Månedens Forsker Marianne Vestergaard

Jeg oplevede dog hurtigt, at mange forskere betragtede netop sådanne emissionslinjer som ’for komplicerede’ at studere, så de ignorerede dem. Det tændte noget i mig – for det var præcis dét, jeg gerne ville forstå.

Jeg lavede mit speciale i Holland og tog derefter til USA som en del af mit ph.d.-projekt, hvor jeg under vejledning af en forsker ved Smithsonian Astrophysical Observatory undersøgte, om der er forskelle i emissionslinjerne mellem to typer galakser: dem med kraftig radiostråling fra såkaldte radiojets og dem uden.

Jeg gjorde den opdagelse, at der er subtile, men systematiske forskelle, som kunne hænge sammen med, hvordan gassen bevæger sig i forhold til det sorte hul.

Efter flere år i både Ohio og Arizona blev jeg tilbudt et adjunktur ved Tufts University i 2007. Efter et par år opstod der imidlertid en mulighed for at vende tilbage til Danmark og Niels Bohr Institutet. Det var ikke en selvfølge, at jeg skulle tilbage, men kolleger i Danmark opfordrede mig, og jeg var tiltrukket af miljøet i København, der var ret innovativt.

Jeg havde dog egentlig aldrig troet, at jeg skulle vende tilbage til Danmark. Der er jo ikke mange stillinger at søge – særligt ikke faste – så det har aldrig rigtig været en drøm, fordi jeg simpelthen ikke så det som realistisk.

I 2009 lykkedes det alligevel at få et lektorat. Og i 2021 fik jeg et professorat, som jeg har den dag i dag. Siden har jeg sammen med min gruppe af forskere arbejdet videre på at forbedre metoderne til at måle gassers dynamik omkring sorte huller for derigennem at opnå viden om tunge sorte hullers masse og dynamik.

Jeg har især fokuseret på at forstå bevægelsen af gassen omkring det sorte hul – og hvordan vi undgår fejlkilder i målingerne. I samarbejde med internationale forskere udvikler vi modeller og værktøjer, der gør os i stand til at udlede de fysiske egenskaber i de indre dele af yngre galakser.

Det var nemlig gået op for mig, at de eksisterende modeller ikke indeholdt alt den nødvendige information – især manglede beskrivelser af, hvordan stråling fra det sorte huls omgivelser opvarmer og påvirker gassen omkring det.

Vi er derfor i færd med at udvikle en mere avanceret model, der integrerer både bevægelsen af gassen i det sorte huls tyngdefelt og gassens interaktion med energien fra det sorte hul.

Vi kombinerer ekspertise fra forskellige forskningsfelter og begynder at bygge en realistisk simuleringskode, der kan gengive både geometrien, dynamikken og den fysiske tilstand i gassen. Vores mål er at erstatte tidligere, simple modeller med noget, der er fysisk korrekt og kan anvendes direkte på virkelige observationer.

Dette arbejde er kernen i mit igangværende forskningsprojekt støttet af Carlsbergfondet. Heri bruger vi eksisterende data fra teleskoper og forbereder os på at analysere observationer fra James Webb-teleskopet, som har bragt os på sporet af nogle af de tidligste og mest tunge sorte huller, vi kender til.

Med vores model håber vi at kunne identificere, hvordan de sorte huller vokser, hvordan gassen bevæger sig omkring dem, og hvordan energien, som de udsender, påvirker dannelsen af galakser.

Noget af det, jeg har taget med mig fra mange år i forskning, er, at man ikke skal give op for let. Jeg har aldrig tænkt, at jeg var den næste Einstein, men jeg ved, at jeg har haft en stærk drivkraft efter devisen ’det her vil jeg finde ud af’.

Det har egentlig ikke været så vigtigt for mig, om andre syntes, jeg var god nok. Jeg ville bare bevise over for mig selv, at jeg kunne finde svar på det, jeg ville vide. Og at det arbejde, som jeg lavede, var af høj kvalitet.

Noget, der har overrasket mig, er imidlertid, at der er meget forskel på, hvor kritiske forskere er over for egne data og metoder. Kritisk refleksion over egen praksis er ellers noget, som jeg synes er helt afgørende – og noget vi bør lære de unge forskere. De skal turde stille svære spørgsmål og være grundige.

I dag fylder præstige og bevillinger meget, især i USA, men også herhjemme. Det skaber benhård konkurrence, og selvom konkurrence kan skærpe én, så kan det også presse nogle forskere til at gå på kompromis med den faglige integritet. Det finder jeg lidt trist.

Men jeg har også lært, at forskningsmiljøet rummer mange forskellige typer, og at vi bidrager hver især med noget unikt. Selvom man måske ikke er et geni, kan man stadig byde ind med noget – og jeg er selv stolt af at have bidraget med forskning, der kan bruges til noget.

Jeg har dog også undervejs mødt skepsis. Nogle har endda fra tid til anden sagt, at de ideer, jeg forfulgte, ikke ville føre til noget. Men jeg har aldrig rigtig lyttet til det. Jeg har bare haft en stærk drivkraft mod det, jeg satte mig for. Og det har aldrig rigtig været vigtigt, hvad andre måtte mene.

Når jeg ser tilbage, har det virkelig modnet mig, at jeg allerede tidligt i min karriere måtte finde min egen vej og stå på egne ben. Der var ingen i min umiddelbare omgangskreds, der arbejdede inden for mit felt, så jeg måtte selv udforme projekter, stille spørgsmål, læse mig frem og skabe mine egne kontakter. Det var ikke noget, jeg brokkede mig over – det lærte mig selvstændighed og vedholdenhed.

Jeg har som yngre forsker faktisk aldrig tænkt så meget over, om jeg hørte til i de miljøer, jeg befandt mig i. Måske fordi jeg allerede tidligt var nødt til at rejse til mere eller mindre tilfældige steder i udlandet for at få stillet min nysgerrighed. Her har jeg været heldig at møde forskere, som støttede op om mine bestræbelser. Så jeg har ikke været optaget af, om jeg passede ind, men af at finde svar.

Der har heller aldrig ligget en lige vej foran mig – ingen tydelig karriereplan med milepæle, jeg ville opnå. Jeg har taget én ting ad gangen. Og hver gang jeg fik en bevilling eller et nyt job, mindede jeg mig selv om: Nyd det, mens du kan. For intet er garanteret i forskningens verden.

Det har måske netop været den tilgang – at tage det én dag ad gangen, at være nysgerrig og gøre det, jeg synes er spændende – der har båret mig igennem. Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle sidde her på Niels Bohr Institutet og arbejde med supertunge sorte huller i fjerne galakser – noget, vi knap nok vidste eksisterede, da jeg begyndte. Det føles stadig lidt uvirkeligt.

Men jeg er lykkelig over at få lov til at fordybe mig i det, jeg brænder for – og at arbejde sammen med unge mennesker, der også synes, det er spændende. Det er en stor gave.

Marianne Vestergaard har modtaget: