Feltarbejde på klimaændringernes knastørre forpost

Det var bestemt ikke naturvinbønder, der stod øverst på listen, da Sofie Isager Ahl i sin tid tog til Frankrig som antropologistuderende ved Københavns Universitet. Opholdet var så urbant, som det næsten kunne blive:

Hun arbejdede frivilligt for en NGO i Paris med fokus på at hjælpe asylansøgere og migranter. Mennesker, som skulle navigere i et system, der ofte virker som et bevidst forhindringsløb uden ende. Dele af arbejdet blev omsat til hendes bachelorprojekt i 2012.

En tilfældig hændelse i Paris fik herefter drejet hendes faglige fokus og forskningsliv i en helt anden retning. Et sporskifte, som siden har åbnet for en rig åre af både forskning og anmelderroste litterære, faglige og lyriske udgivelser.  

“I 2012 havde jeg arbejdet med asylansøgere og migranter i tre år. Det var nogle utrolig barske sager og menneskeskæbner. Ofte var jeg den første, de fortalte deres dramatiske historie til, og som ret ung følte jeg et uforholdsmæssigt stort ansvar for at yde dem en hjælp, som lag på lag af lovgivning spærrede for. Jeg havde nået et mætningspunkt, både når det gjaldt arbejdet og det at befinde sig og bo i byen.

Så faldt jeg en dag over den franske antropolog Philippe Descolas udstilling om natursyn på det etnografiske museum Quai Branly, og så vidste jeg, at jeg bare måtte ud og forstå noget mere om menneskers forhold til naturen,” fortæller Sofie Isager Ahl.

Rejsen ind i jordens dybe økologiske udfordringer

Det instinktive ønske om et markant skifte fik hurtigt en fastere form. En veninde kom samtidig tilfældigt på besøg med kontakter til naturvinsbønder. “Det er da dem, du skal studere”, sagde hun med hentydning til det kommende kandidatspeciale, som på det tidspunkt var uafklaret. Sofie Isager Ahl anede ikke, hvad naturvin overhovedet var, men hun vidste meget klart, at hun havde brug for, som hun formulerer det, “at være med mennesker, der havde det godt, levede gode liv, eller som arbejdede idealistisk”. 

Så afsted gik turen i 2013 ud til naturvinbønder, først på feltarbejde i Loire-dalen og siden til Jurabjergene. Med i bagagen var både Descola og det tankesæt, der er dominerende inden for grenen “mangeartet etnografi” (multispecies ethnography). Og som tilsiger, at vi som mennesker lever “sammenfiltrede” liv med andre arter fra planter til dyr og svampe.

Disse har et væsen i sig selv og eksisterer ikke blot som en ressource for mennesker. Tilgangen spirer i lyset af tidens store, menneskeskabte økologiske kriser: klimakrise, biodiversitetskrise og jordkrise. Kriser, som har medført spørgsmål som for eksempel: Kan jorden blive ved med at brødføde befolkningen uden ændringer i produktionsmetoder og et ændret forhold til andre arter - fra dyr til planter? 

Efter kandidatspecialet fulgte en ph.d. om regenerative bønder, som inkluderede et års ophold og feltarbejde på en økologisk landbrugsskole i Vestnorge. Den første landbrugsskole i Skandinavien, der eksperimenterer med regenerative praksisser. Et arbejde, der i 2023 blev udgivet i bogform under titlen Regeneration og fik en fem-stjernet anmeldelse i Politiken.

I dag er Sofie Isager Ahl tilbage på feltarbejde i Frankrig. Denne gang i regionen Languedoc-Roussillon i området Hérault, som strækker sig fra Cévennes-bjergene inde i landet og ud til Middelhavskysten. Den samlede region producerer godt en tredjedel af al landets vin. Fokus er specifikt på naturvinbønderne og deres tilpasning til klimaændringer. Det toårige ophold indebærer også en tilknytning til det franske universitet EHESS i Marseille.

Naturvinbønderne kan ikke løbe fra tørken

Klimaændringer er en meget akut virkelighed for Frankrigs vinproducenter uanset metode. Ikke mindst de stadigt mindre regnmængder i syd. Nogle prognoser peger på, at halvdelen af alle Frankrigs vinmarker vil være væk allerede i 2050. Der risikerer at blive for varmt eller for tørt i syd, og både i nord og syd kommer frosten på uventede tidspunkter og slår knopper og skud ihjel.

Flere store franske champagnehuse har de senere år opkøbt jordarealer i det sydlige England i området Kent, hvor man i forvejen med klimaændringer i ryggen producerer gode mousserende vine. 

Men som Sofie Isager Ahl påpeger, kan alle vinproducenter eller andre bønder ikke bare flytte andetsteds, men må prøve at finde frem til dyrkningsmetoder, som fungerer i lige præcis deres lokale jord med klimaændringernes realiteter. Uanset om det gælder vin eller gulerødder. 

“Naturvinbønder i området er på mange måder forposten i arbejdet med jorden overordnet i forhold til klimatilpasning. De kan ikke løbe fra vejret, ligesom vi andre heller ikke kan det. Så jeg udforsker, hvordan de forholder sig til det både personligt, mentalt og i deres praksis. Jeg udforsker også de mulige løsninger, som de eksperimenterer med. For eksempel det at arbejde med andre arter på deres gårde fra græssende får til brugen af træer,” fortæller hun. 

At plante træer i vinmarkerne og plantedække mellem vinstokkene kan holde på fugt, hindre jorderosion og give skygge. Metoden har været brugt tidligere i historien. 

I selve vindyrkningens mange faser fra drue til drik er tørken imidlertid ikke det eneste problem. Når det gælder selve gæringsprocessen, kan naturvin kun gæres med naturligt forekommende gærsporer på druerne eller i luften, og bagefter tilsættes der ikke noget til vinen, hverken svovl eller andet. 

“Et problem med tørken og varmen, når det gælder naturvin, er, at gæringsprocessen ofte tager meget længere tid. Der er også høstproblemer. Druerne bliver tidligere modne, så de må høstes i gennemsnit 15 dage tidligere end før. Det vil sige, at vilkårene for en høst er hedebølge i august. Ingen kan arbejde efter klokken 12 midt på dagen, så hvis udviklingen fortsætter, skal der måske arbejdes om natten for at nå det. Det stiller nogle helt andre krav til produktionen,” forklarer Sofie Isager Ahl. 

Vinbøndernes logbøger taler deres tydelige sprog som dokumentation af de vejrmæssige forandringer: 

“Mange har været i generationer på samme stykke land, hvor de uge efter uge har ført logbøger over vejret. Det vil sige, at der er logbøger over vindforhold og regnmængder, som går langt tilbage. Det gør bønderne særligt interessante at tale med om klimaforandringer, fordi de ofte både har dokumenteret forandringerne i deres logbøger samtidig med, at de har en sensorisk hukommelse fra år til år. Det vil sige, at de husker fra vinårgang til vinårgang og hvilke udfordringer, de stod overfor i netop det år. Og disse afspejles i både vinens smag og duft.”