Tabt kulturarv kan nu opgøres på samme måde som biologiske arter
Norsk 1200-talshåndskrift med franske historier om høvisk kærlighed, som blev brugt som afstivning i en islandsk bispehue fra 1500-tallet. Fundet på Island i starten af 1700-tallet. København, Den Arnamagnæanske Samling, AM 666b 4to. Foto: Suzanne Reitz
En statistisk model, som biologer bruger til at estimere antallet af dyre- og plantearter i et område, kan også bruges på kulturarvsgenstande. Det viser et nyt studie, der med støtte fra Carlsbergfondet netop er offentliggjort i tidsskriftet SCIENCE. Ved hjælp af modellen kan forskerne blandt andet fastslå, at cirka 68 procent af middelalderens fortællinger om riddere og helte er bevaret.
Hvis biologer vil vide, hvor mange fuglearter der lever et bestemt sted, går de ikke bare ud og tæller alle fuglene. I stedet bruger de statistiske modeller, som med udgangspunkt i observationer i et afgrænset område kan give et pålideligt skøn af fuglebestanden.
Nu konkluderer et hold forskere med deltagelse af blandt andre postdoc, ph.d. Katarzyna Anna Kapitan (University of Oxford) og professor, dr.phil. Matthew Driscoll (Københavns Universitet), der begge forsker i oldnordisk litteratur med støtte fra Carlsbergfondet, at metoden også kan anvendes på den europæiske middelalderlitteratur.
I artiklen ”Forgotten Books: The Application of Unseen Species Models to the Survival of Culture”, der netop er offentliggjort i det højt ansete tidsskrift SCIENCE, sammenligner forskerne overlevelsesrater for litterære fortællinger om riddere og helte fra de seks sprogområder islandsk, irsk, engelsk, hollandsk, fransk og tysk i middelalderen. Og de konkluderer, at gennemsnitligt 68 procent af fortællingerne har overlevet frem til i dag.
Kun 9 procent af håndskrifterne er bevaret
Samtidig kan forskerne dokumentere, at der ikke er så mange eksemplarer tilbage af de enkelte fortællinger. Faktisk er kun 9 procent af eksemplarerne - eller håndskrifterne - bevaret. Forskerne konkluderer også, at der er meget store forskelle på de enkelte sprogområders evne til at bevare deres litterære kulturarv.
Modellen Chao1
Modellen, som forskerne bruger til at opgøre antallet af middelalderlige fortællinger og de håndskrifter, de blev nedskrevet i, er udviklet af den taiwanske biostatistiker Anne Chao, der også er medforfatter på artiklen i SCIENCE. Modellen går derfor under navnet Chao1. For at udregne, hvor mange fortællinger om riddere og helte, der kan have været på Island i middelalderen, sætter man de fortællinger, forskerne kender til, ind i en formel, hvor F1 er de fortællinger, der findes 1 håndskrift af, og F2 er de fortællinger, der findes i 2 håndskrifter. De to tal bruger man sammen med det totale antal overleverede fortællinger til at udregne F0 – det antal fortællinger, man ikke har observeret nogen eksemplarer af. Altså med andre ord dem, der er gået tabt.
Matthew Driscoll og Katarzyna Anna Kapitan har speciale i netop den islandske middelalderlitteratur, som nu tages under samme statistiske behandling som fugle og planter.
Forskerne kender i dag til godt 750 islandske håndskrifter fra middelalderen, som indeholder fortællinger om riddere og helte. Selvom man godt ved, at der må have eksisteret mange flere, har der været en tendens til at opfatte teksterne som udtryk for den samlede islandske middelalderlitteratur. Men det svarer til, at biologerne opgør antallet af en bestand ud fra, hvor mange fugle de kan tælle med det blotte øje, hævder forskerne. Og hermed risikerer man at undervurdere den litterære rigdom, der fandtes på den tid.
”Ved hjælp af den statistiske model nåede vi frem til, at knap 17 procent af den oprindelige islandske produktion af håndskrifter, som indeholdt ridderromaner og oldtidssagaer, har overlevet. Resten er altså gået tabt siden middelalderen, for eksempel under Københavns store brand i 1729. Vi får nærmest det modsatte tal for fortællinger. De fortællinger, vi kender i dag – for eksempel om Vølsungerne eller Tristan og Isolde – udgør cirka 77 procent af dem, der har eksisteret, mens cirka 23 procent altså kan formodes at være gået tabt”, forklarer Katarzyna Anna Kapitan.
VIDEO
Forgotten Books — Science (2022)
Studiet bekræfter tidligere undersøgelser
Selvom metoden har vist sig at være pålidelig til at antalsbestemme dyre- og plantearter, kunne man ikke direkte antage, at den ville være lige så god til optælling af kulturarvsgenstande.
Riddersagaer, oldtidssagaer og rímur
De islandske genrer, som er genstand for studiet i SCIENCE, er de såkaldte riddersagaer og oldtidssagaer, samt de lidt yngre rímur, dvs. værker på vers baseret på disse sagaer. Riddersagaer kaldes også for høviske sagaer. Nogle er oversatte prosafortællinger af franske versromaner. Et eksempel er Tristans saga, der fortæller den tragiske kærlighedshistorie om Tristan og Isolde. Men der findes også et stort antal originale riddersagaer forfattet på Island i lignende stil. Oldtidssagaer fortæller om forhistoriske nordiske helte og heltinder. Nogle af dem bygger på fælles europæisk sagnstof. Et eksempel er Völsunga saga, der beretter om kongeslægten Vølsungerne, heriblandt Sigurd Fafnersbane og Brynhilde.
Læs mere om de islandske håndskrifterMen ifølge Matthew Driscoll tyder tidligere undersøgelser på, at den rammer meget præcist:
”Skriverne, som kopierede fortællingerne i hånden, havde ikke for vane at notere hvor mange eksemplarer, de lavede af hver enkelt fortælling. Men der findes faktisk nogle tilfælde, for eksempel en skriver fra 1600-tallet, som siger, at den afskrift af en fortælling, han lige er blevet færdig med, er den 18. version, han har lavet. Vi kender kun til to andre af hans afskrifter i dag, og det vil sige, at der netop er 16,7 procent tilbage af de kopier eller håndskrifter, han oprindelig lavede. Det kan selvfølgelig være et tilfælde, men det er ikke desto mindre påfaldende, at det svarer nøjagtig til det tal, vi nåede frem til med den statistiske model. Pudsigt nok svarer de tal, vi får for overlevelsesprocenten af fortællinger, også mere eller mindre fuldstændigt til de tal, man er kommet frem til på basis af andre kilder.”
Øsamfund er bedre til at bevare gamle bøger
Inden for biologien er øsamfund særlige, fordi øernes økosystemer typisk har en større mangfoldighed af naturligt forekommende arter end økosystemer på fastlandet – også selv om øerne totalt set har færre arter. Meget tyder på, at øers større biologiske mangfoldighed også gælder kulturarvsgenstande:
”I studiet ser vi på middelalderlitteraturen i en række europæiske sprogsamfund. Og det er slående, at de to øsamfund Irland og Island ser ud til at have højere “evenness profiles”, hvilket vil sige, at distributionen af håndskrifter over fortællinger er højere end i de europæiske litterære traditioner fra fastlandet. På den måde kan man sige, at disse øsamfund har været bedre til at bevare diversiteten i deres kulturarv”, siger Katarzyna Anna Kapitan.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.