Månedens Forsker Mette Nordahl Svendsen

Men jeg kastede mig over det. Og i forbindelse med mit speciale i starten af 1990erne var jeg blandt andet i Rumænien og undersøge europæiske og amerikanske kropsidealer og -aktiviteter udtrykt gennem aerobics og fitness. Her kunne jeg blandt andet observere, hvordan fysisk aktivitet blev omdrejningspunkt for rumænske kvinders ønske om at blive vestlige og moderne. Og hvordan kropsidealer og -aktiviteter bidrog til kulturel forandring. 

Senere skiftede jeg aerobics ud med hospitaler, forskningslaboratorier, demensplejehjem og svinestalde og har med kæmpe interesse brugt størstedelen af mit forskerliv på at undersøge, hvordan ny medicinsk videnskab og teknologi ændrer og udfordrer rammerne for, hvad det vil sige at være menneske.

Men at jeg overhovedet kom ind i forskningen i første omgang, var en tilfældighed. Kort tid efter, at jeg havde afleveret mit speciale i 1996, hørte jeg fra en af mine undervisere, at historiker Lene Koch, som var ansat på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, havde brug for en nyuddannet antropolog til en ny projektidé. Jeg anede ikke, hvem hun var. Det var jo dengang, hvor man ikke kunne gå på nettet og google. Så jeg slog hende op i Københavns Universitets telefonbog og ringede til hende.

I tilbageblik kan jeg se, hvor heldigt det var, at jeg fandt Lene Koch. For jeg havde stor lyst til at fortsætte med antropologiske undersøgelser med fokus på forholdet mellem krop, medicin og samfund. Og lige præcis det fik jeg mulighed for med Lene Koch. Faktisk i en sådan grad, at det er blevet til et livslangt samarbejde, som jeg gennem årene har sat uendelig stor pris på.

Min deltagelse i vores første projekt sammen dannede baggrund for min ph.d.-afhandling ’The Space in the Gap: A Study of the Social Implications of Cancer Genetic Counselling in Denmark’, som jeg forsvarede i 2004. Den handlede om de kulturelle konsekvenser af indførelsen af genetisk diagnostik til raske mennesker i 1990erne. I de år var der store forventninger til genetikken som nøgle til mere viden om og behandling af mange forskellige sygdomme. Men jeg var først og fremmest nysgerrig på, hvad det betød, at eksempelvis en rask kvinde nu kunne få at vide, at hun var disponeret for at få cancer senere i sit liv.

Det var meget tydeligt, at det øgede fokus på gener i familierne betød en ændring i, hvordan man så – og stadig ser - på hinanden som mennesker og som slægtninge. Nu er man ikke længere bare en mor, bror eller en farfar. Nu er man også en mulig bærer af sygdomsfremkaldende gener, som man deler med andre familiemedlemmer og kan have givet videre til dem.

Vi kunne konkret se, at den genetiske diagnostik og rådgivning kom til at forme familierelationer og skabe en masse overvejelser, som man ikke havde set før. Slægten var på mange måder blevet patienten, og det skabte nye overvejelser i familierne, at man ikke længere kunne handle på egen hånd, uden at det kunne få betydning for andre i familien, inklusive ens egne børn.

Et spørgsmål, der relaterer sig til dette, er, hvordan man bliver en person. Hvornår er man en person? For at belyse det, har jeg lavet feltarbejde i dyrelaboratorier, hvor for tidligt fødte grise bruges som substitutter for for tidligt fødte børn i videnskabelige forsøg. Her ligger grisen ligesom et for tidligt født barn i en kuvøse, hvor den som barnet passes og plejes. Lidt barskt sagt kan man sige, at jeg – ved at gå mellem menneskeklinik og dyrelaboratorium - undersøger, hvordan en kødklump bliver et menneskelignende væsen. Og hvordan velfærdssamfundets institutioner implicit overtager denne tilblivelse - og dermed implicit de grænsedragninger og værdisætninger af liv, der foregår i håndteringen af både grisen og det for tidligt fødte barn.

Der er jo en masse etiske dilemmaer på grænsen mellem menneske- og dyreliv. Hvor længe må en gris eksempelvis lide i videnskabens navn? Hvordan kan vi få gode data, uden at grisen lider unødigt? De forskere, som jeg fulgte i mit feltarbejde, stod i denne grænsedragning hver dag. Selvom de kendte og fulgte alle etiske retningslinjer, rejste forskningen stadig en række spørgsmål og dilemmaer om omsorg for både gris og menneske. 

