Månedens Forsker Trine Villumsen Berling

Trine Villumsen Berlings interesse for sikkerhedspolitik har ført hende ind i en verden af storpolitiske dimensioner. Månedens Forsker #5 2023.

Publiceret:

01.06.2023

De første mange år af sin karriere forskede Trine Villumsen Berling i NATOs selvforståelse og omstilling til et værdisæt, hvor ’sikkerhed er, hvad vi gør det til’. I de senere år har hun vendt blikket mod Europa og ’technificeringen’ af den energiforsyningsinfrastruktur, som udgår fra Rusland og med krigen i Ukraine er blevet en sikkerhedspolitisk kampplads af storpolitisk betydning.

Mit akademiske liv tog sin begyndelse i 1995, hvor jeg startede på statskundskabsstudiet i København. Jeg valgte statskundskab, fordi jeg syntes, at det var det eneste studie, der lød interessant.

Men jeg endte med at bruge de første to år på at opleve det som det mest forfærdelige studie, jeg overhovedet kunne have valgt. Jeg syntes, at det var meget kedeligt og mystisk løsrevet fra, hvad jeg havde forventet, at det ville handle om. Nemlig international politik, magtrelationer og samfundets indretning generelt.

Men så skete der det på sidste halvdel af andet år, at vi fik en vikar i international politik, der hed Marlene Wind. Hun var helt ny på instituttet på det tidspunkt, og hun formåede at formidle de akademiske debatter om international sikkerhedspolitik og åbne problemstillingerne op på en helt enestående måde, som fik mig til at tænke: det her gider jeg godt.

Jeg begyndte herefter at tage alle de fag og eksaminer, jeg måtte, inden for emnerne sikkerhedspolitik og international politik. Og jeg valgte at skrive bacheloropgave om Ruslands relation til Vesten.

Socialkonstruktivistiske ideer havde vundet indpas i hele det sikkerhedspolitiske forskningsfelt i Europa på det tidspunkt.
Trine Villumsen Berling

Det endte med, at jeg blev så glad for studiet, at jeg droppede ideen om i stedet at blive skuespiller, som også havde fyldt en del hos mig. Jeg fortsatte dog med at synge og spille i band op gennem hele min studietid, hvilket nok bidrog til, at jeg kom igennem de første kedelige år.

Da jeg startede på kandidatuddannelsen, blev min interesse øget endnu mere af, at instituttet nu havde flere af de tungeste navne inden for international politik ansat.

Miljøet talte blandt andre nuværende professorer som Ole Wæver, Lene Hansen og Marlene Wind, og jeg blev undervejs studentermedhjælper for Ole Wæver og arbejdede her på en bog, der skulle udgives på Cambridge. På den måde kom jeg lidt i lære som forsker, inden jeg blev cand.scient.pol. i 2003.

Energiforsyning mellem ingeniørvidenskab og politik

Herefter var jeg heldig straks at blive tilbudt hele to ph.d.-stipendier, et på Københavns Universitet og et på European University Institute i Firenze.

Jeg valgte at blive i København, for det var jo hér, alle med interesse for ’security studies’ gerne ville opholde sig i de år. Men jeg rejste meget rundt i løbet af mit ph.d.-forløb, hvor jeg tilbragte tid i både Geneve og Italien.

Mit ph.d.-projekt handlede om, hvordan akademiske debatter influerede på sikkerhedspolitisk tænkning i samtiden. Især kiggede jeg på den omstilling, som NATO var igennem i 1990erne under indflydelse af nye toner fra blandt andet internationale tænketanke, der igangsatte diskussioner om, hvordan man skulle definere europæisk og transatlantisk sikkerhed.

Socialkonstruktivistiske ideer havde vundet indpas i hele det sikkerhedspolitiske forskningsfelt i Europa på det tidspunkt. Og jeg var interesseret i, hvordan dette tankegods flyttede ind i NATOs tænkning, og i slutningen af 1990erne fik NATOs generalsekretær til blandt andet at udtale, at ”sikkerhedspolitik er, hvad vi gør det til”.

