Månedens Forsker Rebecca Adler-Nissen

Nysgerrigheden og lysten til at gøre en forskel har drevet mig inden for alle de områder, jeg har arbejdet med indtil videre. Jeg begyndte med at være meget optaget af international politik, og det er jeg stadig, selvom jeg har udvidet mine forskningsemner til også at omfatte blandt andet digitale teknologiers betydning for samfundet og misinformation på nettet og sociale medier.

I mit speciale, som jeg skrev på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, arbejdede min specialemakker Rasmus Vanggaard Knudsen og jeg med et så grundvidenskabeligt emne som en demokratiteoretisk, hermeneutisk fortolkning af EU's forfatningstraktat. Formålet var at udvikle en teori, så vi kunne forstå traktaten som en forhandlet tekst fyldt med modsætningsfyldte demokrati-visioner for EU. Specialet gav os på den ene side universitetets guldmedalje og blev udgivet. Og på den anden side førte det til mit første job i Dansk Industri. Jeg har derfor aldrig oplevet, at springet mellem grundvidenskab og anvendt videnskab skulle være så stort i praksis, som mange taler om.

I min studietid havde jeg bl.a. ophold i Paris og Firenze. Det var også i Firenze, at jeg skrev dele af min ph.d.-afhandling. Den handlede om diplomati med afsæt i de danske og britiske EU-forbehold. Da jeg skrev den, var nationale forbehold ikke særlig højt på dagsordenen, men emnet blev pludselig eksplosivt og kulminerede med folkeafstemningen herhjemme og senest Brexit.

Jeg var selv en af de sidste, der fik mulighed for som ung forsker at drive og gennemføre mit eget adjunktur. I dag er det jo nærmest umuligt at skaffe et individuelt postdoc-stipendium, hvis man lige ser bort fra Carlsbergfondets postdoc-bevillinger til forskere, som har mulighed for at rejse ud i verden. Jeg kan godt være bekymret for konsekvensen af, at man har fjernet de individuelle postdoc-stipendier, for det er et kritisk tidspunkt i de yngre forskeres karriere. Desuden kan det blive et problem for hele det videnskabelige kredsløb, for kreativiteten og den kvalificerede udfordring af det bestående skal jo komme et sted fra, når nye generationer skal tage over.

Jeg har aldrig selv følt min frihed sat under pres, selvom jeg stort set kun har kastet mig over sprængfarlige emner. Men når man arbejder med emner som europæisk og international politik, diplomati og misinformation på nettet, er det uundgåeligt, at mange mennesker har en holdning til det, man forsker i. Og man hører jo typisk fra folk, som ikke er enige i ens observationer og resultater.  

Jeg har ikke fået mange trusler, men dog nogle. Jeg har i det store og hele valgt at affinde mig med det og har nok en ret høj tærskel for, hvad jeg kan leve med. Derimod forsøger jeg at nå at svare på folks henvendelser, da jeg anser det for at være en del af min formidlingsforpligtelse at indgå i dialog. Man kan sige, at det til en vis grad er en del af jobbeskrivelsen, når man arbejder med de emner, som jeg har valgt.

At være kvinde i forskningsverdenen har ikke umiddelbart voldt mig udfordringer. Men statistikken taler jo sit tydelige sprog om, at kvinder falder fra, jo længere mod toppen man kigger. Vi er heldigvis godt i gang med at finde ud af hvorfor. Og vi ved nu, at der er en række strukturelle forhold fra barselsregler til usagte sociale koder, som får kvinderne til at forsvinde.

Jeg er dog nok af den opfattelse, at det ikke er nok at kigge på kønnets betydning. For hvad betyder eksempelvis klasse for ens mulighed på universitetet? Eller hvad med personlighed? Måske går der også dygtige forskere tabt, fordi de er for beskedne til at vise deres værd på den ”rigtige” måde i en verden, der favoriserer dem, der sælger sig selv?

Store øjeblikke i min tid som forsker har der været nogle stykker af. Senest har vi siddet med et kæmpestort materiale i form af feltnoter, tweets, Facebook-opdateringer og interviews med diplomater i corona-tiden. For at kunne fange det voldsomme skift fra fysiske forhandlinger i hovedstæderne med håndtryk og korridorsamtaler til rene videomøder havde vi brug for et begreb, der kunne indfange essensen af det. Pludselig faldt vi over den østrigske sociolog Karin Knorr Cetinas teori om ”the synthetic situation”, som hun anvender til at beskrive finansielle ’tradere’, som nærmest er klistret sammen med deres skærme, når de skal handle på de finansielle markeder.

Det var sådan et HEUREKA-øjeblik, hvor alt faldt på plads. Det kræver dog ofte tid, blod, sved og tårer at nå til sådan et AHA-punkt.

Mit ønske for fremtiden er, at vi får skubbet mere på de faggrænser, der opdeler vores forskningsfelter. Der er meget indflydelse og status forbundet med at dominere et forskningsfelt. Men bagsiden er, at der også kan gå meget tabt, hvis man ikke tør lade sig udfordre af andre tilgange og anskuelser end dem, man selv står for. Forskning er bedst, når den er agnostisk og ikke-konserverende. Den skal konstant udfordre virkeligheden, som vi tror, vi kender den.

Og så håber jeg snart at komme videre med en ny bog om digitalt diplomati, som jeg skriver sammen med min kollega Kristin Eggeling. Den glæder jeg mig meget til at få tid til at skrive.