Tydning af indskrift på kirkevæg afslører udbredt skriftkultur i middelalderen
Her ses indskriften optegnet. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet
Det er endelig lykkedes danske forskere at tyde en unik indskrift bestående af både runer og latinske bogstaver på en væg i Sønder Asmindrup Kirke. Indskriften viser sig at være et gældsbevis, hvilket indikerer, at selv folk i små landsbysamfund havde en avanceret brug af skrift i middelalderen. Opdagelsen er gjort med støtte fra Carlsbergfondet.
I over 100 år har en indskrift på en kirkevæg i Sønder Asmindrup Kirke ved Holbæk undret eksperter. Ingen har nemlig været i stand til at tyde, hvad indskriften fortæller.
Nu er det lykkedes runolog på Nationalmuseet Lisbeth Imer at afkode teksten i samarbejde med Anders Leegaard Knudsen, der er seniorredaktør på dokumentsamlingen Diplomatarium Danicum – Danmarks Riges Breve. Både Lisbeth Imers forskning i runeindskrifter og Diplomatarium Danicum er støttet med forskningsmidler fra Carlsbergfondet.
Tydningen af indskriften åbner for helt nye perspektiver i vores forståelse af middelalderen. For den viser, at også folk i små landsbysamfund dengang havde en avanceret brug af skrift.
Blanding af latinske bogstaver og runer
Indskriften består af to linjer, hvoraf den øverste er skrevet på gammeldansk med runer. Denne blev allerede i 1909 fortolket som ’Toke tog sølv til låns af Ragnhild’. Den nederste linje, der er skrevet med både runer og bogstaver, har imidlertid været ulæselig for eksperterne.
Altså indtil nu, hvor Lisbeth Imer sammen med Anders Leegaard Knudsen gennem nøje tydning er nået frem til, at sætningen beskriver en dato: ’2. maj i det frelsens år 1210’. Det får dem nu til at konkludere, at indskriften kan tolkes som et fuldgyldigt gældsbevis og dermed et juridisk dokument, hvilket er helt unikt i dansk sammenhæng og sjældent set internationalt.
Når indskriften ikke er afkodet før, skyldes det formentlig, at der er brugt både latinske bogstaver og runer, hvilket har krævet, at folk fra forskellige ekspertiseområder har skullet arbejde sammen.
”Jeg prøver netop i min forskning at nedbryde skellet mellem skriftkultur og epigrafisk kultur, som man kalder det, når man laver indskrifter på andre genstande end lige papir og pergament”, fortæller Lisbeth Imer.
Sønder Asmindrup Kirke. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet
Indskriften i Sønder Asmindrup kirke. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet
Skriftforsker og runolog Lisbeth Imer har besøgt en hel masse danske kirker for at kigge på rune-indskrifter. Foto: Nationalmuseet
Udbredt skriftkultur på landet
Juridiske dokumenter af samme type som det på kirkevæggen i Holbæk er typisk kun bevaret på pergament og fra de allerøverste samfundslag – og ofte kun fordi de findes bevaret i en yngre kopi. Den nye opdagelse viser derfor ifølge forskerne, at der i middelalderen var en udbredt skriftkultur.
”Hidtil har vi næsten ikke haft nogen viden om, hvordan aftaler blev truffet, eller i hvor høj grad man anvendte skrift. Vores viden om det har så at sige henligget i mørke, og der har kun været nogle ganske få og spredte vidnesbyrd om skriftbrugen. Indskriften i Sønder Asmindrup viser, at der blev indgået skriftlige aftaler blandt, hvad vi må tro var almindelige bønder på et tidligt tidspunkt i middelalderen – det vidste vi simpelthen ikke før,” siger Lisbeth Imer.
Ifølge Anders Leegaard Knudsen er indskriften udtryk for en ret professionel håndtering af skrift blandt sognebørnene, som sagtens kan måle sig med den håndtering af skrift, der foregik i kongens kancelli blandt professionelle skrivere. Også selvom indskriften er kort og fra et lille sogn ude på landet.
”Jeg har aldrig set et gældsbevis som en indskrift før, og så er det meget opsigtsvækkende, at man har blandet to skriftsystemer – runer og latinske bogstaver – og brugt romersk datering, som er lidt avanceret. De har været dygtige og mestret to sprog, hvilket vidner om en vis form for dannelse. Derfor tror jeg ikke, forfatteren har været en almindelig bonde, men snarere sognepræsten eller en højere rangeret gejstlig,” siger Anders Leegaard Knudsen.
Skrifttræning foregik i kirken
Indskrifter på kirkevægge var generelt ikke noget særsyn i middelalderen. I omkring 50 kirker i det gammeldanske område inkl. Skånelandene er der fundet omkring 200 enkeltstående indskrifter, som er kradset ind i kalkpudsen på væggen. De tæller både bønner og navne, skrevet med både runer og bogstaver. Nogle kirkevægge ligner ligefrem skoletavler, som ingen har visket ud efter dagens sidste time.
Denne skriveiver vidner ifølge Lisbeth Imer om, at noget af den skrifttræning, som må have fundet sted, foregik i kirken. Gældsbeviset adskiller sig dog fra disse indskrifter som en seriøs, juridisk tekst.
”Netop dét gør den så interessant, for det viser, at skrift formentlig var mere anvendt og udbredt, end vi ellers har troet. Gældsbeviset er en seriøs anvendelse af skrift, det var ikke bare et navn, der for sjov er indridset i væggen. Det viser, at en ret avanceret brug af skrift også fandt sted ude på landet, og det er ikke noget, vi har set så gode eksempler på før,” siger Lisbeth Imer.
Formentlig har der været lignende gældsbeviser på flere danske kirkevægge, men da de i forbindelse med reformationen blev kalket over, er mange af indskrifter gået tabt – eller står endnu skjult under kalken.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.