En sådan udmelding afspejlede en radikal ny måde at se sikkerhedspolitik på og gjorde op med den opfattelse, at stater under pres altid vil forsøge at maksimere deres egen sikkerhed.

I den tiårige periode, hvor forandringerne skete, gik NATO fra at prioritere defensive militære kapabiliteter til at agere mere som et globalt udrykningspoliti, der skulle løse småopgaver frem for at beskytte eget territorium.

Nok var den militære viden vigtig, men det var også vigtigt at have stor kulturforståelse og indsigt i forskellige geografiske områder og trusselstyper.
Trine Villumsen Berling

Da jeg var færdig med min ph.d. i 2008, blev jeg tilbudt et postdocstipendium på ’Center for Advanced Security Theory', der var blevet oprettet på midler fra Københavns Universitets stjerneforskningsprogram. Faktisk flaskede det sig sådan, at jeg startede mit postdocforløb præcis på dagen, hvor jeg afleverede min ph.d.-afhandling.

Miljøet i København var stadig toneangivende inden for international sikkerhedspolitik, så jeg var meget opsat på at kunne fortsætte på centeret, der forskede i, hvordan forskellige faglige discipliner og praktikere forstod og analyserede sikkerhedspolitiske udfordringer.

Da bevillingen udløb, var jeg heldig at få et nyt postdocstipendium fra Carlsbergfondet. Jeg satte mig for, at jeg ville lave feltarbejde blandt medarbejdere på NATOs forsvarskollegium (NDC) i Rom med henblik på at kortlægge deres brug og forståelse af ekspertise i NATO-systemet.

Jeg var interesseret i at afdække, hvilken ekspertviden, de anså for relevant, og hvordan og hvorfra de hentede den viden, som jo skulle bruges til at definere, hvad NATOs rolle i verden skulle være.

De havde ikke ekspertise in house, så de inviterede i stedet eksperter ind på en slags dagskurser og seminarer, hvor jeg igennem to et halvt år var ”flue på væggen”. Jeg fandt ud af, at nok var den militære viden vigtig, men det var også vigtigt at have stor kulturforståelse og indsigt i forskellige geografiske områder og trusselstyper.

Jeg var jo på NDC, da Krim-halvøen blev annekteret af Rusland i 2014, så jeg oplevede jo virkelig ekspertise tage form for øjnene af mig.

Den måde, man her trænede det øverste niveau af chefer på, viste sig at flugte helt med den omstilling i NATOs mentale selvforståelse, som jeg havde beskrevet i mit første ph.d.-projekt. Sikkerhed var stadig en størrelse, man forsøgte at indfange betydningen af i et omskifteligt strategisk miljø.

Foto: Storyblocks

Konkret havde Sverige jo baseret indførsel af kernekraft på benhård videnskabelig og faglig ekspertise, mens beslutningen om at afstå fra kernekraft i Danmark mest var baseret på folkelige meninger.
Trine Villumsen Berling

Da jeg kom hjem fra Rom, blev jeg inviteret med i et NORDFORSK-projekt, der fokuserede på samfundssikkerhed i Norden. Her fik jeg lov til at forfølge mit fokus på ekspertises indflydelse på sikkerhedspolitikken, og jeg skulle konkret undersøge diskurser om energiteknologi og -sikkerhed.

Jeg gik dermed fra at have beskæftiget mig med europæisk sikkerhedspolitik til at vende blikket mod de nordiske lande, hvor jeg særligt blev optaget af, hvordan beslutninger om energiforsyning blev diskuteret og truffet. Ikke mindst i forhold til indførsel af kernekraft, hvor Sverige og Danmark agerede på helt forskellige grundlag, hvilket fik mig til at blive mere og mere nysgerrig på, hvorfor vi forstod ekspertise så forskelligt på hver vores side af Øresund.

Konkret havde Sverige jo baseret indførsel af kernekraft på benhård videnskabelig og faglig ekspertise, mens beslutningen om at afstå fra kernekraft i Danmark mest var baseret på folkelige meninger.

