Til projektoversigt

Dorthe Berntsens forskning kredser om erindringens anatomi og betydning for vores evne til moralsk adfærd

Månedens Forsker #3 2024

Igennem mere end 25 år har Dorthe Berntsen bedrevet grundvidenskabelig forskning i, hvordan erindringer formes og bruges i menneskers personlige liv. I dag er hun i gang med et forskningsprojekt, der udforsker samspillet mellem erindring og vores evne til at leve moralsk og indgå i komplekse samfund.

Da jeg i 1988 begyndte at læse psykologi på Aarhus Universitet, var det slet ikke i mine tanker, at jeg skulle være forsker. Jeg havde faktisk meget lidt kendskab til grundforskning inden for psykologi. Men som studiet skred frem, blev jeg mere og mere optaget af grundforskningen, især samspillet mellem sprog og tænkning.

Jeg blev undervejs studentermedhjælp på et projekt om læsning og endte med at tage en magistergrad, som så ledte mig ind på forskervejen. Det flugtede godt med, at jeg hellere ville prøve at forstå verden frem for at hjælpe mennesker. Ikke fordi jeg ikke ville hjælpe mennesker, men jeg blev utrolig fascineret af al den viden, man kunne dykke ned i inden for psykologien som fag. 

Så jeg endte med at vælge den akademiske grundvidenskabelige gren af psykologien til, hvilket betød, at jeg aldrig blev praktiserende psykolog.

Det er jo stadig på mange måder en gåde, hvordan en oplevelse, som man har haft på et bestemt tidspunkt i sit liv, pludselig kan dukke op som erindring på et andet tidspunkt.

Igennem en stor del af studiet beskæftigede jeg mig særligt med sprogets betydning for, hvordan vi tænker og opfatter verden. Jeg var også meget interesseret i skønlitteratur, og jeg skrev adskillige opgaver om poetiske metaforer. Jeg udgav også selv flere romaner.

Kort efter, at jeg var blevet magister i 1993, gik jeg i gang med et ph.d.-forløb. Det var på det tidspunkt, at jeg kastede mig over erindring og selvbiografisk hukommelse, hvilket nok kom sig delvist af, at min mentor havde sagt til mig, at jeg altså skulle finde et mere stringent psykologisk emne, hvis jeg ville gøre mig forhåbninger om at få fingre i et af ph.d.-stipendierne.

Umiddelbart tænkte jeg dog, at det dér erindring og hukommelse måske var lidt kedeligt, men jeg opdagede hurtigt, at det var utroligt interessant. Der var ingen, der rigtigt havde undersøgt spontane erindringer grundvidenskabeligt. Så der var ikke meget viden om, hvorfor de dukker op, og om de vitterlig er et udslag af negative stressende erindringer, som man troede på det tidspunkt.


Jeg besluttede mig for at skrive ph.d. om emnet, og den dag i dag kan jeg sige, at jeg slet ikke er færdig med det! For det er jo stadig på mange måder en gåde, hvordan en oplevelse, som man har haft på et bestemt tidspunkt i sit liv, pludselig kan dukke op som erindring på et andet tidspunkt. Hvorfor huskes lige nu denne bestemte episode og denne begivenhed frem for andre? Hvad udløser det?

Da jeg mange år senere var blevet ansat på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og leder af et grundforskningscenter, var jeg heldig at få et samarbejde med nogle forskere på Max Planck Instituttet i Tyskland, hvor vi testede chimpanser og orangutanger for, om de var i stand til at opleve spontane erindringer om en situation i fortiden. Vi baserede vores metode på de indsigter, der var opstået gennem de mange studier, vi havde lavet med mennesker. I særdeleshed indsigten i, at distinkte ledetråde er vigtige for spontane erindringer.

I et af studierne fandt aberne foderpiller med en ny unik smag på et særligt gemmested i deres indelukke. Når vi op til næsten et år efter bragte aberne enkeltvis tilbage til samme indelukke, og de fandt en foderpille med denne unikke smag på gulvet, så kunne vi se, at de i mange tilfælde strøg op og ledte på det gamle gemmested.  Det viste sig altså, at de her menneskeaber var forbavsende dygtige til at erindre, selvom de kun havde oplevet en episode en enkelt gang.

