Hammer blev fanget af mosmider allerede som zoologistuderende, da hun læste zoologen Carl Heinrich Bornebuschs (1886-1951) arbejde om skovbundens fauna. Her fandt hun ud af, at de næsten usynlige leddyr spiller en vigtig rolle i nedbrydningen af organisk materiale og dermed i Jordens kredsløb. Fascinationen af denne næsten usynlige verden var starten på et livslangt forskningsprojekt.

Fra 1930’erne og frem rejste Hammer på egen hånd til Grønland, Island, Norge, Iran, Indonesien, New Zealand, Canada og store dele af Sydamerika for at indsamle jordprøver. Feltarbejdet var opslidende og ofte fysisk krævende, men rejselyst og faglig stædighed drev hende videre.

Med sit Berlese-apparat, opkaldt efter den italienske entomolog Antonio Berlese (1863-1927), indsamlede hun mosmider fra vidt forskellige landskaber – fra arktiske tundraer til fugtige regnskove. Apparaturet byggede på en metode, som Berlese udviklede i begyndelsen af 1900-tallet til systematisk udtrækning af små jorddyr.

Tilbage i sin stue, der fungerede som laboratorium, sorterede og beskrev hun tusindvis af mosmider. Under mikroskopet tegnede hun deres strukturer, identificerede nye arter og opstillede slægtskaber. 

I alt beskrev hun mere end 1.500 arter og flere nye slægter, og hendes arbejde blev anerkendt som en enestående indsats inden for jordbundsøkologi og systematik. Trods den internationale anerkendelse som førende ekspert i mosmider fik hun dog aldrig fast tilknytning til en dansk forskningsinstitution – et vilkår, hun senere betegnede som “surt show”.

Det var dog ikke kun de mange artsbeskrivelser, der gjorde Hammers forskning bemærkelsesværdig. Allerede i sin doktorafhandling fra 1944 påviste hun slående ligheder mellem Grønlands mikrofauna og arter fra Nordamerika og Europa. De samme mønstre trådte frem, da hun i slutningen af 1940’erne arbejdede i arktisk Canada og sammenlignede sine fund med samlinger fra Smithsonian Institution og Harvard University.

Gradvist tegnede der sig omridset af en videnskabelig gåde: Mosmider bevæger sig næsten ikke, de flyver ikke og kan ikke overleve i saltvand – så hvordan kunne så nærtbeslægtede arter findes på kontinenter, der ligger tusinder af kilometer fra hinanden?

Svaret tog form gennem det, Hammer senere kaldte “et mirakel”. Under en ekspedition til New Zealand i 1962-1963 fandt hun igen arten Mucronothrus nasalis, som hun tidligere havde set i Grønland, Europa og Andesbjergene. Brikkerne faldt nu på plads: Den eneste plausible forklaring på dens udbredelse var, at kontinenterne engang havde været forbundet – præcis som geologen Alfred Wegener (1880-1930) havde foreslået.

I 1965 offentliggjorde hun sin vigtigste artikel, hvor hun argumenterede for, at mosmidernes globale spredningsmønstre er levn fra en tid, hvor Jorden så helt anderledes ud. Hendes arbejde blev mødt med både nysgerrighed og skepsis, men hun fik støtte fra forskere som entomologen John Anthony Wallwork (1932-2004), og hendes resultater blev en tidlig biologisk parallel til den fremvoksende pladetektonik. 

I dag står Marie Hammers forskning som en bemærkelsesværdig bro mellem biologi og geologi. Hendes arbejde viste, hvordan selv de mindste organismer kan bære på spor af de største begivenheder i Jordens historie. Og som hun selv skrev i sin selvbiografi, var hun lykkeligst, når hun betragtede sin “lille-verden” gennem mikroskopets linse.

Kapitlet er skrevet af Kristian Sjøgren.