Carlsbergfondet udbyder midler til forskningsformidling
Publiceret:
01.12.2025
Kontaktperson:
Redaktør og presserådgiver Jane BenarrochVil du være med til at gøre videnskaben relevant og levende for et bredt publikum og dermed bidrage til at skabe en mere oplyst, kritisk og engageret offentlighed? Så er der nu mulighed for at søge midler til formidlingsaktiviteter via Carlsbergfondets puljer Forskningsformidling og Carlsberg Mindelegat. Fristen for at indsende en ansøgning er den 1. marts 2026.
Carlsbergfondet ønsker at åbne dørene til videnskabens verden og lade flere få gavn og glæde af den viden, der skabes rundt omkring i de danske forskningsmiljøer. Det er baggrunden for, at fondet to gange årligt opslår midler til forskningsformidling i regi af puljerne Forskningsformidling og Carlsberg Mindelegat.
Aktuelt indkalder vi ansøgninger til begge puljer med ansøgningsfrist 1. marts 2026.
Mens puljen Forskningsformidling retter sig mod professionelle formidlere, der har dokumenteret erfaring med at udvikle og gennemføre større formidlingsindsatser, kan forskere selv ansøge Carlsberg Mindelegat om midler til at formidle deres egen forskning. Det producerede formidlingsindhold skal som udgangspunkt være frit tilgængeligt og kunne opleves af alle.
Om Forskningsformidling
I regi af puljen Forskningsformidling kan der søges op til 3 mio. kr. til formidling af naturvidenskabelig, samfundsvidenskabelig og humanistisk grundforskning og videnskab med bred samfundsmæssig appel. Formidlingsaktiviteterne kan være selvstændigt afgrænsede eller indgå i en større formidlingsindsats, og den bærende formidling skal være frit tilgængelig og kunne opleves af alle.
Der kan søges midler til forskellige typer af formidlingsformater, for eksempel festivaler, events, foredrag, tv- og radioproduktioner, podcasts, SoMe-produktioner og flermediale aktiviteter.
Ansøgere skal have dokumenteret professionel erfaring med formidling. Derudover er det en forudsætning, at projektet involverer samarbejde med forskere, som enten medvirker direkte i formidlingen eller kvalitetssikrer den færdige produktion.
Om Carlsberg Mindelegat
Puljen Carlsberg Mindelegat kan søges af forskere til formidling af egen forskning rettet mod ikke-videnskabelige målgrupper. Der kan søges op til 200.000 kr., og formidlingen kan være selvstændigt afgrænset eller del af en større indsats. Formaterne kan eksempelvis være foredrag, events, skriftlige publikationer, tv- og radioproduktioner og podcasts.
Ansøgere skal som minimum have en ph.d.-grad og være tilknyttet en dansk forskningsinstitution. Det er desuden et krav, at projektet involverer samarbejde med professionelle fagfolk med dokumenteret erfaring med formidling, journalistik eller medieproduktion.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.