På arkæologisk sporjagt i nedlagte lossepladser og øde fabrikshaller

Fra toppen af de tre bakker i naturområdet Amager Fælled ses Københavns spir og højhuse i horisonten i alle retninger fra Christiansborg til hotellet Bella Sky.

Men zoomer man tættere ind på det store grønne område, er her for det trænede øje mere subtile spor af mennesker og deres aktiviteter i den umiddelbare overflade. Det er et landskab med lag på lag af fortællinger fra Christian 4.’s tid og frem til nutiden. 

Lag, som arkæolog og lektor på Københavns Universitet Tim Flohr Sørensen er i gang med at udforske med fokus på at få mere viden om stedets brug og betydning i den nære fortid – også betegnet som den antropocæne periode.

“Amager Fælled har været militært skydeterræn i århundreder, losseplads med et kemikaliehul, fælles græsningsareal for kvæg, ’sigøjnerlejr’ og henrettelsesplads. De arkæologiske spor bryder frem overalt, og i de mere øde områder skyder nye plantearter op og undslipper det kontrollerede,” fortæller Tim Flohr Sørensen.

Og der er nok at gå i lag med. For i takt med industrisamfundet og masseproduktionens fremkomst fra 1800-tallet og frem fylder efterladenskaber og ruinerne af alt fra fabriksanlæg til minebyer, shoppingcentre, gamle fly, forladte landsbyer og skrald en større og større del af det fælles landskab på kloden.

Samtidsruinernes arkæologiske udfordringer

I den arkæologiske udforskning af det antropocæne landskab er der imidlertid flere udfordringer i forhold til metode.

Traditionelt fokuserer arkæologer på en anden type og meget ældre ruiner tilbage fra oldtiden, for eksempel det minoiske palads på Knossos, Kreta, de egyptiske pyramider og de senere bronzealdergravhøje samt vikingeborge og -skibe. Ruiner, som vidner om tidligere tiders magtfulde befolkninger og kulturer, og som gemmer på gåder, der skal graves frem og afsløres, afkodes og fortolkes.

Ved at granske de udgravede genstande og materielle fragmenter har man tilstræbt at sammenstykke en “sandhed” om datidens menneskers liv og udvikling. Sideløbende har naturvidenskabelige metoder vundet stort indpas i arkæologien, og de er med til at understøtte – og nogle gange endda definere – denne sandhed.

Nyere tids ruiner og dynger af tilfældigt anbragte efterladenskaber kalder imidlertid ikke på afsløring af en for længst forsvunden kultur. De rummer i stedet et væld af andre slags fortællinger om forholdet mellem forskellige former for liv.

Og selvom arkæologer primært i udlandet især i de seneste 20 år har udviklet samtidsarkæologien som et felt, der kan frembringe data og analyser af levnene efter vores nære fortid, er det andre metodiske udfordringer og udviklinger, der optager Tim Flohr Sørensen.

Som han ser det, kan den aktuelle naturvidenskabelige dominans i arkæologien nemt tilsidesætte den kroniske usikkerhed, der nu engang ligger i et fag, der i bogstavelig forstand beskæftiger sig med brudstykker og forsvindinger. Forhold, som også gør sig gældende i studiet af samtiden.

I hans optik er fragmenterne og forsvindingerne ikke nødvendigvis et problem, der skal løses, hvis man ser arkæologiske levn som ’spor’ i stedet for ’vidnesbyrd’.

Hvor vidnesbyrd anses for at repræsentere faktuelle oplysninger om fortiden, der kan være sande eller forkerte, åbner der sig en anderledes verden, hvis man anskuer arkæologiske levn som spor. Hermed vil man i højere grad kunne fokusere på sporenes virkninger i samtiden, deres æstetik og deres destinationer. En metodisk tilgang, som Tim Flohr Sørensen udfolder i sin kommende monografi med arbejdstitlen ”Traces: A new approach to archaeological knowledge”.

