Carlsbergfondet gennem 150 år
1811
Stifteren af Carlsbergfondet Jacob Christian Jacobsen – eller blot J.C. Jacobsen – bliver født i Brolæggerstræde i København. Hans mor, Caroline Frederikke Schelbeck, er datter af en københavnsk silkevæversvend. Hans far, Christen Jacobsen, er en fæstebondesøn fra Vendsyssel, som i 1801 er taget til København for at finde arbejde i Kongens Bryghus. Christen bliver selvstændig brygger i 1826 med eget hvidtølsbryggeri i Brolæggerstræde i det indre København. J.C. Jacobsen er enebarn, og hans barndom og ungdom er præget af skole og arbejde i faderens bryggeri.
Brolæggerstræde og J.C. Jacobsens signatur i ruden.
1828
Efter endt skolegang på det Bisserupske Institut fortsætter J.C. Jacobsen med selvstudier i matematik, historie og tysk litteratur, samtidig med at han arbejder i sin fars bryggeri. Som 17-årig deltager han i H.C. Ørsteds kemiforelæsninger, der får stor betydning for hans videre udvikling. Studierne må dog nedprioriteres, da faderen bliver syg og har brug for J.C.’s hjælp i bryggeriet.
Tegning af bryggeriet i Brolæggerstræde, 1826.
1834
J.C. Jacobsen møder Laura Holst, som han gifter sig med i 1839. Gennem Lauras fætre, der studerer i København, får J.C. Jacobsen et større indblik i den akademiske verden. Han går bl.a. til forelæsninger i biologi og kemi.
Laura Jacobsen og J.C. Jacobsen, ca. 1850.
1835
J.C. Jacobsens far dør.
J.C. Jacobsen overtager faderens hvidtølsbryggeri i Brolæggerstræde.
1842
J.C. Jacobsens og Laura Jacobsens søn Carl bliver født.
Carl Jacobsen, henholdsvis i 1850 og 1854.
1846
J.C. Jacobsen får tilladelse af kongen til at bygge uden for voldene, hvor han erhverver sig en stor og velplaceret grund på Valby Bakke vest for Københavns centrum. Han påbegynder byggeriet af Carlsberg, der står klar i 1847. Samme år står det første bryg klar. Carlsberg bliver navnet på bryggeriet – opkaldt efter sønnen Carl og den bakke (det gamle danske ord ’berg’), som grunden ligger på.
Carlsberg, 1847.
1849
En 15.000 m² stor have på J.C. Jacobsens grund på Valby Bakke står færdig efter et års anlægsarbejde med jord fra opførelsen af bryggeriet. J.C. har en forkærlighed for det botaniske og bringer mange sjældne planter, træer og vækster med hjem fra sine rejser i Europa, som bliver udplantet i haven. Fra 1851-67 udvides haven til det dobbelte. Næsten 160 år senere, i 2008, åbner J.C. Jacobsens Have for offentligheden og fredes af Kulturarvsstyrelsen. I 2017 gennemgår haven en omfattende renovering med det formål at bringe den nærmere sit oprindelige udseende. Renoveringen indebærer bl.a. genskabelse af havens botaniske identitet i kombination med sikring af bevaringsværdige træer.
1851
J.C. Jacobsen påbegynder byggeriet af familiens private villa på Valby Bakke, der står færdig i 1854. Husets udsmykning er inspireret af antikken. Om byggeriet siger han senere til sin søn Carl: "Jeg har bygget dette hus, Carl, ikke for at få en prægtig bygning at bo i, men for at gøre noget smukt."
Tegninger af J.C. Jacobsens villa
1860
J.C. Jacobsen træder til som en af de første bidragydere til de offentlige indsamlinger for genopbygningen af Frederiksborg Slot, efter at slottet brød i brand året forinden. Frem mod stiftelsen af Det Nationalhistoriske Museum på slottet i 1878 vokser hans støtte til omtrent 90.000 kr. i alt.
Illustration fra slottets brand bragt i Illustreret Tidende i 1959 og illustration af slottet efter branden, ukendt årstal.
1875
J.C. Jacobsen grundlægger Carlsberg Laboratorium på en del af sin grund i Valby. Han ønsker at udvikle en videnskabelig tilgang til brygning af øl for at sikre højere og mere stabil ølkvalitet. Laboratoriets formål bliver at udvikle ny viden til gavn for Carlsberg og at bidrage til samfundet gennem forskning.
