Månedens Forsker Trine Villumsen Berling

Det endte med, at jeg blev så glad for studiet, at jeg droppede ideen om i stedet at blive skuespiller, som også havde fyldt en del hos mig. Jeg fortsatte dog med at synge og spille i band op gennem hele min studietid, hvilket nok bidrog til, at jeg kom igennem de første kedelige år.

Da jeg startede på kandidatuddannelsen, blev min interesse øget endnu mere af, at instituttet nu havde flere af de tungeste navne inden for international politik ansat.

Miljøet talte blandt andre nuværende professorer som Ole Wæver, Lene Hansen og Marlene Wind, og jeg blev undervejs studentermedhjælper for Ole Wæver og arbejdede her på en bog, der skulle udgives på Cambridge. På den måde kom jeg lidt i lære som forsker, inden jeg blev cand.scient.pol. i 2003.

Herefter var jeg heldig straks at blive tilbudt hele to ph.d.-stipendier, et på Københavns Universitet og et på European University Institute i Firenze.

Jeg valgte at blive i København, for det var jo hér, alle med interesse for ’security studies’ gerne ville opholde sig i de år. Men jeg rejste meget rundt i løbet af mit ph.d.-forløb, hvor jeg tilbragte tid i både Geneve og Italien.

Mit ph.d.-projekt handlede om, hvordan akademiske debatter influerede på sikkerhedspolitisk tænkning i samtiden. Især kiggede jeg på den omstilling, som NATO var igennem i 1990erne under indflydelse af nye toner fra blandt andet internationale tænketanke, der igangsatte diskussioner om, hvordan man skulle definere europæisk og transatlantisk sikkerhed.

Socialkonstruktivistiske ideer havde vundet indpas i hele det sikkerhedspolitiske forskningsfelt i Europa på det tidspunkt. Og jeg var interesseret i, hvordan dette tankegods flyttede ind i NATOs tænkning, og i slutningen af 1990erne fik NATOs generalsekretær til blandt andet at udtale, at ”sikkerhedspolitik er, hvad vi gør det til”.

En sådan udmelding afspejlede en radikal ny måde at se sikkerhedspolitik på og gjorde op med den opfattelse, at stater under pres altid vil forsøge at maksimere deres egen sikkerhed.

I den tiårige periode, hvor forandringerne skete, gik NATO fra at prioritere defensive militære kapabiliteter til at agere mere som et globalt udrykningspoliti, der skulle løse småopgaver frem for at beskytte eget territorium.

Da jeg kom hjem fra Rom, blev jeg inviteret med i et NORDFORSK-projekt, der fokuserede på samfundssikkerhed i Norden. Her fik jeg lov til at forfølge mit fokus på ekspertises indflydelse på sikkerhedspolitikken, og jeg skulle konkret undersøge diskurser om energiteknologi og -sikkerhed.

Jeg gik dermed fra at have beskæftiget mig med europæisk sikkerhedspolitik til at vende blikket mod de nordiske lande, hvor jeg særligt blev optaget af, hvordan beslutninger om energiforsyning blev diskuteret og truffet. Ikke mindst i forhold til indførsel af kernekraft, hvor Sverige og Danmark agerede på helt forskellige grundlag, hvilket fik mig til at blive mere og mere nysgerrig på, hvorfor vi forstod ekspertise så forskelligt på hver vores side af Øresund.

Konkret havde Sverige jo baseret indførsel af kernekraft på benhård videnskabelig og faglig ekspertise, mens beslutningen om at afstå fra kernekraft i Danmark mest var baseret på folkelige meninger.

Da der i 1985 blev truffet en folketingsbeslutning om, at vi ikke i Danmark måtte tænke kernekraft ind i det danske energimix, beroede det jo på det, man kaldte en ”folkelig teknologivurdering”.

Det er stadig en term, jeg finder virkelig interessant. Mit NORDFORSK-projekt kom derfor til at kredse om mødet mellem, hvad man kan kalde katastrofiske skræmmediskuser over for kølige, rationelle ekspertisediskurser.

Fra da af kastede jeg mig fuldt ud i energiforsyning og -teknologi som sikkerhedspolitiske størrelser med fokus på de ekspertiseformer, der driver og styrer udviklingen.

Da jeg i 2020 fik endnu en bevilling fra Carlsbergfondet til projektet ’Securitech: Energy infrastructure and the displacement of security authority in the Baltic Sea region’, opsagde jeg mit lektorat på Københavns Universitet, som jeg havde haft siden 2018, og rykkede min forskning over på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Her arbejder jeg især med energiforsyning og -infrastruktur som arenaer for sikkerhedspolitiske beslutninger. Hvis vi ser tilbage, har der imidlertid ikke været megen erkendelse af, at mange af disse beslutninger i vores del af verden reelt bliver forhandlet og truffet af ingeniører. Fordi energiinfrastrukturen jo bliver tegnet og tilrettelagt af ingeniører

Men ingeniører interesserer sig jo mest for, om havbunden kan klare en rørføring, eller hvor et eventuelt knæk på en rørføring skal være. Ikke den sikkerhedspolitiske betydning af en rørføring.

