Musikpioneren Hortense Panum får ny biografi

Forfatter og magister i musikvidenskab Lisbeth Ahlgren Jensen belyser i ny biografi Hortense Panums skæbne på baggrund af den rivende udvikling, som musikvidenskaben gennemgik i hendes levetid. Biografien sætter samtidig fokus på hendes vanskeligheder som foregangskvinde inden for et nyt fagligt felt og i samfundet som helhed.

Under sine foredragsrejser om musikhistoriske emner, som ofte var akkompagneret af lokale eller medbragte musikere, tiltrak Hortense Panum sig et stort publikum. Men hun var også kendt for at være den første til at skrive en dansk fremstilling af den ældre musiks historie. Endvidere satte hun sit aftryk gennem en enorm mængde faglige artikler til datidens Musikhistorisk Lexikon, der udkom i flere oplag. Med sin naturvidenskabeligt inspirerede tilgang til sit forskningsfelt anviste hun nye veje til inspiration for andre.

Afhandling om vestlige instrumenters rødder i Mellemøsten

Som privat lærer i klaver- og musikteori havde Hortense Panum også et stærkt engagement i musiklærernes vanskelige vilkår, og i 1897 tog hun sammen med kolleger initiativ til at stifte Musikpædagogisk Forening. Hendes vigtigste arbejde blev en afhandling om middelalderens strengeinstrumenter, der blev oversat til engelsk og fortsat citeres i vidt omfang. Afhandlingen påviser forløberne for de instrumenter, der blev de bærende i den vestlige verdens orkester- og kammermusik.

Hun søgte endvidere at sætte centrale vestlige musikinstrumenter som guitar, lut, violin og klaver ind i en global sammenhæng ved at dokumentere deres rødder i Mellemøsten. Eksempelvis viste hun hvilke forandringer, instrumenterne havde undergået som følge af ændrede tekniske muligheder, materialer og klangidealer.

Endelig formåede hun at punktere en i samtiden udbredt forestilling om, at trekantharpen skulle være bragt til de britiske øer af skandinaviske vikinger.

Ingen arvtager

Til trods for, at Hortense Panum som en af kun få kvinder blev omtalt i første udgave af Kraks Blaa Bog fra 1910, blev hun hurtigt efter sin død i 1933 henvist til glemmebogen. Hendes instrumentforskning fik ingen direkte arvtagere i Danmark, da ingen af de fremstormende unge mænd, der grundlagde det akademiske musikstudium, videreførte hendes originale instrumentforskning eller hendes bredt anlagte kulturformidling.

Sammenlignet med andre kvinder fra slutningen af 1800-tallet, der søgte at gøre akademisk karriere, var Hortense Panums skæbne imidlertid ikke enestående. Som andre måtte hun trodse de snævre rammer, der var lagt ud for kvinders tilværelse. Det gælder organisatoriske begavelser som skolelederen Nathalie Zahle (som Panum gik i skole hos), fagforeningsstifteren og forfatteren Emma Gad (som hun samarbejdede med), og videnskabeligt skolede kvinder som historikerne Anna Hude og Ellen Jørgensen, filologen Lis Jacobsen eller seismologen Inge Lehmann.

Glemt i Danmark, men ikke i udlandet

Internationalt er hun dog aldrig blevet glemt. Hendes hovedværk var Middelalderens Strengeinstrumenter og deres Forløbere i Oldtiden, bd. 1-3 udgivet i 1915-31, der på en bevilling fra Carlsbergfondet blev illustreret med instrumentfoto- og tegninger. Værket blev digitaliseret i 2019 og anvendes stadig som referenceværk i forbindelse med specialstudier af en lang række strengeinstrumenter.

Hortense Panums betydeligste indsats var i det hele taget at fastslå den historiske sammenhæng mellem strengeinstrumenter som harper og lyrer, der var udbredt i det mellemøstlige område i antikken, samt de musikinstrumenter, der kom i anvendelse i Nordvesteuropa fra det 8. århundrede, og som udgør forløberne for nutidens strengeinstrumenter. Hun afviste hermed, at strengeinstrumenter kunne være opstået to forskellige steder i verden på forskellige tidspunkter ved en tilfældighed.