Ny opdagelse gør afgrøder mere modstandsdygtige over for klimaforandringer

Publiceret:

12.11.2025

Tags:

Forskere fra Carlsberg Laboratorium står bag et nyt videnskabeligt gennembrud, der kan gøre fødevareafgrøder mere modstandsdygtige over for klimarelaterede trusler. Sammen med et internationalt forskerhold har de opfundet et nyt værktøj til at bekæmpe såkaldt spiring i akset – et fænomen som årligt ødelægger afgrøder for milliarder af kroner på verdensplan. Opdagelsen, der er gjort med støtte fra Carlsbergfondet, er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.

Hvert år forårsager uforudsigeligt vejr – ikke mindst som følge af klimaforandringer - tab af afgrøder for milliarder af kroner. Det sker, fordi der forekommer såkaldt spiring i akset – et fænomen, der reducerer kernekvaliteten af byg, hvede og ris.

Når korn er spiret i akset, opfylder det nemlig ikke kvalitetskravene i industrielle processer, ligesom det er mere modtageligt overfor sygdomme såsom skimmel. Det gør, at kornet hverken kan bruges som fødevare for mennesker eller til dyrefoder.

Fænomenet spiring i akset truer ikke bare fødevaresikkerheden, men kan være ødelæggende for landmænd, lokalsamfund og virksomheder, der er afhængige af en stabil produktion af afgrøder af høj kvalitet.

Bedre afgrøder i uforudsigeligt vejr

Nu har et internationalt forskerhold ledet af forskere fra Carlsberg Laboratorium imidlertid fundet ud af, hvordan den komplekse genetik i et enkelt gen kaldet MKK3 styrer frødvale og spiringsrisiko i byg.

Konkret har de gennem avanceret genetisk analyse kortlagt mangfoldigheden af MKK3-genvarianter i byg fra hele verden. Den nye viden, der netop er publiceret i artiklen ’Postdomestication selection of MKK3 shaped seed dormancy and end-use traits in barley’ i tidsskriftet Science, baner vejen for nye måder at forædle afgrøder på, så de kan blive både modstandsdygtige under ekstreme vejrforhold og velegnede til forskellige behov i landbruget.

”Vores arbejde viser, hvordan århundreders landbrug og klimatilpasning har formet det genetiske landskab for denne vigtige afgrøde og giver en køreplan til planteforædlere, så de kan balancere dvale og spirerisiko. Det vil hjælpe landmænd over hele verden med at dyrke bedre afgrøder, selv når vejret bliver mere uforudsigeligt,” siger Christoph Dockter, der er chef for kornudvikling ved Carlsberg Laboratorium.

Forskellige versioner af MKK3-genet påvirker frødvale og spiringsrisiko

Forskerholdet redegør i den videnskabelige artikel for, hvordan forskellige versioner af MKK3-genet påvirker frødvale og spiringsrisiko, hvor nogle varianter giver større modstandsdygtighed over for våde høstforhold. Med data fra forskningen illustrerer de den verdensomspændende fordeling af disse genvarianter, der viser selektionsdynamikken igennem århundreder i domesticering og avl. På den baggrund kan der udpeges regioner, hvor landmænd står over for den største risiko, når det kommer til tab af afgrøder.

Forskerne fremlægger også data fra flerårige markforsøg, der viser, hvordan målrettet forædling kan hjælpe med at balancere afgrødernes ydeevne og modstandsdygtighed og understøtte bæredygtigt landbrug i et skiftende klima.

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.