Allerede før ansættelsen som underinspektør ved Nationalmuseet i 1919 havde Hatt markeret sig som etnograf. Hans studier af arktiske skinddragter analyserede snit, materialer og tekniske løsninger som historiske spor. På den baggrund udviklede han en skelnen mellem kyst- og indlandskulturer, som blev brugt til at pege på to forskellige centre for inuitkulturens udvikling. Modellen fik stor betydning i samtiden, men er siden blevet afløst af mere komplekse fremstillinger af arktiske kulturforløb.

Museumsarbejdet førte gradvist Hatt væk fra etnografien og ind i arkæologien. Et afgørende vendepunkt indtraf under udgravningen af jernalderbopladsen ved Ginnerup i Thy, hvor Hatt deltog under arkæolog Hans Kjærs (1873-1932) ledelse.

Kjær havde taget en ny udgravningsteknik i brug, hvor overjorden blev fjernet i ét lag, så hele bopladsens flade lå åben. Stolpehuller, væglinjer og ildsteder trådte dermed tydeligt frem, og det samlede overblik gjorde det muligt at tolke huse og bebyggelser som sammenhængende strukturer. Metoden kom til at præge Hatts senere arbejde og dansk arkæologi efterfølgende.

Hatts mest innovative arbejde handlede om oldtidsagre – de firkantede, regelmæssigt opdelte marksystemer på de jyske heder. Gennem systematiske opmålinger, tværsnit i digevolde og analyser af plovspor blev det påvist, at markerne var skabt ved dyrkning med arden, en tidlig plov uden muldfjæl – det buede jernstykke, der vender jorden – hvorfor man måtte pløje på kryds og tværs for at bearbejde jorden effektivt.

Agrenes faste inddeling blev tolket som udtryk for privat ejendomsret og arvepraksis snarere end fælles drift. Landskabet fremstod dermed som en organiseret struktur, hvor kontrol over jordlodder spillede en central rolle. Denne forståelsesramme blev siden grundlæggende for nordeuropæisk landskabsforskning og for studiet af jernalderens samfund.

I løbet af 1930’erne begyndte Hatt at interessere sig for racebiologiske forestillinger om “Menneskeracerne” og deres geografiske udbredelse. Hans skrifter fra den periode fremstår i dag racistiske, men han vurderede befolkningsgruppers tilpasningsevne og kulturelle potentiale ud fra et racemæssigt hierarki, som afspejlede udbredte ideer i datidens videnskab og samfund.

Samtidig bevægede hans forskning sig gradvist mod politisk geografi. Han analyserede handelsruter, stormagtsrelationer og geopolitiske spændinger og advarede om, at Centraleuropa var så fragmenteret, at det ikke kunne “hævde sig militært” mod de store magter.

I samtiden virkede det som en nøgtern strategisk vurdering, forankret i tidens udbredte forestillinger om geopolitisk magtlogik. Den kom desuden til at klinge uheldigt med nazisternes fortælling om, at regionens svaghed krævede et stærkt, samlende Tyskland – uden at dette var Hatts intention.

Under besættelsen udviklede denne tankegang imidlertid sig til egentlige sympatier: Hatt var på regeringens opfordring med til at stifte Dansk-Tysk Forening og holdt en række radioforedrag, hvor han forklarede den tyske udenrigspolitik og talte for en tysk sejr i krigen. Efter krigen blev han dømt for “uværdig national Optræden” og måtte forlade sit professorat, om end med pension.

Årene efter krigen var præget af isolation og bitterhed, men Hatt fortsatte sin forskning. Han vendte tilbage til etnografien og undersøgte særprægede fortællinger om kulturplanter og selvopofrende “kornmødre” – mytiske kvindeskikkelser knyttet til kornets frugtbarhed og høstens offermotiver – i både Asien og Amerika.

For Hatt pegede disse motiver på forbindelser på tværs af Stillehavet. Det blev hans sidste store synteser – udarbejdet med  samme stædighed og nysgerrighed, som når han cyklede ud over hederne for at blotlægge fortidens spor med sin spade.

Kapitlet er skrevet af Dorthe Chakravarty.