Ny bog: Danmark spillede en større rolle for Estlands udvikling end hidtil antaget

Igennem mange år er den danske erobring af det nordlige Estland og den efterfølgende besiddelse af landet blevet noget stedmoderligt behandlet i historieskrivningen. Det forsøger en ny bog Danish-Estonian relations in the Middle Ages udgivet i serien ’Studies from The Museum of National History’ nu at gøre op med.

Bogen, der er skrevet af ph.d. i historie Stefan Pajung og ph.d. i historie Mihkel Mäesalu, behandler en lang række historiske begivenheder, som har haft betydning for Danmarks og Estlands fælles historie. Det gælder blandt andet landenes forhold til de omkringliggende magter, kirkens rolle, kongens forhold til sine estiske undersåtter, det store estiske oprør i 1343, salget af Estland i 1346 og ikke mindst gentagne danske forsøg på i de efterfølgende århundreder at genvinde det tabte land.

”Den danske erobring af det nordlige Estland fandt sted i 1219. Den skete ikke som en pludselig indskydelse, men var velovervejet og en del af en længere udvikling, som havde været i gang i over 50 år,” forklarer bogens ene forfatter, Stefan Pajung, der er tilknyttet Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Behov for nye fortolkninger af Danmarks rolle 

I bogen forsøger forfatterne overordnet at nuancere den eksisterende opfattelse af den fælles dansk-estiske historie. At der har været behov for det, skyldes ikke mindst, at historikere i mange år har godtaget de fortolkninger, som nationalistiske tysksindede forskere i 1800-tallet fremførte. 

Disse har blandt andet indebåret en opfattelse af, at danskerne reelt ikke spillede nogen rolle for området i årene efter erobringen, og at Estland først blomstrede op, da Den Tyske Orden overtog landet efter 1346.

”Vi har i vores bog søgt at rykke lidt ved disse fortolkninger. For vi finder tydelig dokumentation for, at den danske konge, hans statholdere og hans biskopper var fuldgyldige og respekterede medspillere i regionen. Både når det gjaldt om at fastholde Estland i den kristne kultursfære efter erobringen fra 1219 og frem til 1346, men også i forhold til at begrænse truslen fra både de hedenske folkeslag i området og de russiske fyrster mod øst til et minimum. Dette skete enten gennem diplomati eller med våbenmagt,” siger Stefan Pajung. Han tilføjer:

”Den danske administration af Dansk Estland var veludviklet, og man udbyggede byer og klostre i den danske periode mellem 1219 til 1346. Man stod i levende kontakt med den danske kongemagt og udviklingen i hjemlandet, men den danske konges statholdere og vasaller formåede efterhånden at klare mindre problemer og uoverensstemmelser på egen hånd. Kun når man ville have større ændringer gennemført eller alvorlige problemer løst, henvendte man sig til den danske konge, der havde det sidste ord.”