Månedens Forsker Jens Juul Holst

Jens Rehfeld og jeg fik sammen med endnu en klinisk assistent snart tildelt et rum i en barak, hvor vi etablerede et laboratorium for radioimmunanalyser.

Jeg var på det tidspunkt særligt interesseret i, hvorfor nogle af de patienter, som vi opererede for mavesår, fik for lavt blodsukker efter måltider. Jeg havde allerede inden lavet en del insulinanalyser med en ny metode og ville gerne forstå mekanismen bag udskillelsen af glukagon, som er et hormon, der dannes, når blodsukkeret er for lavt.

Det var, når jeg ser tilbage, mine studier af glukagon tilbage i 1970’erne, der lagde grunden til min forskning i tarmhormonerne. Det havde dengang længe været et hovedfokus for vores laboratorium på Bispebjerg Hospital at undersøge og forstå de hormoner i tarmen, der stimulerer insulin-sekretionen. Da jeg i 1978 blev dr.med., handlede min afhandling 'Extrapancreatic glucagons' om netop det.

Siden har jeg ikke mindst beskæftiget mig med det hormon, der hedder GLP-1, som jeg sammen med kolleger opdagede og beskrev funktionen af i midten af 1980’erne. GLP-1 produceres i tarmvæggens celler i den nedre del af tyndtarmen og er i dag hovedingrediens i både diabetespræparatet Ozempic og i slankemedicinen Wegovy, fordi det kan regulere både blodsukker og appetit.

Alle de prøver, vi indsamler, laver vi radioimmunanalyser på. Analyserne bygger på bindingen af radioaktive udgaver af hormonerne til antistoffer, og denne binding kan vi måle i en radioaktivitetsmåler – også kaldet en gammatæller, som vi har fået støtte til fra Carlsbergfondet. Herigennem kan vi følge udskillelsen af hormonerne både hos mennesker og forsøgsdyr.

En af de ting, der driver mig i øjeblikket, er, at jeg virkelig gerne vil finde en metode, som naturligt kan forøge mængden og sekretionen af vores eget GLP-1 i kroppen. Kunne man eksempelvis forestille sig, at en kostfaktor var en nøgle, man kunne tage i brug? Vi ved det ikke, men vi arbejder på at finde ud af det.

Vi har på det seneste også forfulgt en anden idé om, at man med en såkaldt ’small molecule antagonist’ – altså et lillebitte molekyle - måske kan ’løsne bremsen’ på den lokale styring af GLP-1-sekretion og dermed skrue op for produktionen af hormonet. 

I dag er det en stor tilfredsstillelse for mig at se de fantastiske resultater, der er opnået med GLP-1-præparater. For første gang i historien taler man jo om, at det kan blive muligt i fremtiden at helbrede diabetes.

I Amerika er medicinalvirksomheden Eli Lilly faktisk foran Novo Nordisk, når det gælder præparater mod diabetes. Her gør man brug af stoffet tirzepatid, som giver helt enestående behandlingsresultater. 50 procent af forsøgspersonerne i fase 3-studierne har vist sig at få et langtidsblodsukker, som er helt på linje med det normale. 

Det er fuldstændig uhørt og noget, der aldrig før er set. Amerikanerne har også lanceret stoffet i et præparat, der kun retter sig mod vægttab. Dette giver helt op til 25 procents vægttab, en del mere end Novo Nordisks Wegovy.

Vi har faktisk forsøgt at finde ud af, hvorfor tirzepatid er så effektivt i forhold til semaglutid, som er det aktive stof i Novo Nordisks præparater. Vi er nået frem til, at det beror på det, vi kalder 'biased signaling'. Altså at der sker nogle bestemte molekylære interaktioner mellem stofferne og receptoren, som – tror vi – kan give en forskel i deres virkemåde. Det igen giver os en mulig opskrift på, hvordan vi kan lave lægemidler, der er endnu mere effektive, end dem vi kender i dag.

I tilbageblik er jeg meget taknemmelig over at have haft et arbejdsliv med tarmhormoner og GLP-1 som hovedoverskrift. GLP-1 er jo blevet min skæbne, som jeg med glæde har brugt størstedelen af mine seneste 40 år på. Og det har været fantastisk at have haft mulighed for at kombinere den rent grundvidenskabelige forskning i laboratoriet med direkte kontakt med patienter, for jeg har altid først og fremmest følt mig som læge.

Derfor er det selvfølgelig også en kæmpestor tilfredsstillelse at se, hvordan GLP-1 nu er en vigtig nøgle til at forbedre millioner af menneskers liv verden over – om de har diabetes eller ønsker at nedsætte deres appetit og tabe sig i vægt. Det var jo ikke til at forudse, at vores lille hormon skulle vise sig så afgørende. 

Det er også virkelig positivt, at præparaterne, der baserer sig på GLP-1, har en tydelig forebyggende effekt på andre sygdomme, eksempelvis hjerte- og nyresygdomme. Samtidig er det fantastisk, at mennesker med diabetes, der får en gastric bypass, i gennemsnit lever 9 år længere, end de ville have gjort uden operationen, medens opererede uden diabetes lever cirka 5 år længere. ’Det er da noget’, som H.C. Andersen ville have sagt!