1876
Den 25. september opretter J.C. Jacobsen Carlsbergfondet ved et gavebrev til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og skænker fondet 1 million kr. Med bryggerens egne ord skal fondet være ”til Gavn for Videnskaben og til Ære for Danmark”. Fondets formål er at yde støtte til naturvidenskab, matematik, filosofi, historie og sprogvidenskab samt til Carlsberg Laboratorium, som fondet samtidig overtager driften af. Han bestemmer, at fondets bestyrelse skal bestå af fem medlemmer valgt blandt Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs indenlandske medlemmer. I dag yder Carlsbergfondet fortsat støtte til grundforskning inden for naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab.
1877
Carlsbergfondet giver sine to første bevillinger til henholdsvis fysiker Poul la Cour, der modtager 1.500 kr. til at udvikle sit fonotelegrafiske system og de tilhørende fysiske undersøgelser, samt Kildeskriftsselskabet, der modtager 2.800 kr. til udgivelse af ’Kancelliets Kopibog under Frederik I’.
To af de første ansøgninger, der modtager en bevillinger hver.
1878
J.C. Jacobsen skænker 200.000 kr. til istandsættelsen af Kongefløjen på Frederiksborg Slot på betingelse af, at slottet skal være et nationalhistorisk museum til gavn for folkets historiske bevidsthed og kulturelle selvforståelse. J.C. Jacobsen stifter derved Det Nationalhistoriske Museum, som samme år bliver en afdeling under Carlsbergfondet.
Filmklip fra 1935. Det Danske Filminstitut
1881
Carl Jacobsen påbegynder opførelsen af bryggeriet Ny Carlsberg Bryggeri, som indvies 14. august 1882. For at undgå navneforvirring mellem Carlsberg og Ny Carlsberg omdøber J.C. Jacobsen sit bryggeri til Gamle Carlsberg. J.C. Jacobsen skriver i sit testamente, at hele hans ejendom, herunder Gamle Carlsberg-bryggeriet, skal overdrages til Carlsbergfondet efter hans død.
1883
Emil Chr. Hansen, professor på Carlsberg Laboratorium, gør sin epokegørende opdagelse: en metode til rendyrkning af ølgær. Metoden bliver ikke patenteret, men stilles gratis til rådighed for alle.
1887
J.C. Jacobsen dør under en rejse til Rom. Året efter overtager Carlsbergfondet ejerskabet og driften af Gamle Carlsberg.
J.C. Jacobsens sarkofag under Jesuskirken i Valby og J.C. Jacobsens båre i hans villa, 1887.
1897
Ny Carlsberg Glyptotek ved Dantes Plads indvies og bliver det nye hjem for Carl Jacobsens enestående og omfangsrige kunstsamling. Allerede i 1882 har han åbnet et lille Glyptotek med kunst i Valby, men med tiden overdrager han samlingen til byen København, hvilket har muliggjort opførelsen af det nye museum.
1899
Carlsbergfondet og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab får domicil i et palæ ligeledes ved Dantes Plads efter en 5-årig byggeperiode. Det historicistiske og rigt udsmykkede palæ i klassicistisk stil opføres af Carlsbergfondet.
Domicil, 1899.
1902
Carl Jacobsen og hans hustru Ottilia Jacobsen opretter Ny Carlsbergfondet med det formål at støtte kunst og kunstvidenskab. Ved samme lejlighed overdrager Carl Jacobsen bryggeriet Ny Carlsberg til Carlsbergfondet. Hermed har de to bryggerier nu fælles ejer.
Carl og Ottilia Jacobsen. Maleri: Julius Paulsen, 1924
1909
Professor S.P.L. Sørensen opfinder på Carlsberg Laboratorium den nye måleenhed pH, hvorved man kan beskrive, hvor surt eller basisk et stof er.
S.P.L. Sørensen, ukendt årstal og S.P.L. Sørensen (forrest til højre) med sit team, ukendt årstal.
1911
Carl Jacobsens mor Laura Jacobsen dør.
Laura Jacobsen. Årstal ukendt.
1913
Carl Jacobsen donerer Den Lille Havfrue , som senere skulle blive vartegn for København.
1914
Carl Jacobsen dør.
1914
Laura og J.C. Jacobsens villa bliver til ’Æresboligen’. Med J.C. Jacobsens testamente fra 1882 har han fastslået, at villa, have og væksthus efter sine nærmestes død skal stilles til rådighed for en mand eller en kvinde, der beskæftiger sig med videnskab, litteratur eller kunst. Æresboligen huser i de følgende otte årtier fem videnskabsmænd og deres familier. En af beboerne er Niels Bohr, der bor i Æresboligen fra 1931 til 1962.
1961
I anledningen af J.C. Jacobsens 150-års fødselsdag skænker Carlsbergfondet en bygning, der skal danne ny ramme om Accademia di Danimarca i Rom - det nuværende ’Det Danske Institut i Rom’.
1970
Carlsberg og Tuborg fusionerer. Selskabets navn bliver De Forenede Bryggerier A/S (DfB). Alle fem medlemmer af Carlsbergfondets bestyrelse bliver en del af DfBs bestyrelse.
