Månedens Forsker Ulrik Langen

Så hvis jeg skal pege på en grund til, at jeg endte med at blive universitetsansat forsker, må det skyldes min trang til at forfølge den frihed til fordybelse. Lykkeligvis var jeg kort efter aflevering af mit speciale heldig at få et ph.d.-stipendium, som jeg gennemførte på forskningsprogrammet Europæiske Kulturstudier på RUC. 

Min ph.d.-afhandling kom til at handle om noget så eksotisk og upåagtet i Danmark som rituelle iscenesættelser af den franske kongemagt i tiden efter Napoleon, cirka 1815 til 1830. Så jeg var i Frankrig i flere omgange, hvilket nok var meget godt, for dengang var der ikke særligt udbyggede ph.d.-miljøer på RUC.

Efter mit ph.d.-forløb fortsatte jeg i nogle år som løstansat undervisningsassistent på RUC. I 2001 fik jeg så et postdocstipendium fra de statslige forskningsråd, som jeg brugte på at skrive om franske emigranter i Danmark i årene 1789-1814. 

Altså mennesker, der var flygtet under den franske revolution og havde slået sig ned i København. Det stipendium holdt mig inde i det akademiske miljø, og i 2004 var jeg så heldig at få et adjunktur på Syddansk Universitet. Her var jeg ansat indtil 2012, hvor jeg søgte og fik et fuldt professorat på Københavns Universitet.

Noget, som jeg særligt husker fra min tid i Frankrig, er mødet med en præst og historiker, som beskæftigede sig med den samme periode, som jeg gjorde. Ja, faktisk havde han skrevet et værk om præcis det, jeg interesserede mig for. Det viste sig, at han stammede i direkte linje fra en af de første adelsmænd, der blev slået ihjel under den franske revolution. Så jeg regnede med, at han boede i en stor lejlighed midt i Paris. Men han viste sig at bo i et at de mindre attraktive forstadskvarterer i en lillebitte lejlighed, som i øvrigt var fuldstændig proppet med bøger.

Da jeg senere sammen med Frederik Stjernfelt og Henrik Horstbøl gik i gang med arbejdet til bogen GROV KONFÆKT - Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73, måtte vi gribe kildearbejdet an på en helt anden måde. For her tog vi fat på en kæmpe samling af skrifter, som vi vidste eksisterede, men som i vid udstrækning havde ligget uudnyttet hen.

Heldigvis havde den nidkære embedsmand, der i sin tid havde sammensat samlingen, været meget systematisk og grundig, så vi kunne i vid udstrækning gribe læsningen af kilderne an efter de principper, som samlingen var opbygget efter.

Da vi imidlertid også ville finde ud af, hvordan de mange tekster var forbundet med hinanden, var vi selvfølgelig nødt til at konsultere en masse andre samtidige kilder. Første skridt var en nærmere tidsfastsættelse af de ofte anonyme og udaterede skrifter, hvilket var en omstændelig proces. Men det gav os en mulighed for at komme helt tæt på udviklingen af de debatter og emner, der optog folk på den tid. Og ikke mindst forstå, hvordan samtidens skribenter selv opfattede den ytringsfrihed, de havde fået.

Anderledes igen var det, da jeg arbejdede med bogen Tyven, som handler om den mand, der i 1802 stjal og omsmeltede guldhornene. Her opdagede jeg, at kilderne i sig selv faktisk lagde meget op til at forstå, hvordan manden – Niels Heidenreich – så verden. Hvad hans erfaringer var med den virkelighed, han var en del af – og hvordan han udlagde disse erfaringer og dermed sin egen historie. Men også: hvordan det var at være hans mor, kone og søster. De familiære relationer viste sig nemlig at være vigtige at afdække for at undersøge hans handlinger, livssyn og historie. Men kilderne viste også, at Heidenreich var en mester i at iscenesætte sin egen historie.

Generelt har jeg altid været meget optaget af, hvordan man som historiker kan kommunikere sine videnskabelige indsigter. Jeg har insisteret på, at fordi historikeres forskningsresultater er historieskrivning, har vi alle muligheder for at tilrettelægge vores resultater på en måde, så de bliver relevante og tilgængelige også uden for akademiske cirkler. Jeg har derfor i høj grad taget monografien til mig, selvom jeg hele tiden har publiceret videnskabelige artikler også.

