Månedens Forsker Eline Lorenzen

Pludselig gav en hel masse af de opdagelser, jeg hele mit liv havde gjort mig ude i naturen, mening. For eksempel hvordan arter, der ligner hinanden, ved nærmere eftersyn kan vise sig at være nært beslægtede.

I forbindelse med kurset overværede jeg en forelæsning, som jeg den dag i dag husker som wauw. Jeg tænkte bare: hvor er det fedt, det han laver. Sådan vil jeg også være! Forelæseren arbejdede med antiloper i Afrika, og det fangede mig nok i særlig grad, fordi jeg tilbragte en del år af min barndom i Sydafrika.

Jeg var så heldig at komme med i et af hans projekter, der gik ud på at undersøge den afrikanske antilope black-faced impalas populationsgenetik. Jeg skaffede penge til at tage på feltarbejde i tre måneder i en nationalpark oppe i det nordlige Namibia. 

Her boede jeg i telt, og det var præcis den form for eventyr, jeg gennem min barndom langt væk fra Danmark havde drømt om at skulle bruge mit liv på. Samtidig oplevede jeg det dér med at skulle formulere spørgsmål og finde svar gennem en videnskabelig metode som sindssygt spændende.

Deltagelsen i det her projekt var et højdepunkt, som alt det, jeg senere har lavet, udspringer af. Sådan har jeg i hvert fald sidenhen tænkt. Jeg var så begejstret og drevet af forskningen. At jeg følte sådan, hang helt sikkert også sammen med de dedikerede mennesker, jeg arbejdede sammen med på projektet.

Da jeg senere skulle skrive mit speciale, gik det over al forventning. Det var egentligt overraskende for mig, for ingen havde rigtigt fortalt mig, at jeg åbenbart var dygtig. Så jeg afsøgte mulighederne for at starte på en ph.d. og var fast besluttet på, at det skulle ske i udlandet. Jeg havde nemlig været overbevist om, at jeg ikke skulle bo og arbejde i Danmark. Altid, altid ville jeg ud af Danmark.

Jeg endte med at have flere ph.d.-tilbud på hånden. Blandt andet på Hawaii og i Wales, hvor jeg startede et ph.d.-forløb i 2004. Det fungerede dog ikke, og efter fire måneder var jeg så ulykkelig, at jeg vendte hjem til København, hvor jeg i mellemtiden havde skaffet finansiering til videre ph.d.-studier med min gamle specialevejleder som vejleder.

Efter min ph.d., som jeg forsvarede i 2009, fortsatte jeg som postdoc hos Eske Willerslev i to år. Herefter tog jeg til USA på UC Berkeley, hvor jeg tilbragte fire år, indtil jeg i 2015 blev rekrutteret til en stilling som kurator for pattedyr på Statens Naturhistoriske Museum. I 2020 blev jeg så ansat som lektor og forskningschef på Globe Institute på Københavns Universitet, hvor jeg stadig er – nu som professor.

I dag kan jeg sige, at overskriften på mit arbejdsliv har været naturens historie med fokus på pattedyr og deres udbredelse i tid og rum – fra det sydlige Afrika til det nordligste Arktis. De seneste ti år har jeg primært arbejdet med Arktis med fokus på forskellige havpattedyr: narhvaler, hvidhvaler, grønlandshvaler samt isbjørnen. 

Men frem for at have fokus på én art ad gangen, er vi i stigende grad begyndt at anskue arterne sammen og i kontekst for at få et bedre helhedsbillede af, hvordan udviklingen i bestandene spiller sammen med ændringer i klimaet, miljøet og habitater. Det kan vi gøre takket være nye muligheder for at benytte historiske data – eksempelvis forhistorisk DNA.

Mens jeg førhen næsten udelukkende anvendte data indsamlet fra levende dyr, kobler vi altså nu data indsamlet i nutiden med data om fortidens dyr. Det giver os mulighed for at undersøge præcis det, jeg altid har drømt om, nemlig økosystem-dynamikker i et langstrakt, historisk perspektiv, gennem titusinder af år.