Da der i 1985 blev truffet en folketingsbeslutning om, at vi ikke i Danmark måtte tænke kernekraft ind i det danske energimix, beroede det jo på det, man kaldte en ”folkelig teknologivurdering”.

Mens megen humanistisk og samfundsvidenskabelig ekspertviden de senere år er blevet devalueret og afvist som post-truth-holdninger, står ingeniørernes troværdighed og ekspertudsagn stadig knivskarpt og uantastet.
Trine Villumsen Berling

Det er stadig en term, jeg finder virkelig interessant. Mit NORDFORSK-projekt kom derfor til at kredse om mødet mellem, hvad man kan kalde katastrofiske skræmmediskuser over for kølige, rationelle ekspertisediskurser.

Fra da af kastede jeg mig fuldt ud i energiforsyning og -teknologi som sikkerhedspolitiske størrelser med fokus på de ekspertiseformer, der driver og styrer udviklingen.

Da jeg i 2020 fik endnu en bevilling fra Carlsbergfondet til projektet ’Securitech: Energy infrastructure and the displacement of security authority in the Baltic Sea region’, opsagde jeg mit lektorat på Københavns Universitet, som jeg havde haft siden 2018, og rykkede min forskning over på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Jeg er meget optaget af at forstå, hvordan denne technification medfører en voldsom eksklusion af dem, der ikke taler og forstår det tekniske sprog.
Trine Villumsen Berling

Her arbejder jeg især med energiforsyning og -infrastruktur som arenaer for sikkerhedspolitiske beslutninger. Hvis vi ser tilbage, har der imidlertid ikke været megen erkendelse af, at mange af disse beslutninger i vores del af verden reelt bliver forhandlet og truffet af ingeniører. Fordi energiinfrastrukturen jo bliver tegnet og tilrettelagt af ingeniører

Men ingeniører interesserer sig jo mest for, om havbunden kan klare en rørføring, eller hvor et eventuelt knæk på en rørføring skal være. Ikke den sikkerhedspolitiske betydning af en rørføring.

Det gik op for mig, at mens megen humanistisk og samfundsvidenskabelig ekspertviden de senere år er blevet devalueret og afvist som post-truth-holdninger, står ingeniørernes troværdighed og ekspertudsagn stadig knivskarpt og uantastet.

Samtidig er det interessant, hvor forskellige opfattelser lande har af energiinfrastrukturs sikkerhedspolitiske betydning.

Tyskland mener jo eksempelvis, at det har været decideret fredsskabende at lave forsyningsledninger til Rusland. I Østeuropa er holdningen derimod en hel anden og mere kritisk, mens vi i Danmark indtil for nylig nærmest ikke havde nogen synderlig mening om det.

"Jeg endte med at bruge de første to år på at opleve det som det mest forfærdelige studie, jeg overhovedet kunne have valgt", siger Månedens Forsker Trine Villumsen Berling.

I mit igangværende projekt vil jeg gerne undersøge de her dynamikker mellem den tekniske og den sikkerhedspolitiske ekspertise med fokus på NordStream-ledningerne.

Jeg har desuden en postdoc ansat, der undersøger den historiske diskussion om kernekraft i Polen, mens en forskningsassistent kigger på Litauens flydende naturgasterminal, der blev etableret i 2014.

Ved at se på de tre cases forsøger vi at forstå den mekanisme, som jeg kalder technification. Altså at sikkerhedspolitiske diskussioner på energiforsyningsområdet enten ikke tages eller bliver lukket ned med henvisning til, at energiinfrastruktur omhandler tekniske spørgsmål, som politikere og bureaukrater ikke har forstand på.

Jeg er meget optaget af at forstå, hvordan denne technification medfører en voldsom eksklusion af dem, der ikke taler og forstår det tekniske sprog.

Hvis man ser på Rusland, har de faktisk gennem årtier bedrevet technification ved at bruge deres naturressourcer og energiinfrastruktur aktivt i deres sikkerhedspolitik. Allerede efter 2. verdenskrig startede de med at bygge gaslinjer fra øst mod vest, langt ind i de tidligere sovjetiske territorier, herunder Polen og Baltikum. Det fortsatte efter den kolde krig, og i dag er mange lande i den region jo flettet sammen i kraft af russernes rørledninger, som de nu også bruger til at spille dem ud mod hinanden.