Feltarbejde på forladt glasværk

Fra 2016 til 2019 gik Tim Flohr Sørensen på jagt efter spor på det forladte Holmegaard Glasværk ved Næstved, der åbnede i 1825 og gik konkurs og lukkede i 2008. Et projekt han gennemførte sammen med arkæolog og forsker ved Museum Sydøstdanmark Anna S. Beck, som betragtede glasværket i lyset af finanskrisen.

Siden lukningen havde det kæmpestore anlæg på 15.000 kvadratmeter gennemlevet flere tilløb til nye funktioner, som dog alle var kuldsejlet. Først i 2020 genåbnede det som Holmegaard Værk, et museum under Museum Sydøstdanmark.

I den mellemliggende periode var glasværket imidlertid blev indtaget og benyttet af forskellige mennesker.

“Nogle har brugt stedet til at spille rollespil, nogle unge har hængt ud her, fordi de kedede sig, andre igen har udøvet hærværk. For nogle har det været et slags refugium, et frirum, og for andre igen et sted at være opdagelsesrejsende i et ukendt og mystisk territorium,” fortæller Tim Flohr Sørensen.

Brugerne af stedet havde efterladt sig bunker af arkæologiske spor som værktøj og maskiner fra glaspusteriet, svensk-producerede juledekorationer, graffiti, en skål med cornflakes og endeløse mængder glasskår. 

Ved en mere konventionel arkæologisk udgravning ville man registrere stedet, fotografere kulturhistoriske genstande og anlæg og sikre, at det ikke blev forstyrret, før det var dokumenteret.

Men en samtidsarkæologisk lokalitet er konstant under forandring. Ting forsvinder, og nye kommer til, også dyr og planter, som bliver en del af stedet. Så hvordan indfanger og forstår man en dynamisk arkæologisk lokalitet med indbygget foranderlighed og en overflod af løsøre?

Fotografi, æstetik og arkæologisk forundring

Tim Flohr Sørensen arbejder med fotografiet som den primære metode til at indfange disse dynamikker. Han eksperimenterer for eksempel med subjektive og kaleidoskopiske tilgange til at skildre arkæologiske levn. 

I et essay om Holmegaard Glasværk illustrerer han og Anna S. Beck metoden med billeder taget af otte arkæologistuderende af den samme genstand: et bord med små bunker af farvestoffer i sort, gul og rød. Billederne ligner hinanden, men der er alligevel forskel i beskæring og nærhed, som sammenstillet kan vise nye mønstre og fortolkninger af situationen.

Denne form for fotografi flytter det arkæologiske blik fra ren dokumentation af objekter til at integrere observatør, medie og formidling. Noget, som potentielt kan skabe en tættere og mere sanselig, kreativ interaktion med de arkæologiske fund, argumenterer han.

Tim Flohr Sørensen bruger også en mere æstetisk tilgang med velredigerede fotos af detaljer i forladte bygninger.

”Et foto af en lillebitte plante, der vokser i en mørk ventilationsskakt på et gammelt fæstningsværk, kan nærmest ligne en stjerne og halvmåne langt ude i himmelrummet. Det, fotoet kan, ud over at dokumentere arkæologiske levn, er også at åbne for den dragende følelse af fremmedgjorthed i et meget velkendt miljø”, siger Tim Flohr Sørensen.

Den kraftfulde følelse af forundring, at befinde sig i en tilstand mellem forvirring og fortryllelse, kan både inspirere og give adgang til en bestemt faglig problemstilling.

“Intet blik er neutralt eller objektivt. Ved at anlægge et æstetisk perspektiv kan man gøre det tydeligt, at der er tale om et subjektivt møde med den arkæologiske kontekst – eller det arkæologiske værk, om man vil. Det er samtidig en invitation til beskueren om at møde værket med sin egen forundring og åbne for nye møder med sporene,” understreger Tim Flohr Sørensen.