I mit aktuelle forskningsprojekt støttet af Carlsbergfondet ser vi netop på arterne i sammenhæng og i lyset af klimaforandringer og menneskets påvirkning og indgriben i deres habitater. For det er gået op for mig, at man jo ikke kan tage en art ud af et økosystem og få noget meningsfuldt ud af at studere den isoleret, når den lever side om side med andre arter i det samme økosystem.

Vi kigger i stedet på de relationer, der er mellem arter og inden for økosystemet og spørger: hvordan har interaktionerne mellem dem drevet artsudbredelsen og bestandsdynamikken gennem tusinder af år? Det har man simpelthen ikke undersøgt før. Men nu gør vi det ved systematisk at inddrage en masse forskelligartede kilder, herunder levn fra blandt andet køkkenmøddinger i Grønland. 

Her kan man nærmest skære sig gennem fortiden – med de yngste lag af rester fra fangstdyr og menneskelig aktivitet øverst og de ældste nederst. Ud fra disse undersøgelser kan vi etablere lange tidsserier af information over hvilke arter, der var til stede i hvilket omfang på bestemte tidspunkter i historien.

Vi kobler vores indsigter med zoologiske, geovidenskabelige og arkæologiske data, så mit arbejde består også i at opspore og indsamle det relevante materiale på naturhistoriske museer rundt om i verden. Når alt lægges sammen, bliver det selvfølgelig et meget stort regnestykke og et komplekst datasæt at holde styr på. Men vi tror på, at det kan lade sig gøre at få et bedre overblik end hidtil over hvilke udviklinger og ændringer, der er foregået gennem tiden.

Når jeg ser tilbage på mit forskerliv, er jeg meget glad for, at det er lykkedes mig at kombinere min laboratorienære, molekylærbiologiske baggrund med det at arbejde tværfagligt. Det har været skønt både at kunne tage på feltarbejde i Grønlands natur og fordybe sig i Grønlands Nationalmuseums arkiv på jagt efter relevante kilder – og samtidig have fingrene nede i analyser i laboratoriet.

Jeg har gennem tiden været meget privilegeret at arbejde sammen med alt fra geologer, geografer og geofysikere til kemikere, arkæologer og historikere. Vi har haft nogle vanvittigt spændende samtaler. Ikke mindst var det virkelig inspirerende at være på Statens Naturhistoriske Museum og sidenhen på Globe Institute, som blev etableret af kollegaer fra museet, der jo også er meget internationalt. 

Så selvom jeg endte med at etablere mig i Danmark, kom jeg til at arbejde et sted, hvor 70 procent var udlændinge. I min egen forskningsgruppe har jeg nu folk fra fem forskellige kontinenter ansat. Og jeg har kun haft én dansker i gruppen. Det er jo ikke bare et fagligt kulturmøde, men også et menneskeligt, som er meget berigende.

Og så har jeg selvfølgelig været meget bevidst om, at det at få lov til at forske også er et stort privilegium. At kunne fordybe sig i det, der er virkelig sjovt og vigtigt – og hvor det kun er en selv, der sætter grænser – er jeg virkelig taknemmelig for. 

Det er jo en slags evig uddannelse, man får lov at tage, hvor man bliver ved med at skulle tilegne sig ny viden. Jeg har faktisk besluttet, at jeg fremover vil bruge mere tid på forskningsformidling. 

For det er gået op for mig, at min viden kan bruges til noget. Og at den viden forpligter. Historisk viden om vores natur er jo nødvendig for at forstå vores nutid og den fremtid, der er her lige om lidt. Det kræver tid og øvelse, men nu har jeg sat mig for at prioritere det og gå all in. Jeg håber så, at det også kan tale ind i min forskning og løfte den forskning, vi laver i min gruppe.