Den grønne omstilling er i fuld sving. Altså den energiomstilling, der skal sikre uafhængighed fra de klimaskadende fossile brændstoffer. Men mange af de mineraler, som skal bruges i blandt andet vindmøller, bilbatterier og solceller, udvindes typisk på meget lidt bæredygtige måder via minedrift. En udvinding, som ofte skader natur, miljø og mennesker i de berørte lokalsamfund.

Så hvordan kan virksomheder, som befinder sig langt ude i forsyningskæden, sikre sig, at metaller til brug i vindmøller udvindes bæredygtigt? Hvordan kan investorer som pensionskasser bidrage til at påvirke praksis i mineindustrien for mineraler, så den belaster den omgivende natur og samfund mindst muligt? Og ikke mindst: hvordan får naturen en stemme i denne globale udvikling og overgangsfase?

Sådan lyder nogle af de centrale spørgsmål, som forskningsprojektet ’Frontiers of natural resource and sustainability governance for a just energy transition’ tager livtag med. Projektet gennemføres under ledelse af professor Karin Buhmann på Copenhagen Business School med støtte fra Carlsbergfondet.

“I Frontiers arbejder vi med ’frontiers’, altså grænser, der skubbes. Bevægelsen gælder både udvinding af naturressourcer, regelsæt om hvordan virksomheder skal agere for at undgå skade på mennesker og miljø - og den måde, det sker på. Alle dele rykker sig hele tiden,” forklarer Karin Buhmann. 

Mere viden skal hindre nye økosystemiske kriser

Karin Buhmann forsker i virksomheders ansvar for menneskerettigheder. Hun er uddannet jurist, men arbejder på tværs af jura, politik og ledelse. Hendes forskning har fokus på virksomheders ansvar for bæredygtighed i bred forstand. Hun har blandt andet undersøgt, hvordan lokalsamfund i arktiske egne bliver påvirket af energiprojekter.

“Vi vil gerne bidrage med viden til aktører, som har mulighed for gennem for eksempel deres investeringer eller forsyningskæder at være med til at påvirke praksis hos dem, der udfører minedrift. På den måde kan vi bidrage til en omstilling, der er retfærdig ved ikke at ødelægge natur, miljø, mennesker og økosystem, hverken nu eller på længere sigt,” siger Karin Buhmann.

For som hun påpeger: det giver meget lidt mening, hvis kampen for at redde kloden fra klimakrisen fører til andre alvorlige kriser. Det være sig yderligere pres på biodiversitet eller en helt ny økosystemisk krise.

Og dét uanset om udvindingen af kritiske mineraler foregår via landbaseret minedrift eller dybhavsminedrift: den nyeste og ret omstridte frontlinje i den grønne omstilling, som projektet også undersøger.

“Dybhavsminedrift foregår på tre til otte kilometers dybde. Vi ved meget lidt om livet og de tilpassede økosystemer i dybet. De, der skal træffe beslutning om den form for minedrift, har brug for viden, så en eventuel drift kan være ansvarlig,” siger Karin Buhmann.

Tværfaglighed fra jura til geografi

Frontiers-projektet inddrager og belyser viden og perspektiver fra mange led og aktører i omstillingsprocessen. Lige fra små lokalsamfund over investorer til energi- og mineselskaber.

Det kræver en bred og tværfaglig tilgang. Forskernes fagligheder spænder derfor fra jura og virksomhedsansvar i relation til menneskerettigheder til statskundskab, ledelse, antropologi og geografi.

Nogle af projektets forskere arbejder ude i felten tæt på berørte samfund. En er for eksempel i færd med at se på, hvordan udvalgte lokalsamfund i Europa bliver påvirket af minedrift i deres nærmiljø og hvilke udfordringer, det bringer med sig. En anden belyser de udfordringer, som en virksomhed inden for bæredygtig energi står overfor i arbejdet med at have en pålidelig og stabil forsyningskæde af mineraler, som ikke samtidig skader mennesker og miljø. Og en tredje undersøger, hvordan pensionskasser kan påvirke minedrift gennem deres investeringer.