De her menneskeaber var forbavsende dygtige til at erindre, selvom de kun havde oplevet en episode en enkelt gang.

Interessen for spontane erindringer bragte mig også ind i demensforskning, hvor vi har undersøgt hvordan man bedst kan stimulere erindringer hos mennesker med Alzheimer.  Hos demensramte er erindringer fra barndom og ungdom bedst bevaret, hvorfor det er vigtigt, at ledetrådene passer til den del af livet. Det førte til et samarbejde med museumsfolk for at finde frem til de rette ledetråde.

Vi har også undersøgt småbørns evne til spontant at huske et konkret besøg på universitetet, hvor de blev præsenteret for en ny leg eller et syngende tøjdyr. Det viser sig, at selv børn helt ned i 2-3 årsalderen ofte husker disse unikke begivenheder, når de bliver bragt tilbage til samme sted, mens de har meget svært ved at huske, når de målrettet bliver bedt om at hente erindringer frem ved direkte spørgsmål.

Jeg bliver ofte spurgt, hvad forskellen mellem hukommelse og erindring er. Hvis man skal sige det kort, så omfatter hukommelsen alt det, vi har lært og erfaret gennem livet. Eksempelvis al den viden, vi har, og de færdigheder, vi har lært - såsom at køre på cykel. Heroverfor er erindringer mere specifikke billeder om vores personlige liv, som vi husker det og genoplever det i bevidstheden. Der er mange måder at undersøge erindringer på, herunder gennem eksperimentelle studier, interviews, spørgeskemaundersøgelser og hjernescanning.

"Takket være udviklingen inden for hjernescanningsteknologien er vi også blevet meget klogere på, hvad der sker i hjernen under forskellige former for tankevirksomhed", fortæller Månedens Forsker Dorthe Berntsen.

Selv om vi er blevet klogere på, hvordan erindringer formes, er der stadig meget, vi ikke kan forklare. Vi ved for eksempel ikke, hvad selve grundlaget for det psykiske er. Vi ved naturligvis, at hjernen spiller en stor rolle, men ikke hvordan hjernen skaber mentale kvaliteter, herunder bevidste oplevelser.

For hvad er bevidsthed, og hvor kommer den fra? Det er et af psykologiens store ubesvarede spørgsmål. Men selv om vi endnu ikke har løst den store gåde, kan vi godt lave meningsfulde studier af isolerede problemstillinger. 

Det gælder nok for mange forskere, at vi er nødt til at arbejde inden for rammerne af en masse ubekendte, fordi der i næsten alle fag vil være grundlæggende spørgsmål, der er ubesvarede. Det er jo en del af det fascinerende ved forskning, at vi ikke har det fulde billede af den virkelighed, vi undersøger.

Interessen for spontane erindringer bragte mig også ind i demensforskning, hvor vi har undersøgt hvordan man bedst kan stimulere erindringer hos mennesker med Alzheimer.

I mit forskningsprojekt ‘Memory and morality: A new foundation for the scientific study of autobiographical memory’, som jeg startede sidste år, undersøger jeg og min forskergruppe samspillet mellem moral og erindring. Selv om man kan se moralrelateret adfærd såsom omsorg hos andre arter, er de fleste evolutionsforskere enige om, at menneskets moralitet er unik. Den er baseret på abstrakte normer, båret af kultur. 

Vi bedømmer både egne og andres handlinger ud fra samme normer, og vi udstrækker vores etiske adfærd til også at gælde fremmede. Alt sammen anses det for grundlaget for kompleks samarbejde og samfundsorganisering. Vi stoler eksempelvis på kasse-ekspedienten i supermarkedet, selv om vi ikke kender vedkommende. Hvis ikke vi var i stand til den form for adfærd, ville vores komplekse samfundsorganisering brase sammen.

Det er vores teori, at erindringer er en vigtig del af at kunne handle og forpligte sig moralsk og etisk. Erindringer må spille en central rolle, da man er nødt til at kunne huske, hvad man har lovet andre mennesker, for at kunne indgå i en social sammenhæng. Og man må kunne erindre, hvad man selv og andre har gjort for at kunne tilgive og have tillid til, at en bestemt person er til at stole på.

