Månedens Forsker Gunvor Simonsen

Som studiet skred frem, endte jeg med at supplere med fag på historie. Undervejs opholdt jeg mig i både Tanzania og Nicaragua, og jeg læste i en længere periode på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem og lavede feltarbejde på både Vestbredden og i Gaza.

Jeg husker, hvordan jeg oplevede det som stressende at befinde mig i det meget politiserede landskab, som Israel også var dengang. Så jeg besluttede sammen med min kæreste at tage hjem til Danmark og skrive mit speciale. Jeg havde dog et stort ønske om stadig at beskæftige mig med verden uden for Danmark, gerne i et historisk perspektiv.

Så jeg kastede mig over dansk kolonihistorie, som senere voksede og blev til forskning i caribisk historie og den atlantiske verdens historie. Først gennem arkivarbejde, for jeg var så heldig at få et job på Rigsarkivet, hvor jeg var med til at nyregistrere de dansk-vestindiske samlinger.

Efter forsvaret fulgte en usikker periode med kortere ansættelser. Det lykkedes mig dog at få de to postdocstipendier, jeg søgte. Et af dem var et Marie Curie-stipendium til gennemførelse ved Oxford University, som jeg dog valgte at takke nej til, blandt andet fordi jeg og min mand netop var blevet forældre til en lille søn, som var blevet født alt for tidligt. 

Så jeg blev i Danmark og startede i et adjunktur på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, hvor jeg senere - i 2015 - skulle blive ansat som lektor. 

Her begyndte jeg blandt andet at studere to euro-afrikaneres beretninger om deres liv i både Danmark og Vestafrika. Der var tale om Frederik Svane og Christian Protten, som blev født på Guldkysten - nutidens Ghana - i starten af 1700-tallet, og som var børn af højtstående kvinder fra ga-folket, en etnisk gruppe i Ghana, og danske købmænd og soldater. 

Med afsæt i selvbiografiske kilder kunne jeg følge, hvordan et liv her krævede, at man kunne navigere mellem afrikanisering og europæisering og var i stand til at skabe en hybrid identitet. Nogle gange indebar det en fuldstændig afvisning af afrikansk kultur, andre gange en genfortolkning eller fejring af de afrikanske rødder. Det var tydeligvis ikke en let øvelse.

Siden igangsatte jeg forskningsprojektet ’In the Same Sea: The Lesser Antilles as a Common World of Slavery and Freedom’.

Projektet, der er støttet af det Europæiske Forskningsråd med et såkaldt ’consolidator grant’, har gjort det muligt for mig at sammensætte et forskerhold med de mange sproglige og historiefaglige kompetencer, der kræves for at komme helt rundt om De Små Antiller - en øgruppe beliggende i den østlige del af Det Caribiske Hav, som var koloniseret af engelske, franske, hollandske, danske og svenske magter i perioden 1650 til 1850.

Jeg havde et ønske om at kaste nyt lys over særligt dynamikken mellem øerne og dermed anskue kulturen her i et mere helhedsorienteret perspektiv, end det hidtil havde været forsøgt.

Det havde jo været mest almindeligt at anskue og forstå Caribien gennem en imperial optik - altså at undersøge øerne hver for sig som afgrænsede enheder med forskellige kulturelle, juridiske og økonomiske karakteristika alt efter hvilken kolonimagt - om det var Danmark, Frankrig, England, Holland eller Sverige - der havde kontrollen.

Men jeg syntes, at der var behov for at se på, hvordan øerne var en sammenflettet enhed skabt af de korte forbindelser mellem dem. Dynamikken mellem dem kom blandt andet kom til udtryk i omfattende handel, fiskeri, fødevareudveksling, kanosejlads og anden social udveksling.

Jeg kunne også se i kilderne, at der var en livlig udveksling af slavegjorte flygtninge mellem øerne. Det var interessant, fordi det i historieforskningen har været en standardfortælling, at det var unge slavegjorte mænd, der flygtede ved i hemmelighed at tage hyre på oceangående skibe og forsvinde ud af Caribien eller til Nord- og Sydamerika.

