Fra 1872 til 1877 var la Cour underbestyrer på det nyoprettede Dansk Meteorologisk Institut, men arbejdede samtidig som opfinder. Bevillingen fra  Carlsbergfondet i 1876-1877 – fondets allerførste – blev givet med den begrundelse, at han kunne arbejde videre med sin telegrafiopfindelse “uforstyrret af Næringshensyn”.

Han søgte patent på opfindelsen i USA, men blev udkonkurreret af den amerikanske opfinder Elisha Gray (1835-1901). Efterfølgende fik han ansættelse ved Askov Højskole som underviser i naturvidenskab, og han kastede sig over lærergerningen med stor energi. Opfindergenet forblev intakt.

Ved højskolen blev det klart, at la Cour var drevet af en social mission for  Danmarks landområder. Han fik den idé, at vindkraften kunne bruges til at elektrificere landet med decentrale elektricitetsværker. Han eksperimenterede med vindtunneler og prototyper og udviklede, hvad han kaldte “den ideale Mølle” til elektricitetsproduktion.

Problemet med vindkraft er, at møllerne kun producerer strøm, når det blæser. Den problemstilling optog også la Cour, og han udviklede en visionær og teknisk løsning, der også i dag giver anledning til respekt. La Cour byggede nemlig et demonstrationsanlæg ved højskolen baseret på elektrolyse og brint.

Overskudsstrømmen fra højskolens vindmølle blev ledt gennem vand og splittede vandmolekylerne i ilt og brint. Brinten blev efterfølgende brugt til belysning på højskolen. Helt ufarligt var det selvfølgelig ikke, og en eksplosion ødelagde flere vinduer. Heldigvis kom ingen til skade, men la Cour skiftede efterfølgende over til batterier til lagring af strømmen.

La Cour var ikke bare opfinder, der nørdede med sine opfindelser i eget laboratorium. Han var mere interesseret i at bruge sine evner som opfinder på at finde gode løsninger på landområdernes udfordringer og oprettede derfor Dansk Vind Elektricitets Selskab, som skulle hjælpe med at oprette lokale elforsyningssystemer. 

Mange møller blev koblet til store blybatterier, som kunne oplagre elektricitet, når vinden blæste. Den akkumulerede strøm kunne så bruges til belysning og maskiner på gårdene og de små håndværkervirksomheder i landsbyerne.

Den første elektricitetsproducerende vindmølle, som la Cour opførte ved Askov Højskole, blev blandt andet brugt til disse formål, men også til undervisning af landelektrikere – de såkaldte Gnister. Tanken om små elektricitetssystemer til at drive et lokalt behov for strøm var så langt forud for sin tid, at det stadig i dag er noget, der vinder frem i udviklingslande.

La Cours arbejde med udvikling af vindmøller blev til meget mere end en hobby på Askov Højskole. Arbejdet inspirerede forskere over hele verden og dannede grundlag for Danmarks senere succes med kooperativer inden for elforsyning, vores førerposition inden for vindmølleindustrien og nutidens fokus på lokale, bæredygtige energisystemer.

Han gjorde også sine tekniske interesser til en del af højskolens dannelsesprojekt ved målrettet at styrke  undervisningen i naturvidenskab og matematik på de danske højskoler – til stor fortrydelse for N.F.S. Grundtvig (1783-1872), der anså disse fag for ugudelige.

Men for la Cour var naturvidenskabens historie selve nøglen til læring:  Højskoleeleverne skulle vandre den samme vej, som “Menneskeaanden” havde gjort. Med denne tilgang forbandt han sin opfindertrang med en pædagogisk vision – og satte dermed et varigt aftryk på både dansk energi og dannelse.

Kapitlet er skrevet af Kristian Sjøgren.