Paradoksalt nok er dette samspil mellem moral og erindring meget lidt belyst, fandt jeg ud af. Så vi er gået i gang med at undersøge, hvordan erindringer understøtter vores udfoldelse af moral og moralbaseret adfærd i dagligdagen. Samt hvordan erindringer understøtter vores moralidentitet på den lange bane.

Vi er gået i gang med at undersøge, hvordan erindringer understøtter vores udfoldelse af moral og moralbaseret adfærd i dagligdagen.

Det er meget, meget spændende, synes jeg. Vi gør brug af eksisterende forskning, der viser, at vi mennesker generelt altid primært vil huske de gode ting, vi har gjort, og i mindre grad erindre episoder, hvor vi måske var uretfærdige, kom til at skade et andet menneske eller sagde noget hårdt til nogen. 

Vi er tilbøjelige til over for os selv at bortforklare den type hændelser i tilbageblik. Man kan kalde det en forsvarsmekanisme, der får os til at huske vores egne handlinger som moralsk bedre, end de måske var. På den måde kan vi bevare et positivt syn på os selv.

Samtidig er det tydeligt, at der jo er meget forskel fra menneske til menneske på, hvor ”god” man er til at indgå i sociale sammenhænge. Er der sammenhæng mellem den enkeltes erindringsevne og vedkommendes evne til empati, for eksempel. Hvis man eksempelvis har psykopatiske træk, har man så en ringere evne til at erindre end andre? Eller vil en dårlig opvækst med mange påtrængende erindringer om svigt gøre det sværere at agere moralsk?


Når jeg ser tilbage på mit forskerliv, synes jeg, at jeg på mange måder har været heldig med, hvordan det har flasket sig. Jeg har jo været på Aarhus Universitet lige siden jeg var studerende og frem til i dag, hvor jeg nu er professor. Men heldigvis har jeg haft mulighed for sideløbende gennem godt tyve år at opholde mig meget på Duke University, som har givet mig kontakt til det nordamerikanske forskningsmiljø.

I dag kan jeg konstatere, at jeg har brugt størstedelen af mit arbejdsliv på at undersøge fænomenerne bevidsthed og erindring i forskellige afskygninger. Erindring er jo knyttet til fænomenet bevidsthed og dermed altså spørgsmålet om, hvordan vi overhovedet kan have en bevidst oplevelse af noget. Og ikke mindst af noget, der skete for længe siden. Erindring blev også det helt centrale forskningsemne for grundforskningscenteret ’CON AMORE’, som jeg var leder af mellem 2010 og 2019.

Der er generelt sket store ting inden for mit felt i de år, hvor jeg har været forsker. Fra at være et stort set ignoreret emne, da jeg startede som ph.d.-studerende i midten af 1990’erne, har selvbiografisk erindring i dag fået plads inden for rigtig mange områder af psykologien - ikke kun kognition, men også den kliniske psykologi samt udviklingspsykologien. I dag ved vi da også meget mere om, hvordan erindringer spiller ind i forhold til depression og angstlidelser.

Hvis man eksempelvis har psykopatiske træk, har man så en ringere evne til at erindre end andre? Eller vil en dårlig opvækst med mange påtrængende erindringer om svigt gøre det sværere at agere moralsk?

Takket være udviklingen inden for hjernescanningsteknologien er vi også blevet meget klogere på, hvad der sker i hjernen under forskellige former for tankevirksomhed. Siden slutningen af 1990'erne har det været muligt at lave såkaldte funktionelle hjernescanninger, der viser aktivitet i hjernen ved løsning af bestemte typer af kognitive opgaver.

Det er også fantastisk, at scanninger i dag kan vise den aktivitet, der finder sted i hjernen i forbindelse med fremkaldelse af forskellige typer af erindringer. For eksempel har man kunnet se, at når folk selv siger, de har klare forestillingsbilleder, så viser den visuelle del af hjernen også øget aktivitet under scanningen. Det har været med til at give forskningen i erindringer en højere høj grad af videnskabelig status.

Dorthe Berntsen modtog Carlsbergfondets Forskningspris i 2021 - læs portræt og se film