Da ekspeditionen i efteråret 1921 drog ud med skibet Søkongen, var målet at dokumentere livsformer, myter, redskaber og historie på tværs af hele det arktiske område – og vise, at inuitkulturen havde både geografisk variation og historisk kontinuitet.

Med sig havde han et lille hold forskere, heriblandt etnografen Kaj Birket-Smith (1893-1977) og arkæologen og kartografen Therkel Mathiassen (1892-1967). Hertil kom en del inughuit-frænder fra Nordvestgrønland, som alle bidrog til at holde stedet, fangsten, tøjet og maden i orden.

5. Thule-ekspedition forløb i to hovedfaser. Fra 1921 til 1923 havde ekspeditionen base på en lille ø i Hudsonbugten, som deltagerne kaldte Danske Øen. Herfra foretog de mindre rejser og havde længere ophold blandt lokalsamfund i det centrale Canada.

De levede på samme vilkår som befolkningerne og deltog ofte i dagliglivets rutiner. Denne form for tilstedeværelse og deltagelse var ikke et eventyr, men en metode: Kun gennem tid, deltagelse og tillid kunne man opnå indsigt i sociale strukturer, traditioner og viden.

Den anden fase var Rasmussens store slæderejse fra foråret 1923 til efteråret 1924. Sammen med de to grønlandske ekspeditionsdeltagere, Arnarulunnguaq (ca. 1896-1933) og Qâvigarssuaq Miteq (ca. 1899-1978), samt fotografen Leo Hansen (1888-1962), som stødte til senere, rejste Rasmussen med hundeslæde fra Hudsonbugten til Alaskas vestligste egne. Undervejs mødte de inuitbeslægtede grupper langs hele kysten, indsamlede sprog, fortællinger og myter og dokumenterede livet undervejs.

Ved hjemkomsten kunne Rasmussen konstatere en klar kulturel sammenhæng mellem inuitterne langs hele ruten. Han opdagede endda, at han selv kunne gøre sig forståelig på grønlandsk helt til Alaska – et sprogligt vidnesbyrd om fælles rødder på tværs af de enorme afstande.

På ekspeditionens første del opholdt Birket-Smith sig i to perioder blandt de såkaldte rensdyrinuitter vest for Hudsonbugten. Hans feltarbejde viste, at disse indlandsgrupper ikke repræsenterede en oprindelig inuitkultur, men én blandt flere historisk foranderlige og miljøtilpassede inuitiske traditioner – en pointe, som senere forskning i vid udstrækning har bekræftet.

Samtidig foretog Mathiassen omfattende arkæologiske udgravninger af tidligere inuitbopladser. På baggrund af fundene identificerede og navngav han den såkaldte Thulekultur – opkaldt efter ekspeditionens base i Thule, et navn, Knud Rasmussen havde indført i 1910 i forbindelse med oprettelsen af sin handelsstation ved den gamle boplads Uummannaq i Nordvestgrønland.

Thulekulturen, der i dag forstås som forfædrene til moderne grønlændere, blev efterfølgende et nøglebegreb i arktisk arkæologi. Mathiassens arbejde udgør fortsat et centralt fundament for forskningen i regionens forhistorie.

Bearbejdningen af materialet fortsatte længe efter hjemkomsten. Sammen udviklede Birket-Smith og Mathiassen et tværfagligt samspil mellem etnografi og arkæologi, som kom til at præge senere arktisk forskning.

Ekspeditionens materiale lagde grunden til en enestående inuitsamling på Nationalmuseet og inspirerede nye generationer af forskere som Eigil Knuth (1903-1996), Jørgen Meldgaard (1927-2007) og Bjarne Grønnow (f. 1956), der på hver deres måde har videreført og fornyet de arkæologisk-etnografiske studier af inuitkulturen.

5. Thule-ekspedition viste, at inuitternes historie ikke er fragmenteret, men dybt forbundet af sprog og kultur. Samtidig står ekspeditionen som et eksempel på, hvordan grundforskning kan kræve en blanding af eventyrlyst, nysgerrighed og tålmodighed – og hvordan det langsommelige arbejde med at samle, analysere og forstå kan forvandle rejser og oplevelser til varig viden.

Kapitlet er skrevet af Dorthe Chakravarty.