Bang blev uddannet historiker i 1894, og hun satte sig for at arbejde med Rigsarkivets 700 protokoller med regnskaber fra Øresundstolden, som blev inddrevet mellem 1497 og 1857. Øresundstolden var en af Danmarks vigtigste indtægtskilder, for de skibe, der passerede Sundet, skulle betale told.

Arkivmaterialet gav et unikt indblik i skibsfart og varetransport, og Bang ønskede at opsummere de mange tal og oplysninger i tabeller, så oplysningerne blev nemmere at arbejde med for historikere.

Det var et kæmpe projekt, hvor data blev behandlet med kartotekskort, håndført registrering og systematisk sortering af store regnskaber. Bang udviklede metoder til at udtrække og sammenstille oplysninger om skibsfart og varestrømme over lange perioder. Arbejdet mundede fra Bangs hånd ud i to omfattende tabelværker om trafikken gennem Øresund, udgivet med mange års mellemrum.

Her kunne historien være endt, hvis ikke udgivelsen havde fået en kritisk anmeldelse i 1925, hvor Nina Bang var kendt som alt andet end historiker med en udpræget interesse for told og tabeller. Hun var nu blevet en offentlig person og havde siden 1924 haft hvervet som undervisningsminister – i øvrigt som verdens første kvindelige minister i en regering udpeget på parlamentarisk grundlag.

Anmeldelsen kom i Historisk Tidsskrift og var skrevet af en ung historiker ved  navn Astrid Friis (1893-1966), senere Danmarks første kvindelige professor i  historie (som i øvrigt aldrig fik opfyldt sin ambition om at blive det første indenlandske kvindelige medlem af Videnskabernes Selskab). Hun angreb i skarpe vendinger værkets akademiske metode og resultater. Anmeldelsen satte brand i pressen, hvor Nina Bang kom under beskydning. Historikerne tog sig af den faglige kritik, imens politikere og presse påpegede Bangs interessekonflikter.

Friis anklagede Bang for selektiv udvælgelse af kildemateriale og fejlfortolkninger. Hun kaldte det “en Voldførelse af statistisk Kildemateriale fra ældre Tider”. Kritikken i pressen gik på, at hun havde modtaget penge fra staten og Carlsbergfondet over mere end tre årtier, hvor hendes hovederhverv havde været journalistik og politik. Som pressen polemisk skrev, havde hun derfor kun “syslet” ganske lidt med “de gamle Regnskaber” – faktisk så lidt, at bind to udkom med, hvad en kritiker kaldte “en ganske eventyrlig Forsinkelse” (bind et i 1906 og bind to i 1922).

Nina Bang afviste debatten med et overbærende “Herregud” og udtalte, at Astrid Friis med sin anmeldelse kun ønskede at skubbe Bang til side og selv overtage arbejdet med protokollerne. Det var måske rigtigt, men hjalp ikke på hendes popularitet blandt faghistorikerne.

Så gik Carlsbergfondets formand, historiker Kristian Erslev (1852-1930), ind i diskussionen. Han erkendte, at udgivelsen af Bangs materiale var forsinket. Dog, påpegede han, var det også sket med andre store forskningsprojekter, fondet havde støttet. Han stod helt og holdent bag Bangs forskning.

Shitstormen døde ud, som den slags gør: Nina Bang modtog jo ikke længere  penge fra stat eller fond. Efter endt ministerperiode i 1926 blev hun ramt af sygdom, som svækkede hende og endte med at koste hende livet et par år senere.

Men Øresundstoldregnskaberne levede videre. Efter hendes død overtog nationaløkonom Knud Korst (1894-1962) projektet og samarbejdede i de følgende år med andre forskere om udgivelsen af yderligere fem bind med flere tabeller over skibsfart og varetransport gennem Øresund.

I dag giver Bangs og Korsts arbejde indblik i, hvordan forskere håndterede  store datamængder uden computerhjælp. Projektet var desuden et tidligt eksempel på internationalt samarbejde om historiske data inden for samfundsvidenskab. I perioden 2007-2020 blev materialet digitaliseret og bearbejdet i det hollandske projekt 'Sound Toll Registers Online' (STRO), som i dag kan tilgås online. Pengene til “Legatslugeren” Bang var godt givet ud, for materialet er i dag en af de mest berømte kilder til international handelshistorie.

Kapitlet er skrevet af Dorthe Chakravarty.