Månedens Forsker Jens-Christian Svenning

Da tiden kom til, at jeg skulle på universitetet, overvejede jeg først at læse geologi med fokus på palæontologien. Men da jeg gerne ville arbejde med den levende natur, blev jeg overbevist om, at det rigtige for mig ville være biologi. Jeg startede officielt på Aarhus Universitet i 1989, men tog faktisk mit første studieår i udlandet på Indiana University i USA. Her kombinerede jeg biologi med statistik, filosofi, bioantropologi og latinamerikansk politik, og det blev et meget lærerigt år.

Det var også til tider meget spændende at bo så tæt på indianerfolket Huaorani i området, som havde ry for at være ret barske og bl.a. havde dræbt nogle amerikanske missionærer i 1950erne. På et tidspunkt lige efter vi havde kørt arbejdere og udstyr ud til plottet, hvor vi arbejdede, fældede de et kæmpe kapoktræ hen over den eneste adgangsvej, som et stort oliefirma havde anlagt ind i området. Og over walkie-talkien kunne vi høre, hvordan de kidnappede oliefolk og truede med at slå alle hvide mennesker ihjel. Der holdt vi lige lav profil i et par dage, indtil der faldt ro på.

Orloven havde i øvrigt fin synergi med mit ph.d.-studium, idet jeg kunne samle data til det i min fritid derude – og selvfølgelig lære en masse om områdets økologi og samfundsforhold.

Tiden i Amazonas er nok det vildeste, jeg har oplevet i mit efterhånden lange arbejdsliv. Det var nærmest det vilde vesten og rimeligt langt udenfor almindelig lov og ret – med oliefolk, indianere, kolonister, soldater og lykkeriddere. Det var vigtigt at kunne begå sig og læse situationerne. Det skal også siges, at vi mødte mange hjælpsomme mennesker af alskens slags.

Efter min ph.d. fortsatte jeg med at arbejde med troperne, som jo har den højeste biodiversitet på Jorden. Jeg fik en postdocbevilling fra Carlsbergfondet til et projekt i Panama, hvor der ligger en meget berømt amerikansk forskningsstation ’Barro Colorado Island’ på en tropeskovs-ø midt i Panamakanalen. Her ville jeg gerne afprøve en anden tilgang til forskning end den, jeg havde gjort brug af i mit ph.d.-studium, som i vid udstrækning havde handlet om at måle på hvilke planter, der vokser i et område, for at kunne sige noget om, hvordan plantesamfund er bygget op. Jeg ville nu gerne arbejde mere eksperimentelt med tingene.

Jeg opholdt mig i Panama i to år, hvor jeg lavede forskellige eksperimenter, blandt andet på betydningen af frøtilgængelighed i den tætte underskov. Undersøgelsernes resultater endte med at udfordre de fremherskende forklaringsmodeller for plantesamfunds opbygning.

Efter mit ophold i Panama vendte jeg hjem til Danmark i 2002 og startede i et treårigt forskningsadjunktur på det daværende Biologisk Institut på Aarhus Universitet. Her tog jeg for alvor fat på at studere planter på baggrund af store datasæt og i store geografiske skalaer. 

Fortidens natur har jo været udsat for store omvæltninger, for eksempel de gentagne istider over de sidste 2,6 millioner år. Det havde længe interesseret mig, om disse massive klimaændringer har sat sig spor i nutidens natur. I 2002-2004 ledte jeg et studie, hvor vi undersøgte, om træarters nutidige udbredelse i Europa er i ligevægt med nutidens klima eller stadig formet af fortidens klimaændringer. Vores modeller påviste nemlig, at mange træarter mangler i store områder, hvor nutidens klima burde passe dem fint. Det er især tilfældet mod nord og vest, dvs. længst væk fra istidens refugier for træer. Modellerne matchede observationer af, at mange af disse arter efter indførsel til skov- og havebrug har etableret sig i naturen i disse områder, for eksempel almindelig ædelgran, ægte kastanje og frynse-eg. Vores konklusion blev, at mange træarter simpelthen ikke har kunnet følge med opvarmningen efter sidste istid og stadig primært findes relativt nært ved deres istidsrefugier.

Studiet blev udgivet i det ledende økologi-tidsskrift Ecology Letters og er blevet et af mine mest citerede arbejder. I en lang række senere studier, blandt andet publiceret i tidsskriftet Science, har jeg sammen med kolleger påvist, at det er et generelt mønster, som også ses i andre verdensdele og hos andre organisme-grupper.

Studierne rykker ved den udbredte forståelse af det nutidige klimas dominerende betydning for biodiversitet og økosystemer. Desuden peger de på, at det kan være svært for arterne at følge med store, hastige klimaændringer – også over langt længere perioder end de store klimaændringer, vi står overfor de næste 50-200 år. Selvom de klimatiske betingelser måske er til stede for, at arter kan trives, hjælper det ikke, hvis arterne ikke kan nå at flytte sig derhen.