Problemstillingen om det menneskelige og om at være person har jeg arbejdet konkret med i mit Semper Ardens-projekt MeInWe, som anlægger et samfundsvidenskabeligt blik på de etiske dilemmaer ved den stigende brug af personlig medicin, som vinder frem på baggrund af nye landvindinger inden for genetikken.

Når jeg ser tilbage på mit liv i forskningen, er jeg meget taknemmelig for de fantastiske samarbejder, som jeg har haft med kolleger på projekter støttet af blandt andre Det Frie Forskningsråd og Carlsbergfondet. Jeg er også meget glad for, at det er lykkedes at skaffe forskningsmidler til det, vi har ønsket at undersøge.

At gå fra et Sapere Aude-projekt fra Det Frie Forskningsråd, hvor vi var fem forskere, til nu at være omkring 10 forskere på Semper Ardens-projektet, har kunnet løfte vores indsats helt enormt. Lige nu er vi repræsenteret ved mange forskellige fagligheder, og det giver de bedste muligheder for at bringe nye ideer i spil og sætte nye initiativer i søen.

Der er ingen tvivl om, at de store bevillinger generelt har enorm stor betydning for os forskere - hvad vi kan gøre, og hvordan vi kan gøre det. Den største fornøjelse i mit arbejdsliv er uden tvivl at arbejde sammen med andre. Og de her store bevillinger gør det muligt at ansætte yngre forskere og etablere spændende forskerkollektiver.  

Man lærer virkelig i praksis, hvordan viden opstår i et fællesskab, hvor der bådes stilles, diskuteres og besvares spørgsmål. Også mine mange internationale relationer har været med til at skabe den, jeg nu er som forsker. Her er det også værd at nævne, at det at bevæge sig henover forskellige disciplinære grænser - som vi ofte gør, når vi studerer grænser for liv – også har involveret lærerige diskussioner af, hvad der overhovedet tæller som viden.

Det største, jeg har oplevet rent forskningsmæssigt, har været at bevæge mig mellem så forskellige former for liv som befrugtede æg i hvide plastikrør og grise i kuvøser til spædbørn på størrelse med en hånd og personer med demens uden tale- og bevægefunktion. At have fået muligheden for at undersøge hvordan så forskellige liv bliver skabt, opretholdt eller opløst har været en stor gave. Det er meget nyt i antropologien at undersøge liv på tværs af arter, men det er netop, hvad vi har kunnet gøre med det blik på liv, som vi har anlagt. Vores forskning har da også fået stor international opmærksomhed.

Hvis der er noget, som jeg stadig gerne vil nå, er det at undersøge dilemmaet mellem på den ene side det entydige livsimperativ i sundhedsvæsenet og på den anden side kravet om mere bæredygtighed i verden. Lægevidenskaben - ikke mindst som den kommer til udtryk i de nye landvindinger inden for personlig medicin og forplantningsteknologi - handler jo om at skabe, forlænge og redde liv. Men rigtig mange af disse liv er - målt i CO₂ aftryk - kostbare liv.

Det er i det lys et paradoks, at det ikke diskuteres hvem og hvad, der skal holdes i live, og med hvilke konsekvenser for planetens tilstand og andre menneskers livsmuligheder andre steder i verden. Vi vil jo gerne mindske klimaaftrykket på alle mulige områder, men det clasher blandt andet med, at vi for enhver pris - især i det globale nord – skal leve så længe som muligt.

Indtil nu har sundhedsvæsenet haft et fuldstændigt uantastelig livsimperativ som sit udgangspunkt. Men jeg vil gerne udforske, hvordan spørgsmålet om planetens bæredygtighed ignoreres i et miljø fyldt med ellers højtuddannede mennesker med klimabevidsthed. Hvad er det, der sker, når den problematik ’gøres tavs’ og lukkes ude i sundhedsvæsenet?

Det vil kræve, at vi stiller nogle svære og radikale spørgsmål. For det er jo lettere at diskutere bæredygtighed, hvis vi nøjes med at diskutere, hvordan sundhedsvæsenet kan udlede mindre CO₂ fremfor at diskutere konsekvenserne af den lægevidenskabelige praksis. Her rammer vi jo for alvor noget, der både er meget centralt og meget ubehageligt at skulle diskutere. For hvad er vigtigst at tilgodese: en biologisk organisme eller planeten og dens økosystemer som helhed? Og hvilke kompromisser kalder dilemmaet på?