Jeg så imidlertid, at flugten ofte foregik i grupper med deltagelse af kvinder, børn og ældre ved hjælp af små kanoer, som lå langs øernes kyster. Flugt var altså et fænomen, som langt flere slavegjorte end hidtil dokumenteret deltog i. Og folk flygtede ikke kun ud af Caribien for at opnå frihed, men også til andre øer, hvor forholdene måske blev anset for mere tålelige, eller hvor familie og bekendte kunne udgøre et sikkerhedsnet.

Dynamikken endte med at få politiske konsekvenser, da flygtninge fra franske øer i 1810’erne og 1820’erne begyndte at strømme til britiske Dominica. Koloniale embedsmænd stod først famlende over for, hvilken status de nyankomne fremmede skulle have, når de anløb britisk territorium. Det endte med udviklingen af en såkaldt ’free soil’-praksis efter devisen: ankom man til en britisk ø fra en ikke-britisk, blev man fri.

Der opstod hermed et nyt lokalt ’regelsæt’ som udløber af den store tilstrømning af slavegjorte mennesker, der stædigt og i stort tal bevægede sig på tværs af øerne. Og altså ikke som en udløber af, at en administration i en kolonimagts fjerne hovedstad havde truffet en beslutning. Det er et tydeligt eksempel på, at De Små Antiller i afgørende grad blev formet af forbindelser mellem øerne.

Parallelt med dette projekt var jeg begyndt at arbejde på projektet ’Mapping Freedom’, som vi stadig er i fuld gang med. Sammen med forskere fra Rigsarkivet og partnere på US Virgin Islands bygger vi en forskningsdatabase med information om befolkningens liv på øerne i årene 1841–1917.

Hertil benytter vi kilder som folketællinger, kirkebøger, passagerlister og den slags og knytter dem sammen på tværs. Hermed kan vi for første gang tegne livsforløb på tværs af registre og få bedre overblik over menneskers livsbetingelser og muligheder under og efter slaveriet.

Databasen kan bruges til slægtsforskning og særligt til demografisk og social historie. Jeg kommer selv til at bruge den til at skabe et fundament for yderligere undersøgelser af livet i og omkring havnebyen Charlotte Amalie på Sankt Thomas. 

Med digitaliserede samlinger og tværgående læsninger kan vi også bedre vriste flere stemmer ud af kilderne, der jo primært har været skrevet af magthaverne og fra magtens perspektiv, hvilket er en grundlæggende udfordring, når man ønsker at forstå Caribien i 1700- og 1800-tallet. 

Når jeg i dag ser tilbage på mit forskerliv, føler jeg mig meget privilegeret over at have fået mulighed for at bruge det på at undersøge historien. Mine forskningsgrupper har ikke altid været lige store – de har svinget fra fire til otte personer, hvilket vist er meget normalt inden for humaniora. Men generelt har jeg kunnet sætte den forskning i gang, som jeg har brændt for.

Det har altid drevet mig at forstå, hvordan mennesker i de atlantiske slavesamfund fandt måder at leve og flytte sig på, trods de barske vilkår. Her har jeg måttet ty til andre kilder end magthavernes optegnelser, men det har passet mig fint, for jeg blev historiker for at skrive netop de historier, der ligger i omegnen af det individuelle og det personlige.

I dag drømmer jeg om at forstå kolonisamfundenes sociale økologi bedre: Hvordan så slaveri og frihed konkret ud i et knudepunkt som Charlotte Amalie, hvor alt konstant var i bevægelse? Hvem kom ind, hvem rejste ud, og hvordan ændrede opfattelsen af køn, familie, arbejde og ret sig i en by med slaveri?

Jeg vil også gerne udvide ’ø mellem ø’-perspektivet til hele Caribien, så også Cuba de andre Store Antiller bliver inddraget i undersøgelserne. Det vil give mulighed for at kaste endnu mere lys over, hvordan nære forbindelser ændrede både politik, ret og hverdagsøkonomi på tværs af imperiale grænser.

Personligt har jeg lært, at min egen faglige ro og trivsel kommer af at være tæt på kildematerialet og at være i gode samarbejder. Jeg trives, når jeg kan bygge bro mellem arkiver i London, Paris, Haag, København og Charlotte Amalie. Og mellem forskere, arkivarer, programmører og efterkommerne, der bærer historien i kroppen.

Jeg trives med projekter, der både kan noget akademisk og noget borgervendt. Sådan som ’Mapping Freedom’, der gør det lettere at finde forfædre i kilderne – og sværere at reducere deres liv til en kolonial fodnote.