Polakkerne så meget tidligere end alle andre, at energiinfrastruktur jo er sikkerhedspolitisk meget relevant.
Trine Villumsen Berling

Udviklingen er en udløber af Yevgeny Primakovs udtalelse tilbage i 1994 om, at russerne må bruge deres energi som våben, fordi de ikke er stærke nok militært. Ingen i Europa – bortset fra polakkerne - opdagede dog, at han sagde det. Der var denne her holdning, at russerne altid ville have mere brug for vores penge, end vi ville have for deres energi.

Men polakkerne så meget tidligere end alle andre, at energiinfrastruktur jo er sikkerhedspolitisk meget relevant. Selvom infrastrukturen virker uskyldig, som den kommer snigende under vores fødder og anses for at være ren teknologi.

Polen bad jo Danmark om at bygge Baltic Pipe hen over Danmark og gennem Østersøen, fordi de vidste, at de ville få brug for den norske gas for at slippe fri af den russiske dominans.

Men polakkerne blev i rigtig mange år anset for at være paranoide. Et land, der bare ikke helt var modent nok til at forstå, at demokrati jo skaber samhandel og fred. Der herskede en meget overbærende holdning til Polen.

Hvis jeg eksempelvis skal optages til TV i mit hjem, lægger jeg lige billederne af mine børn ned.
Trine Villumsen Berling

Og så er vi tilbage ved mit ph.d.-projekt om ”sikkerhed er, hvad vi gør det til” og hele den ændring i tankegodset omkring international sikkerhedspolitik, som fulgte i kølvandet på afslutningen af den kolde krig. Den har lært os, at socialkonstruktivisme kun gælder, hvis modparten køber præmissen. Vi ved nu, at det gjorde russerne ikke. I hvert fald har de ikke købt den de seneste 20 år.

Det har været ret vildt at opleve, hvordan mit forskningsemne lige pludselig er kommet meget højt på den politiske dagsorden. Jeg har igennem årene siddet i forskellige fora og tænketanke, som arbejder med problemstillingerne omkring sikkerhed og energiforsyning. Men der har aldrig været så meget snak om de her emner som nu.

For nylig blev jeg inviteret til at deltage i møder om den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som Danmark skal formulere. Og her i maj talte jeg i forbindelse med en konference i Folketinget om kritisk infrastruktur.

I den forbindelse har jeg også måttet vænne mig til, at mit forskningsemne pludselig ikke er uskyldigt mere. Hvis jeg eksempelvis skal optages til TV i mit hjem, lægger jeg lige billederne af mine børn ned.

På den anden side har jeg fået rigtig mange positive tilkendegivelser, når jeg har stillet mig til rådighed for medier og offentlighed. Jeg havde forventet, at jeg ville modtage en masse grimme kommentarer – det hører man jo, at især kvinder er udsat for – men det har jeg slet ikke oplevet.

PODCAST: Når olie- og gaslinjer bliver en sikkerhedspolitisk kampplads

Energiforsyning har i mange år ikke været anset som et sikkerhedspolitisk spørgsmål i Europa. Og slet ikke Danmark, hvor vi har været vant til at være selvforsynende med olie og gas, mens vi har overladt indretningen af rørføringer og energiinfrastrukturen under fødderne på os til ingeniører. Med krigen i Ukraine er det imidlertid gået op for os, at vi i kraft af rørføringer fra øst mod vest er blevet sårbare pga. afhængighedsforholdet til Rusland, hvorfra rørføringen spreder sig ud over store dele af Europa. Trine Villumsen Berling forsker energiinfrastrukturs sikkerhedspolitiske betydning. I denne podcast fortæller hun om, hvordan især Tyskland de seneste årtier har overset en masse advarselslamper i iveren efter at etablere forsyningssamarbejder med russerne, mens polakkerne er blevet hånet for at stille sig kritisk over for udviklingen. Vært er Nynne Bjerre Christensen.
00.00
00.00

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.