Monografien giver mulighed for at arbejde polyfonisk, så at sige. Det vil sige med sammenflettede problemstillinger og processer, der ikke rigtig kan udfoldes inden for forskningsartiklens mere snævre rammer.

Men jeg har også eksperimenteret med, hvad man nu kan tillade sig at gøre inden for rammerne af monografien. Eksempelvis medførte det hævede øjenbryn, at jeg skrev to af mine monografier - Tyven og Det sorteste hjerte - i nutid og uden forklarende og eksplicit brug af teoretiske begreber. Formen ændrede ikke noget på de videnskabelige indsigter, men jeg var af den opfattelse, at brugen af nutid faktisk kunne være befordrende for den indlevelse, der også skal til for at interessere sig for og forstå stoffet.

Historievidenskaben er jo ikke kun en analytisk og fortolkende videnskab, men også ­en fortællende videnskab. Så i en periode blev det lidt en kæphest for mig at argumentere for, at man sagtens kan lave historievidenskab på et højt fagligt niveau og samtidig eksperimentere med den videnskabelige kommunikation. Når jeg ser tilbage, er jeg glad for, at vi i historikermiljøet har kunnet tage de her faglige diskussioner om, hvordan vi producerer og præsenterer videnskabelige resultater.

Lige nu er jeg i gang med et projekt om klager i 1700-tallets København. Vi bruger blandt andet klagerne som kilder til, hvordan folk opfattede deres rettigheder, og hvilke forventninger de havde til at blive hørt. Hvad mente man, at det var rimeligt at klage over i 1700-tallet?

I dag har vi jo klagenævn for alt muligt helt ned på detailniveau. Det havde man ikke dengang, så i stedet henvendte man sig til Københavns bystyre, som skulle mægle i konflikter og sætte rammer for, hvad der var rimeligt og ikke rimeligt at klage over. Klagerne omfatter sager om alt fra ulovligt byggeri, handel og arbejdsmarkedsforhold til sager om fornærmelser, vold og klager over ægtefæller, der drikker og ter sig tyrannisk.

Kilderne viser tydeligt, at man dengang også klagede over helt andre ting, end man gør i dag. Det var jo under Enevælden, og folk havde ikke nogen formel politisk indflydelse. Så vi kan se, at folk også brugte klagerne til at opnå indflydelse og flytte grænser. For hvis der var tilstrækkeligt mange klager over bestemte forhold, kunne man måske opnå, at tingene ville ændre sig.

Vi kan også se i materialet, at der er en udvikling i emnerne for klagerne. Folk klagede simpelthen over andre ting i 1700-tallet end i 1800-tallet, og på den måde er klagerne også et billede på de samfundsforandringer, der skete i perioden. Det kendetegner også mange af klagerne, at folk ridser hele deres livshistorie op, før de når til selve emnet for klagen. Klagerne blev altså også brugt til at vise, hvem man var, og hvilken position man havde i samfundet. 

På den måde kan vi i dag bruge klagernes livshistorier til at få indblik i, hvordan fortidens mennesker opfattede sig selv, og hvilke forestillinger, der herskede om det samfund, de var en del af. Det er forestillinger, der ofte ligger langt fra vores. Og netop dér bliver det særligt spændende at være historiker; når man på én og samme tid møder det genkendelige og fremmedartede hos fortidens mennesker.

Hvis jeg skal pege på noget, som jeg synes, der burde være mere opmærksomhed omkring, er det al snakken om nytten af humaniora. Jeg synes, der hersker en for snæver opfattelse af, hvad nytte er. Jeg er med på, at der skal være et rimeligt forhold mellem uddannelse og aftagere. Men når det handler om den humanistiske forskning, bruges ikke sjældent et nyttebegreb, der kobles til umiddelbar samfundsrelevans og helt aktuelle problemstillinger. 

Naturligvis kan og skal humaniora spille en rolle i forhold til de udfordringer, vi står over for – men skal samfundsudfordringer være styrende for humanistisk forskning? Jeg er ikke sikker på, at det er det rigtige at skubbe humaniora for meget i den retning for at overbevise en skeptisk omverden om humanioras nytte og relevans. 

Humaniora har og har altid haft en enorm betydning for vort samfund, og humanistiske forskere leverer dagligt – ikke sjældent i beskeden stilfærdighed – hårdt arbejde og højt specialiseret viden til vores samfund.