Andre igen undersøger naturens rettigheder, og hvordan regulering kan forme ansvarlig minedrift. Her ses der især på, hvordan selskaber anvender internationale regler og EU-regler om ’due diligence’ for miljø og menneskerettigheder. Karin Buhmann tager sig af undersøgelsen af EU's regler og arbejder tæt sammen med alle i gruppen om deres delprojekter for at samle trådene til ny viden.

Dybhavsminedrift med udfordringer og protester

En gren af Frontiers-projektet skulle oprindeligt undersøge konsekvenserne af og viden om dybhavsminedrift i Stillehavsområdet. Dels i det åbne vand, hvor den internationale havbundsmyndighed ISA har givet tilladelse til forsøgsvis dybhavsminedrift. Dels ved østater, som overvejer minedrift i dybhavet inden for deres søterritorium.

I december 2023 meddelte Norge imidlertid, at landet ville udbyde tilladelser til dybhavsminedrift i sit søterritorium, der grænser op til Grønland og dermed rigsfællesskabet. Med den udmelding gav det mening at udvide det forskningsmæssige fokus til det nordiske og arktiske område.

“Området er ikke bare almindeligt sårbart som dybhav, men ovenikøbet arktisk, hvilket lægger endnu en sårbarhedsdimension ind over. Er der afledte påvirkninger for økosystemet i det nordatlantiske område? Hvad bliver implikationerne for befolkningen i forhold til fiskeri og for fangere i det østlige Grønland? Hvordan får både de og den sårbare natur en stemme uden for det norske territorium?,” spørger Karin Buhmann.

I 2024 blev de norske planer om dybhavsminedrift midlertidigt sat på pause efter mange protester. De er dog ikke skrinlagt.

“Det gør det fortsat aktuelt at se på, hvordan de processer og regelsæt, som Frontiers arbejder med, kunne spille ind for at sikre, at dybhavsminedrift i Nordatlanten ikke skaber problemer for liv og økosystemer,” siger hun.

Danmark har som godt 40 andre lande skrevet under på et internationalt moratorium, som standser kommerciel dybhavsminedrift ud fra et forsigtighedsprincip, indtil man ved mere om konsekvenserne for livet i dybhavet og dets rolle for klima og lagring af CO2. ISA arbejder stadig på et regelsæt for tilladelser til dybhavsminedrift. USA, der ikke har underskrevet FN’s havretskonvention, erklærede i 2025 under præsident Donald Trump, at landet vil gå i gang med dybhavsminedrift.

Mineselskaber og målet om god praksis

Mange kritiske og vigtige studier har dokumenteret den skade på mennesker og miljø, som minedrift forårsager. Det har dog ifølge Karin Buhmann ikke ført til nødvendige ændringer.

“Mange mineselskaber har faktisk afdelinger med ansatte, som mener, at selskabet skal arbejde for bæredygtighed og er ansat til at sikre det. Alligevel har de svært at komme igennem med dette internt i organisationen. Vi ser blandt andet på, hvordan eksterne aktører og regelsæt kan være med til at skubbe på ansvarlighed gennem forsynings- og investeringskæder,” fortæller hun.

Et stort mål er, at Frontiers-projektet kan tilvejebringe specifik og konkret viden om god praksis hos de forskellige aktører, når det gælder om at forvalte den grønne omstilling bæredygtigt og retfærdigt.  

“Måske har et energi- eller mineselskab knækket nødden i forhold til, hvordan man afdækker risici ved at inddrage lokal viden. Eller måske er der en investor, som lægger pres på en producent for at forbedre nogle vilkår et sted ude i forsyningskæden. Vi vil gerne skaffe viden og erfaringer om, hvad der er god praksis, så det kan bruges til at påvirke fremtidig minedrift,” uddyber Karin Buhmann.

Virksomheder arbejder ofte med begrebet ’best practice’. Frontiers vil hellere tale om ’good practice’.  

“Idéen om, hvad er godt, og hvad er bedst, flytter sig hele tiden. Hvis man siger, at noget er ’bedst’, kan man komme til at låse det fast. Der er også en risiko for, at man ikke anerkender det gode, hvis man tænker, at noget kan være bedre,” forklarer hun.

I lyset af de nuværende udfordringer med grøn omstilling er der bestemt også behov for at tage forslag til god praksis i brug.

Videnskabshistorier er produceret af Videnskab.dk for Carlsbergfondet.