Hun voksede op i en akademisk familie med en far, der var professor i psykologi, men hendes vej til forskningen var fyldt med udfordringer. Hun var beskeden, mødte modstand som kvinde og kæmpede med helbredsproblemer, der forsinkede hendes karriere. Alligevel blev hun i 1928, som 40-årig, magister i geodæsi og udnævnt til statsgeodæt ved Geodætisk Institut – en usædvanlig bedrift for en kvinde på den tid.

Ved et tilfælde fik Lehmann interesse for seismologi og blev en central skikkelse i udviklingen af feltet i Danmark. Dengang mente man, at Jordens indre kun bestod af en stor flydende kerne omgivet af en fast kappe. Efter at have analyseret data fra jordskælv verden over satte Lehmann spørgsmålstegn ved denne opfattelse.

I 1936 offentliggjorde hun sin banebrydende opdagelse i forskningsartiklen med den korte titel “P’”, der forudsætter et vist kendskab til seismologien. Lehmann havde fundet afvigelser i de seismiske P-bølger, der bevæger sig gennem Jordens indre.

Ifølge datidens teori skulle de standse eller afbøjes på en bestemt måde ved den flydende kerne, men Lehmann så, at nogle bølger nåede længere ind og blev reflekteret eller afbøjet, som om der var en ekstra grænseovergang i Jordens indre.

Disse afvigende bølger samlede hun under betegnelsen P’, og hendes tolkning af dem ændrede radikalt billedet af Jordens indre opbygning: Jorden rummer en fast indre kerne omgivet af en flydende ydre kerne. Den indre kerne, ca. 2.500 kilometer i diameter, spiller i dag en nøglerolle i forståelsen af Jordens magnetfelt.

Trods det opsigtsvækkende arbejde gik der længe, før Lehmann blev anerkendt – især i Danmark. Hendes arbejde blev brugt af andre forskere, uden at hun blev citeret, og i 1952 søgte hun et professorat i geofysik på Københavns Universitet, men uden held.

Efter sin pension fra Geodætisk Institut i 1953 tilbragte hun store dele af de næste 20 år i USA, hvor hun forskede videre. Her blev hun hurtigt anerkendt for sin opdagelse og stod både bag nye forskningsresultater og modtog adskillige æresbevisninger, herunder en titel som æresdoktor ved Columbia University i 1964.

Under den kolde krig var seismologien pludselig blevet et betydningsfuldt forskningsfelt, fordi amerikanere ønskede at overvåge underjordiske atomprøvesprængninger. Derfor stod de også bag et omfattende netværk af seismografer og havde behov for erfarne seismologer som Lehmann.

I USA arbejdede hun blandt andet sammen med geofysiker Maurice Ewing (1906-1974), der var leder af Lamont Geological Observatory. Ewing havde få år før mødt Lehmann på et visit i Europa, hvor han efterspurgte de dygtigste europæiske seismologer. Han argumenterede efterfølgende over for den amerikanske regering, at det var vigtigt at få Lehmann til USA.

I Danmark fik Lehmann stort set ingen anerkendelse, før hun i 1965 som 77-årig endelig modtog Videnskabernes Selskabs guldmedalje – dog på opfordring fra hendes kolleger i udlandet, der undrede sig over Lehmanns usynlighed i hjemlandet. En anden vigtig milepæl i hendes levetid var i 1971, hvor Lehmann som den første kvinde modtog den prestigefyldte William Bowie Medal fra American Geophysical Union.

Vejen fra den fugtige bunker under Vestvolden i Rødovre til rollen som videnskabelig superstar var lang. Den brede internationale og danske anerkendelse kom først efter hendes død i en alder af 104 år. 

I dag lægger Lehmann navn til alt fra priser, legater og forskningsprogrammer til seismiske målestationer og gader i Danmark. Sidst, men ikke mindst, blev der som en hyldest af Lehmanns arbejde i 2017 rejst en skulptur på Frue Plads i København ved siden af busten af Niels Bohr.

Kapitlet er skrevet af Asser Pelle.