Det gik op for mig, at mens megen humanistisk og samfundsvidenskabelig ekspertviden de senere år er blevet devalueret og afvist som post-truth-holdninger, står ingeniørernes troværdighed og ekspertudsagn stadig knivskarpt og uantastet.

Samtidig er det interessant, hvor forskellige opfattelser lande har af energiinfrastrukturs sikkerhedspolitiske betydning.

Tyskland mener jo eksempelvis, at det har været decideret fredsskabende at lave forsyningsledninger til Rusland. I Østeuropa er holdningen derimod en hel anden og mere kritisk, mens vi i Danmark indtil for nylig nærmest ikke havde nogen synderlig mening om det.

I mit igangværende projekt vil jeg gerne undersøge de her dynamikker mellem den tekniske og den sikkerhedspolitiske ekspertise med fokus på NordStream-ledningerne.

Jeg har desuden en postdoc ansat, der undersøger den historiske diskussion om kernekraft i Polen, mens en forskningsassistent kigger på Litauens flydende naturgasterminal, der blev etableret i 2014.

Ved at se på de tre cases forsøger vi at forstå den mekanisme, som jeg kalder technification. Altså at sikkerhedspolitiske diskussioner på energiforsyningsområdet enten ikke tages eller bliver lukket ned med henvisning til, at energiinfrastruktur omhandler tekniske spørgsmål, som politikere og bureaukrater ikke har forstand på.

Jeg er meget optaget af at forstå, hvordan denne technification medfører en voldsom eksklusion af dem, der ikke taler og forstår det tekniske sprog.

Hvis man ser på Rusland, har de faktisk gennem årtier bedrevet technification ved at bruge deres naturressourcer og energiinfrastruktur aktivt i deres sikkerhedspolitik. Allerede efter 2. verdenskrig startede de med at bygge gaslinjer fra øst mod vest, langt ind i de tidligere sovjetiske territorier, herunder Polen og Baltikum. Det fortsatte efter den kolde krig, og i dag er mange lande i den region jo flettet sammen i kraft af russernes rørledninger, som de nu også bruger til at spille dem ud mod hinanden.

Udviklingen er en udløber af Yevgeny Primakovs udtalelse tilbage i 1994 om, at russerne må bruge deres energi som våben, fordi de ikke er stærke nok militært. Ingen i Europa – bortset fra polakkerne - opdagede dog, at han sagde det. Der var denne her holdning, at russerne altid ville have mere brug for vores penge, end vi ville have for deres energi.

Men polakkerne så meget tidligere end alle andre, at energiinfrastruktur jo er sikkerhedspolitisk meget relevant. Selvom infrastrukturen virker uskyldig, som den kommer snigende under vores fødder og anses for at være ren teknologi.

Polen bad jo Danmark om at bygge Baltic Pipe hen over Danmark og gennem Østersøen, fordi de vidste, at de ville få brug for den norske gas for at slippe fri af den russiske dominans.

Men polakkerne blev i rigtig mange år anset for at være paranoide. Et land, der bare ikke helt var modent nok til at forstå, at demokrati jo skaber samhandel og fred. Der herskede en meget overbærende holdning til Polen.

Og så er vi tilbage ved mit ph.d.-projekt om ”sikkerhed er, hvad vi gør det til” og hele den ændring i tankegodset omkring international sikkerhedspolitik, som fulgte i kølvandet på afslutningen af den kolde krig. Den har lært os, at socialkonstruktivisme kun gælder, hvis modparten køber præmissen. Vi ved nu, at det gjorde russerne ikke. I hvert fald har de ikke købt den de seneste 20 år.

Det har været ret vildt at opleve, hvordan mit forskningsemne lige pludselig er kommet meget højt på den politiske dagsorden. Jeg har igennem årene siddet i forskellige fora og tænketanke, som arbejder med problemstillingerne omkring sikkerhed og energiforsyning. Men der har aldrig været så meget snak om de her emner som nu.

For nylig blev jeg inviteret til at deltage i møder om den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som Danmark skal formulere. Og her i maj talte jeg i forbindelse med en konference i Folketinget om kritisk infrastruktur.

I den forbindelse har jeg også måttet vænne mig til, at mit forskningsemne pludselig ikke er uskyldigt mere. Hvis jeg eksempelvis skal optages til TV i mit hjem, lægger jeg lige billederne af mine børn ned.

På den anden side har jeg fået rigtig mange positive tilkendegivelser, når jeg har stillet mig til rådighed for medier og offentlighed. Jeg havde forventet, at jeg ville modtage en masse grimme kommentarer – det hører man jo, at især kvinder er udsat for – men det har jeg slet ikke oplevet.