem de seneste årtier. Denne viden er dog ikke nået ud til et bredt videnskabeligt publikum udenfor assyriologien, så vi satte os for at indsamle relevante referencer og levere en samlet præsentation af den nyeste viden om kyssets opståen,” siger Sophie Lund Rasmussen.

Kysseri på tværs af kulturer

Troels Pank Arbøll og Sophie Lund Rasmussen gør således op med den fremherskende teori om, at kysseri var en skik, der opstod i en enkelt region og spredte sig derfra og videre ud i verden. I stedet argumenterer de for, at kysset blev praktiseret i adskillige oldtidskulturer forskellige steder i verden - og gennem flere årtusinder.

”Forskning i chimpanser og dværgchimpanser, menneskets nærmeste levende slægtninge, har vist, at begge arter kysser. Dette lagt sammen med vores nye fund tyder på, at det at kysse er en helt grundlæggende adfærd, der går på tværs af forskellige kulturer”, siger Sophie Lund Rasmussen.

Sophie Lund Rasmussen og Troels Pank Arbøll advarer også generelt imod at betragte kysset som en pludselig opstået praksis, der accelererede overførslen af oralt overførte mikrober. Kysset må derimod have haft en konstant indflydelse på overførsel af mikroorganismer fra menneske til menneske i de historiske samfund, hvor mennesker har gået og kysset hinanden.

Mesopotamiske kilder beretter om blærer i mund og svælg

Dette underbygges af, at der i adskillige medicinske tekster fra Mesopotamien nævnes en sygdom med symptomer lig dem, som herpes simplex virus 1 giver.

”Det er interessant at bemærke lighederne mellem sygdommen kendt som buʾshanu i gamle medicinske tekster fra Mesopotamien og symptomerne forårsaget af herpes simplex-infektioner. Bu'shanu-sygdommen var primært lokaliseret i eller omkring munden og svælget, og symptomerne omfattede blærer i eller omkring munden, som er et af de typiske tegn på herpesinfektion”, siger Troels Pank Arbøll, der dog minder om, at de gamle medicinske tekster ikke kan tages helt for pålydende, da de er præget af en række kulturelle og religiøse forestillinger.

Generelt findes kysset beskrevet i tekster over et bredt geografisk område i de første årtusinder f.v.t. Meget tyder på, at kysset har været almindeligt i oldtidens samfund, om end det blev forsøgt reguleret i det offentlige rum og imellem ugifte folk i Mesopotamien. Det hørte ifølge forskerne med sikkerhed til i socialt komplekse samfund med stor forskel på høj og lav, og det er sandsynligt, at kysset var kendt, men ikke nødvendigvis praktiseret, længere nede i hierarkiet.

Mere tværfaglighed, tak!

Det komplekse samspil mellem naturvidenskabelige og humanistiske kilder og data, som har dannet basis for den nye datering af kyssets opståen og udvikling, får alt i alt Troels Pank Arbøll og Sophie Lund Rasmussen til at plædere for mere tværfaglighed.

”Fremtidig forskning i blandt andet forhistorisk DNA vil uundgåeligt føre til flere diskussioner om komplekse historiske udviklinger og sociale interaktioner - såsom kys som en drivkraft for tidlig sygdomsoverførsel. For at kunne forstå fortidens kompleksitet i fremtiden, vil der i stigende grad være brug for en mere tværfaglig tilgang til stoffet", lyder det fra Sophie Lund Rasmussen.