Siden 2010, hvor jeg blev professor mso på Aarhus Universitet, har jeg arbejdet bredere med biodiversitet og med stigende fokus også på dyr, økosystemer og mennesker – selvom planter stadig er et stort fokus i min forskning. Jeg havde længe haft interesse for de store pattedyrs betydning for økosystemerne og samspillet med mennesker og klima.

I min forskergruppe opbyggede vi nu blandt andet en database over alle de store pattedyrsarter, der er uddøde over de sidste 130.000 år. Med udgangspunkt heri kunne vi undersøge koblingen til ændringer i klimaet vs. den globale ekspansion af det moderne menneske Homo sapiens. Dataene viste med stor tydelighed en stærk kobling mellem mennesket og de store dyrs uddøen - og kun en svag kobling til klimaet.

Det var blandt andet dette projekt, der ledte frem til, at jeg i 2016 kunne gå i gang med mit Semper Ardens-projekt ”Megafauna ecosystem ecology from the deep prehistory to a human-dominated future”. Projektet handlede om megafaunaens økologiske betydning og integrerer økologisk teori og palæontologi med nutidig økologi og naturbeskyttelse- og genopretning. Resultatet er blevet en lang række studier og internationale samarbejder.

Det er jo desværre sådan, at vi i dag står i både en klimakrise og en biodiversitetskrise. Det gør, at vi har brug for mere funktionel, vild natur, som kan fremme en højere grad af biodiversitet, også under et klima i stærk forandring. I det palæobiologiske lys er det lidt paradoksalt, at vi i Danmark traditionelt har haft den opfattelse, at naturen er noget, der skal plejes. Set i det lange perspektiv er det jo oplagt, at biodiversiteten sagtens kan klare sig selv, hvis bare den har plads nok.

Vi skal huske, at arterne jo i næsten hele deres artsliv har levet i vild natur. Problemet er bare, at der er for lidt plads til natur i dag, og at den plads, der er, ofte ikke fungerer godt. Her er de store pattedyr vigtige. De har karakteriseret naturen i mange millioner af år, men findes kun i begrænset omfang i nutidens naturområder.

Vi ved dog i dag, at der er en sammenhæng mellem dyrs kropsstørrelse og deres indvirkning på vegetationen. Store dyr æder eksempelvis på en anden måde, for eksempel grove græsser, end små dyr, der ofte bare går og nipper de særligt ”lækre” planter som blomsterne. Derved fremmer de store dyr en varieret vegetation, hvilket er vigtigt for den samlede artsrigdom. Store dyr bevæger sig også meget mere rundt end små dyr, hvilket betyder, at de er vigtige for spredning af frø, smådyr og næringsstoffer rundt i økosystemet. Med udgangspunkt i Semper Ardens-projektet har vi bl.a. undersøgt, hvordan disse processer er blevet påvirket af uddøen og deres potentiale for naturgenopretning. 

Mange spørger så, om vi overhovedet kan have vild natur i et så lille land som Danmark. Det mener jeg godt, vi kan. Empirisk kan vi se, at det lykkes i andre lande. Og det er en bunden opgave, hvis vi vil løse biodiversitetskrisen – og ikke mindst i lyset af de stærke klimaændringer, der er i gang. Vi har allerede nu et klima, der er varmere, end det har været i mere end 100.000 år, og vi er på vej mod klimaforhold, som man skal millioner af år tilbage i tiden for at finde.

Heterogen natur med aktive spredningsprocesser og høj biodiversitet vil være mere modstands- og tilpasningsdygtig og stabil over for det tryk, som kommer fra klimaændringerne. Så jo flere og helst store områder med funktionelle processer og stor artsrigdom vi har, jo mere robust en natur får vi. Samtidig er der meget forskning, der peger på, at en prioritering af plads til funktionel, vild natur også bidrager væsentligt til at mindske klimaændringerne ved at give stabil ophobning af kulstof. Det er et emne, som jeg sammen med kolleger arbejder på at belyse endnu bedre. Herunder ikke mindst de store dyrs rolle, som ikke er velforstået.

Når jeg ser tilbage på mit forskerliv, er jeg glad for, at jeg gennem hele min forskerkarriere har kunnet sætte retningen selv. Selvstændigheden blev lagt med en postdocbevilling fra Carlsbergfondet i 1999, som jeg kunne bruge på mit helt eget forskningsprojekt. Reelt føler jeg aldrig, at jeg har haft en chef, men gode kolleger og mentorer, som jeg har lært meget af i tidens løb.

Jeg bestræber mig den dag i dag på at give stor frihed til de yngre forskere, som arbejder i mine projekter. Selvfølgelig inden for de rammer, som de bevillinger, der finansierer projekterne, giver – og netop i kombination med fagligt samspil og aktivt mentorskab. Jeg mener, at det er meget vigtigt, at vi giver plads til kreativitet i den yngre generation, for det kommer der de bedste forskningsresultater ud af på sigt til gavn for alle.