Networking på landstedet
Sølyst, 1824. Foto: Det Kgl. Bibliotek
I sommermånederne længes mange byboere efter at tage væk fra byen og ud i det grønne. Det gjaldt også eliten under enevælden, der i stor stil rykkede ud på deres landsteder tæt på storbyen – dog ikke kun for at feriere og have det rart. Postdoc Kristine Dyrmann undersøger i en nylig publiceret videnskabelig artikel elitens brug af landstederne og den rolle, de spillede for tidens mere uformelle politiske interessevaretagelse og kvinders muligheder for at komme til orde og blive hørt.
I udkanten af flere europæiske hovedstæder lå engang elitens landsteder – en slags mellemting mellem en herregård og et bypalæ. De kaldtes maisons de plaisance, suburban villas, lantställen - alt efter hvilket land, de lå i.
Fænomenet landsted trækker tråde helt tilbage til de romerske senatorer, der havde landsteder i Campania uden for Rom. Men især fra 1700-tallet og frem skød landstedet frem i områder omkring hovedstæder som Paris, London, Stockholm og København. Ved København lå landstederne nord for hovedstaden, ved Klampenborg ud mod Øresund og på kanten af Dyrehaven ind mod Furesøen.
Landstederne fungerede som en sekundær bolig, de var alene forbeholdt eliten og kunne minde om vore dages sommerhuse. Men hvad blev landstederne mere konkret brugt til?
Det kaster historiker og postdoc ved University of Oxford Kristine Dyrmann nyt lys over i en nyligt udkommet videnskabelig artikel “The Court in the Countryside: Privacy and Political Sociability in the Suburban Villas of Copenhagen’s Late Eighteenth-Century Court Elite”, som er blevet til på baggrund af forskning støttet af Carlsbergfondet.
Landstedet som netværkscirkel
I artiklen, der er publiceret i tidsskriftet The Court Historian, undersøger hun blandt andet, hvorfor elitens medlemmer om sommeren flyttede ud af deres bolig i hovedstaden for blot at bo i nærheden af de samme mennesker, som man omgikkes og boede tæt på i byen. Lagde man virkelig de politiske interesser væk og tog på en slags sommerferie? Eller blev sceneskiftet til de grønnere og mere afslappede omgivelser brugt til politisk networking og konsolidering af samfundspositioner?
”Der herskede dengang som nu en idé om, at man tog ud på landet og væk fra byen for at slappe af. Men det interessante er, at den øverste elite ikke altid tog retur til deres herregårde i Jylland, hvad der jo også var en mulighed. De blev i nærheden af hovedstaden, men tog på landet – ud til deres landsteder – når kalenderen ramte udgangen af april og begyndelsen af maj. De valgte altså at blive i deres politiske netværk, men i mere uformelle sammenhænge på landstedet,” fortæller Kristine Dyrmann, der har gransket en brevkorrespondance mellem Sybille Reventlow, Charlotte Schimmelmann og Louise Stolberg, som var en del af den absolutte elite i årene fra 1784 til afslutningen på Napoleonskrigene i 1814-15.
De tre kvinders breve strækker sig over årtier og tusindvis af sider, og de giver et helt unikt indblik i, hvordan det politiske liv formede sig, hvordan tidens politiske netværk tog sig ud, og ikke mindst i de handlerum, som kvinderne havde for at deltage i samtaler, samle informationer og skabe netværk.