Jagten på en molekylær sandhed

At leve med store videnhuller, uklarheder og usikkerheder har været en indbygget del af arkæologien siden fagets fødsel i 1800-tallet. For nogle en kompromitterende del.

Forjættende romerske potteskår eller arabiske sølvmønter fundet på en jysk mark er fantastiske i deres egen ret. Vi får dog sjældent den fulde historie om, hvem det var, der placerede dem der i sin tid. Og måske det dengang ikke engang var en mark.

Arkæologer har alle dage arbejdet sammen med fagfolk fra andre discipliner i naturvidenskaben som botanik og geologi. Det kan for eksempel give god mening at analysere rester fundet på bunden af et ølkar fra Mesopotamien. Der kan herved sættes navn på eksempelvis ingredienser, typisk byg, hvede, enebær, fennikel, kardemomme og koriander.

I dag tordner naturvidenskaben da også for alvor frem i arkæologien. Den rækker i bogstaveligste forstand fra himmelrummet til molekylært niveau. Satellitbilleder kan afsløre konturerne af gamle mayapyramider i Guatemalas tætte skove. Sofistikerede prøver kan takket være gensekventeringsteknik vise, hvad Tollundmanden spiste som sit sidste måltid for 2300 år siden: byg, hørfrø, vilde urter og lidt fisk. Og analyser af tandsten kan fortælle om blandt andet kost og proteiner.

Som Tim Flohr Sørensen understreger, er det alt sammen fascinerende resultater, men tendensen til at bruge naturvidenskabelig metode i arkæologien har også en slagside. 

“Vi er i dag så opsatte på, at arkæologiske levn skal give et sandt og faktuelt billede af fortiden. Jeg foreslår, at vi ikke kun ser på rekonstruktion, men også på sporenes fragmentation som noget lige så væsentligt og faktisk et mere realistisk bud på arkæologiens virkelighed. Der er altid noget, der mangler, og det er disse tomrum, der betyder, at vi aldrig bliver færdige med de arkæologiske spor. Og det er godt,” siger Tim Flohr Sørensen.

“Mange kolleger reagerer typisk på arkæologiens tomrum med ærgrelse eller med bestræbelser på at kompensere for uklarheden med mere data. Men sporenes uklarheder kan give plads til nye historier ved at være et æstetisk frem for et faktuelt møde. Jeg plejer at sige, at arkæologien skal have lige så meget forundringskraft som forklaringskraft, fordi det netop er det ukendte og ikke mindst det at søge, der er det magiske ved arkæologien,” tilføjer han.

Amager Fælled - murbrokker og nattergale

Set på afstand kan Amager Fælleds tre bakker minde om de statelige bronzealderhøje, som findes så mange steder i Danmark, typisk anlagt med udsigt over vand. Men højene her er skabt i 2001 og består af murbrokker fra København - og er som sådan en ruin. En frodig bestand af den mere sjældne plante langklaset vikke har slået rod her i den næringsfattige jord og sætter flotte lilla blomster.

Andre murbrokker og rester er her også rigeligt af. En større del af det nuværende Amager Fælled blev skabt efter Anden Verdenskrig ved at fylde det dengang lavvandede område med gammelt byggeaffald og skrald.

Det gamle strandengsområde går måske helt tilbage til stenalderen og skulle på et tidspunkt bebygges. Lokale bønder lod deres kvæg græsse her frem til 1920’erne. På sommeraftener synger adskillige nattergale nu fra de tætte krat akkompagneret af det kolossale frøkor fra Grønjordssøen tilsat trafikal susen fra Ørestads Boulevard. Et menneskeformet landskab under konstant forhandling og forandring med rige arkæologiske spor, som Tim Flohr Sørensen vil fortsætte jagten på i de kommende måneder.

Videnskabshistorier er produceret af Videnskab.dk for Carlsbergfondet.