Forhandlingerne er på plads den 25. maj 1970. Omkring bordet i et af klasseværelserne i Videnskabernes Selskab ses Tuborgsiden til venstre og Carlsbergsiden til højre. Foto: Carlsberg Arkiv
1991
Tuborgfondet, der var blevet stiftet i 1931, bliver en afdeling under Carlsbergfondet. I dag støtter Tuborgfondet unge mellem 16-30 år i at skabe en bæredygtig fremtid med fokus på arbejdsmarked, entreprenørskab, demokrati og kreative erhverv.
1995
Den sidste beboer i Æresboligen dør. Carlsbergfondet beslutter, at boligen nu skal anvendes til videnskabelige konferencer og symposier og bære navnet Carlsberg Akademi. Stueetagen vies til aktiviteter, mens førstesalen skal fungere som bolig for en fremtrædende udenlandsk gæsteforsker. Efter en restaurering står Carlsberg Akademi klar i 1997.
Søren Egerod, 1993. Han blev den sidste beboer i Æresboligen. Boligen er siden blevet anvendt til videnskabelige konferencer og symposier.
2001
På Carlsberg Laboratorium opdager kemiker og professor Morten Meldal og hans ph.d.-studerende Christian Tornøe ved et tilfælde en kobberkatalyseret reaktion, som siden skal blive afgørende for udviklingen af den såkaldte klikkemi. I 2022 modtager Morten Meldal Nobelprisen i kemi for denne opdagelse.
Morten Meldal i laboratoriet.
2007
Carlsbergfondets fundats ændres, så fondet fremover kun er forpligtet til at eje mindst 25 procent af aktiekapitalen i Carlsberg A/S. Dog således at fondet fortsat skal eje aktier, der giver ret til mindst 51 procent af stemmerne.
2011
Carlsbergfondets Forskningspriser bliver indstiftet i anledning af fondets grundlægger J.C. Jacobsens 200-års fødselsdag. Priserne har som formål at yde støtte til to aktive forskere i ind- eller udland, der har bidraget afgørende til grundforskningen, og som nyder stor videnskabelig anerkendelse.
2013
Kravet om et bestemt kapitalejerskab ophæves, dog således at fondet herefter skal bevare en aktieandel svarende til mindst 51 procent af stemmerne og dermed den bestemmende indflydelse.
2015
Dronning Margrethes Romerske Pris bliver indstiftet af Carlsbergfondet. Formålet med prisen er at hædre og styrke den forskning, der udføres ved eller med tilknytning til Det Danske Institut i Rom.
2016
Carlsbergfondets Forskerboliger i Carlsberg Byen indvies og tages i brug. Byggeriet, der skal huse forskere fra ind- og udland, modtager flere anerkendelser, herunder Arkitektforeningens pris ’Store Arne’ og et diplom fra Foreningen Hovedstadens Forskønnelse.
Foto: Jens Lindhe
2019
Carlsberg Akademi gennemgår en omfattende restaurering, istandsættelse og teknisk opgradering. Ambitionen med renoveringen er at føre akademiet tilbage til sit oprindelige udtryk fra dengang i midten af 1800-tallet, hvor brygger J.C. Jacobsen opførte villaen. Det sker i to etaper henholdsvis i 2019-2021 og 2022-2024.
Foto: Karina Tengberg og Anders Sune Berg
2022
Carlsbergfondet ændrer sin governance-struktur, så kun to af fondets fem bestyrelsesmedlemmer er repræsenteret i Carlsberg A/S’ bestyrelse. Dermed ophører praksissen fra 1970, hvor alle fondets fem bestyrelsesmedlemmer også har været repræsenteret i bryggeriets bestyrelse. Bestemmelsen om, at fondets forperson automatisk også er forperson i Carlsberg A/S, ændres også.
Fra 2022 fungerer fondets forperson som næstforperson i Carlsberg A/S, mens det andet medlem i Carlsberg A/S ’ bestyrelse udpeges blandt fondets fem bestyrelsesmedlemmer efter relevante kompetencer. Formålet er at styrke god selskabsledelse og sikre en mere moderne og divers bestyrelsessammensætning i Carlsberg A/S.
2023
Carlsbergfondets første direktør ansættes. Ansættelsen sker med en ambition om at fremtidssikre Carlsbergfondet organisatorisk samt styrke fondets relation til omverdenen.
2023
Besøgscenteret Home of Carlsberg åbner i Carlsberg Byen. I dag kan Carlsbergfondets og hele Carlsbergfamiliens historie og virke opleves i udstillingen.
J.C. Jacobsens ølkælder kan også opleves på museet. Foto: Daniel Rasmussen