Brev fra Charlotte Schimmelmann til Louise Stolberg, 12. maj 1793. Foto: Kristine Dyrmann
Finansminister, medlem af Statsrådet og af flere kommissioner, Ernst Schimmelmann (1747-1831), og hans hustru Charlotte Schimmelmann, født Schubart (1756-1816), havde deres primære boliger i et palæ i Frederiksstaden i København og på landstedet Sølyst uden for hovedstaden. Schimmelmann-parret var en del af landets politiske og økonomiske elite, med en rigdom der blandt andet stammede fra vestindiske plantager, godser i Himmerland og Holsten og tidlig industri. Foto: Wikimedia Commons
Sølyst, 1824. Foto: Det Kgl. Bibliotek
Brev fra Charlotte Schimmelmann til Louise Stolberg, 12. maj 1793. Foto: Kristine Dyrmann
Finansminister, medlem af Statsrådet og af flere kommissioner, Ernst Schimmelmann (1747-1831), og hans hustru Charlotte Schimmelmann, født Schubart (1756-1816), havde deres primære boliger i et palæ i Frederiksstaden i København og på landstedet Sølyst uden for hovedstaden. Schimmelmann-parret var en del af landets politiske og økonomiske elite, med en rigdom der blandt andet stammede fra vestindiske plantager, godser i Himmerland og Holsten og tidlig industri. Foto: Wikimedia Commons
Sølyst, 1824. Foto: Det Kgl. Bibliotek
Indflydelse over en picnic
Diplomater, ministre, ja selv medlemmer af kongefamilien, flyttede i stor stil ud af centrum til bæltet mellem Klampenborg og Dyrehaven, hvor mange af villaerne, der dengang blev brugt som landsteder, stadig ligger. Når man mødtes, var det ofte over en picnic eller en jagt.
”Meget tyder på, at eliten brugte den afslappede og mere intime atmosfære på landstedet til at styrke relationer til de formelle forbindelser, som de plejede i byen, herunder relationer til medlemmer af hoffet og kongefamilien. Landstedet var også egnet til repræsentation over for udenlandske diplomater. Ved at more sig sammen i andre sammenhænge end eksempelvis ved hoffet, kunne båndene mellem ministre og enevældig kongemagt styrkes. Landstedets mere intime rum gav også mulighed for at skabe og forhandle alliancer. Det kunne ske væk fra hoffets øjne, eller man kunne ligefrem invitere medlemmer af hoffet for at vise, hvor afslappet og venskabeligt man kunne omgås en person som kronprinsen” forklarer Kristine Dyrmann og tilføjer:
”På den måde skabte landstedet et rum, hvor grænserne var lidt mere flydende, og man kunne teste holdninger, måske lufte noget kritik eller eksempelvis synge en revolutionær sang – noget, som ikke ville være acceptabelt i en mere formel sammenhæng ved hoffet.”
For både kvinder og mænd
Selskabeligheden på landet kunne både være rettet mod udenrigspolitiske og indenrigspolitiske interesser. Udenrigspolitikken blev for eksempel plejet under frokoster eller jagtselskaber med udenlandske diplomater. Eller der kunne foregå uformelle forhandlinger på den hjemlige politiske bane. Som når den tidligere magthaver ved hoffet, enkedronningen, kom på besøg på finansministerens og hans kones landsted Sølyst for at styrke sit forhold til en af de nærmeste rådgivere for den regerende kronprins.
En anden vigtig forskel på landstedet og byens formelle rammer var, at kvinderne havde taletid og indgik i diskussionerne - i modsætning til i byen, hvor kvinderne oftest var udelukket fra de politiske fora, da de jo ikke kunne besidde nogen formel, politisk magt.
”Landstederne har givet kvinderne mulighed for at deltage i og påvirke de politiske diskussioner, danne alliancer og skabe relationer, selvom de formelt set var udelukket fra magten,” siger Kristine Dyrmann, der kom på sporet af landstedernes politiske betydning i forbindelse med sin ph.d.-afhandling Salondiplomati og politisk selskabelighed om en gruppe kvinder fra 1700-tallets absolutte elite i den enevældige, dansk-norske stat.
”Vi kan bruge kilderne om, hvordan eliten brugte de her landsteder, til at få en bedre forståelse af, hvordan datidens politik også blev formet. At relationer og samtaler, som foregik uden for de formelle sammenhænge og rammer, kan have spillet en rolle for den politik, som foregik under mere formelle former ved hoffet, i Statsrådet, i kancellier og i kommissioner. Netop ved at inddrage kilderne til elitens forkærlighed for landstedet får vi et større indblik i, hvordan politik blev praktiseret og forhandlet i en enevældig sammenhæng, hvor der ikke var et parlament,” siger Kristine Dyrmann.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.